Weekendavisen den 25. september 2020
Propaganda. Kina har købt sig plads til at sælge præsident Xi Jinpings taler i en tysk boghandlerkæde.
En samling af præsident Xi Jinpings taler i tysk oversættelse har antændt en debat om kinesisk statspropaganda i boghandlere i Tyskland.
China Regieren, som bogen hedder (At regere Kina), bliver netop nu markedsført på særlige stande i boghandlerkæden Thalias butikker i Berlin og Hamborg (samt i Wien i Østrig).
Ifølge Der Spiegel er det ikke ualmindeligt, at bogforlag lejer plads til markedsføring af udvalgte titler i butikkerne (rack jobbing hedder den slags i detailhandelen), men det er til gengæld ikke set før, at en stat lejer et salgsområde for at promovere præsidentens taler.
Det var nyhedsportalen Das RedaktionsNetzwerk Deutschland, der først kunne rapportere, at Kina havde købt en fremtrædende plads til den kinesiske præsidents taler i boghandlerne. En repræsentant for Thalia sagde først til nyhedsportalen, at udstillingspladsen var blevet booket af et forlag ved navn China Book Trading, men senere rettede hun navnet til China National Publications Import and Export Corporation, som angiveligt skulle formidle kinesiske parlører og kogebøger. Tv-stationen ZDF kunne imidlertid forbinde de to virksomheder til China International Book Trading Corporation, et handelsagentur, der hører under det kinesiske kommunistparti. Og så skyndte Thalia sig at sætte et skilt på hylderne, om at bøgerne var udvalgt af den kinesiske partner.
Ifølge Thalia er der tale om et sortiment af børnebøger – ikke mindst om pandaer – rejselitteratur, poesi og fiktion. Og så altså to bind med præsident Xi Jinpings taler om, hvordan man leder landet. Das Redaktionsnetzwerk Deutschland kalder bøgerne for klassiske propagandaværker fra verdens største diktatur.
Sinologen Monika Li var først til at kritisere Thalia. På Facebook skrev hun, at kunderne måtte få det indtryk, at det var boghandelen selv, der havde valgt at eksponere Xi Jinpings taler. Thalia forsvarede sig med, at der også var Kina-kritiske bøger i butikkerne. Men den hoppede Michael Brand, der er talsmand i menneskerettighedsspørgsmål for unionspartierne CDU/CSU, ikke på: ”Det er skræmmende at se, at Thalia har oprettet et tysk propagandadepartement for det kinesiske kommunistparti,” sagde han.
Præsidentens taler står sammen med andre regeringsgodkendte titler, mens uafhængig litteratur om Kina befinder sig på en anden etage i butikken, dog er der hverken bøger om Taiwan eller undertrykkelsen af uigurer i Xinjiang.
Der Spiegels Tobias Becker skrev en nådesløs analyse, hvor han ironiserede over Thalias nylige forsøg på at fremstå som en ansvarlig og social bevidst boghandlerkæde. Siden 2018 har direktøren Michael Busch nemlig forsøgt at korrigere sit ry som en kold teknokrat – han gik under navnet Excel-Busch – ved tale varmt om Thalias ansvar for fællesskabet:”Vi mener at åndelig føde gør mennesker og samfund lidt bedre. Vores vision er en verden, hvor indholdet betyder noget,” har han sagt.
Tobias Becker minder om, at Thalia i fjor fejrede sit 100-årsjubilæum under overskrifter som ‘Verden, vågn op’ og ‘Læsning hjælper mod fordomme’. Samtidig gjorde man op med YouTube og Apple, og lancerede et par forbløffende politiske slogans: ‘Donald Trump læser ikke’, og: ‘Brexit – det ville ikke være sket med læsning’.
Der Spiegel citerer Michael Busch selv, der i firmaets jubilæumsbog skrev højtravende ord om, at han var ”overbevist om, at intellektuel ernæring ikke kun gør mennesker og samfund lidt bedre, men også bedre rustet til fremtiden, mere kompetent og modstandsdygtig over for fjender af demokrati og det åbne samfund.”
Michael Busch skrev også, at man gennem læsning holder sig vågen, så ”man kan reagere opmærksomt på de aktuelle udfordringer i vores komplekse, turbulente og risikable samfund”. Direktøren advarede desuden mod at glo på endeløse serier og hoppe fra den ene skærm til den anden, fordi man så ”glemmer at forblive kritisk overfor enhver indoktrinering”.
Og så vender Tobias Becker det hele mod Michael Busch, som han mener, har sat sin troværdighed over styr:
”Spørgsmålet er nu, hvor kritisk Thalia selv har undersøgt en mulig indoktrinering af deres kunder, før de underskrev aftalen med den kinesiske partner.
Også Dagmar Schmidt, socialdemokratisk Kina-politisk ordfører, vender sig mod Thalias samarbejde med kineserne: ”Som et minimumskrav skal man forvente, at Thalia skaber gennemsigtighed for sine kunder og gør det klart, hvem der er bestemmer, hvad der står på hylderne.”
ZDF kan fortælle, hvad det kinesiske kommunistparti officielt forventer af udgivelserne på tysk, nemlig at ”det internationale samfund får en bedre forståelse af centralkomiteens ideer og strategier, udviklingsplaner, idenrigspolitik og udenrigspolitik.” Målet skulle være at ”imødekomme det internationale samfunds voksende interesse for Kina.”
Men Dagmar Schmidt siger, at Kina slet ikke er interesseret i at sælge bøger. Hun mener, at de blot tester, hvor langt de kan gå i Europa. I Süddeutsche Zeitung tilslutter kommentatoren Felix Stephan sig med en analyse af det kinesiske motiv:
”Sagen er næsten eksemplarisk for den demokratiske offentligheds modtagelighed for målrettet desinformation. I lyset af en stadig mere aggressiv kinesisk informationspolitik vil kulturelle og akademiske aktører i Europa oftere og oftere blive konfronteret med det samme spørgsmål: Hvordan kan man synliggøre den kinesiske raison d’état uden at blive fanget af deres propaganda? Naturligvis skal europæere være i stand til at få en idé om det kinesiske kommunistpartis orientering fra primære kilder. Xi Jinpings taler skal læses, hvis man er interesseret i nutiden.”
RedaktionsNetzwerk Deutschland har spurgt, hvorfor Thalia sælger propaganda for den kinesiske regering. Boghandlerkæden valgte at svare på skrift:
”Thalia tester en række kinesiske bøger i samarbejde med China Book Trading, primært som en tjeneste for det voksende kinesiske eller Kina-interesserede samfund i Tyskland. Vores kinesiske partnere foreslår bøger, der kontrolleres og godkendes af Thalias sortimentledelse.”
Thalia siger desuden, at boghandlerkæden ikke behøver at være politisk enig med den kinesiske partner, men ”at vi lærer det kinesiske verdensbillede og kultur at kende ved hjælp af primær litteratur”. Og så tilføjer Thalia med kommerciel logik: ”Hvis kunderne er tilfredse, er vi også”.
Hvis man ikke er nær Thalia i Berlin eller Hamborg, må man nøjes med den engelske udgave af Xi Jinpings taler 2012-2014, som lige nu er til salg på thalia.de. Der er mange timers læsning i de 515 sider for €22.99.