Weekendavisen den 12. juni 2020
Dystopi. Anne-Marie Vedsø Olesen har skrevet en underlig lyrisk scifi-roman om afhængighed af stimuli.
Anne-Marie Vedsø Olesen: Månen over Øen. Roman. 168 sider, 249,95 kr. Lindhardt & Ringhof.
I år 2051 – altså om 31 år – brager en asteroide med en diameter på 116 km. ind i månen. Meteorregne smadrer jordens økosystemer, polerne smelter, årstiderne forsvinder, og menneskene etablerer underjordiske beskyttelsesbyer, hvor internettet opretholdes, fordi alle er afhængige af digital multistimulering og virtuelle universer.
En ny tidsregning er begyndt, og vi er nu i år 2667 post Luna i et demokrati ved navn Superesse (latin for ‘at overleve’). Alle er nu permanent koblet op på Supernettet, og det er livsfarligt at være offline. Kun et eneste menneske, Hypatia, har et særligt gen, så hun ikke lider af Cerebral Supernet Afhængighed (en radikal udgave af vor nutids SoMe-diagnose Fear of Missing Out), og ikke behøver at tage zonex, der modvirker abstinenser og død. Kun 12% af befolkningen tåler medicinen.
Omtrent sådan ser den blændramme ud, som Anne-Marie Vedsø Olesen spænder sin lille, fortættede og underlige sciencefictionroman, Månen over Øen, op på. Hvis jeg ellers har forstået det rigtigt, er Superessen den samfundskonstruktion, der opstår efter katastrofen, og en dystopi er det vel, al den stund at civilisationen som vi kender den er brudt sammen. Men Superessen oplyses at være et demokrati. Kirken, Domus Dei, findes i fred og ro, og enspænderen og fritænkeren Hypatia undrer sig over, ”at religion stadig klæbede til menneskene, når nu årtusinder var forløbet med naturvidenskabens fornuft.”
Et sted i en sø ligger Øen, et mystisk og mytisk sted, en slags Atlantis eller Avalon. Her når ingen digitale signaler frem, og man kan derfor ikke bruge implanterede øjenvisirer og indopererede receptorer. Øen er afspærret for mennesker og opgivet af forskningen, en hvid plet på landkortet, en erkendelsens tabula rasa. Men kirken har erklæret det rolige sted for et gudsbevis.
Øen har en frodig flora og fauna, her optræder både sfæriske syn og drømmeagtige hallucinationer, og på dens nattehimmel svæver månen som en hvid himmelblomst. Den samme måne, som blev smadret af en asteroide? Ja, måske. Hypatia er den nærmeste til at forklare fænomenet, og hun er – trods sin rationelle tilgang til alt – også i tvivl. Hun har teorier om tidsteoremer, uendelighed og menneskers begrænsede tankeevne. Det ligger hinsides forståelsens grænser, siger hun.
Som lyrisk scifi befinder romanen sig, langt fra de seneste mange års litterære nærfremtidsdystopier, hvor klimaødelæggelser, infertilitet og politisk og religiøs ekstremisme har ødelagt demokratierne. Her er intet autoritært despoti eller undertrykkende teokrati, som vi er så vant til fra genren, hvor forfatteren forstørrer og forvrænger med allegorisk alarmisme. I Månen over Øen er samfundets konstruktion kun antydet, og den væsentligste kulturkritik, der kan føres tilbage til vores nutid, handler om afhængigheden af digital stimuli.
På det ydre handlingsplan søger Hypatia soning efter et brud med datteren Isabel, der stak af, fordi hun – som ikke havde arvet sin mors immunitet overfor supernetafhængighed – blev nægtet sensoriske implantater. Til sidst antydes det, at forsoning opnås gennem fortrydelse, men at selv fortrydelse vil fordufte. Og at slægt vil følge slægters gang. Hypatia får et barnebarn, der passede kommer til at hedde Luna.
Både Ø og Måne fremstår som utopier, der udvider vores opfattelse af menneskelige livsrum, fysiske og mentale. Den kyndige vil finde mange referencer til filosofiske værker, nogen gange subtilt, andre gange helt direkte, som når Schopenhauers Verden som vilje og forestilling indlejres i teksten. Hvis man kan Kant, forstår man sikkert særlige pointer.
Anne-Marie Vedsø Olesen har skrevet en intens roman, der er ambitiøs i sprog (dog med noget forcerede lyrismer) og tanke. Vi er hinsides forståelsens og historiens grænser, hvor man kan møde en robot, en enhjørning, en sfinx og Peter Plys og hans venner. Man skal kunne goutere det metafysiske og mytiske, bevidstheden og besjælingen. Kan man ikke det, får man, som jeg, problemer med skepsisfrit at overgive sig til den paradoksale romans åndelige egenskaber.