Pia Juul døde den 30. september 2020, 58 år gammel, det er uendelig trist.
Anmeldelse i Weekendavisen den 31. august 2012.
Vild med mord. Pia Juul rammer dybt og smertefuldt med sine episoder og sit sprog.
Det er naturligvis altid en litterær bogs tekst, der skal læses og vurderes, bære eller briste. Men også bogens såkaldte paratekst – for eksempel omslag, genrebetegnelse, bagsidetekst, forfatterportræt og indholdsfortegnelse – er interessant, fordi det kan rumme en nøgle eller røbe en hensigt. Så lad os lige se lidt på den paratekst, der omgiver Af sted, til stede, Pia Juuls nye bog.
Forsidesillustrationen, der spejlvendes på den tekstløse bagside, viser et togspor i nattemørke, vistnok i Københavns nordhavn. Bogen har genrebetegnelsen ‘noveller, episoder’ (i hvert fald på titelbladet, men ikke på omslaget, det må vist være en fejl?). Bagklappen fortæller næsten intet om forfatteren, der er intet foto, men citater fra anmeldelser. På den forreste klap står et citat fra bogen. Eller gør der? Nej, ved nærmere øjesyn er det ikke et citat, det er en selvstændig tekst, som ikke står inde i selve samlingen samtidig. Man kan nemt overse det, men bogen begynder altså på klappen, ja der er faktisk tale om selve titelteksten, Af sted, til stede.
Og hvilken tekst! En pige cykler til skole i “medvindens kedsomhed”. Hun prøver at holde kun én hånd på styret, og en dag finder hun på at krydse hænderne: “Men jeg nåede knap nok en meter frem; før jeg så mig om lå jeg blødende på asfalten og havde flere år efter stadig så følelsesløse knæ, at jeg kunne stikke en knappenål dybt ind i dem begge uden at mærke noget.”
Måske mærker jeg’et ikke noget, men læseren gør. Pia Juul rammer dybt og smertefuldt med sine episoder og sit sprog, og klapteksten er samtidig repræsentativ for forfatterens formeksperiment med ultrakortprosaen. Af sted, til stede begynder med en række pænt korte historier og slutter med en håndfuld ultrakomprimerede tekster, hvoraf den mest indkogte fylder blot to linier og to ord, her citeret i fuld længde: “En snestorm udsatte deres møde. Det føltes som en katastrofe, men de kunne ikke vide, at der var tid nok.”
Denne ‘episode’ viser, hvordan Pia Juul tænker og skriver. Hun sætter en scene, giver de nødvendige – ofte nødtørftige – oplysninger, hvorefter resten er en udfyldningsopgave for læseren – og for de personer, teksterne handler om. Det er derfor helt karakteristisk, at ‘de’ ikke kunne vide, at der var tid nok. I øvrigt er der jo håb i den lille episode, for mødet blev ikke aflyst, kun udsat.
Pia Juuls novellekunst hviler i en evne til at forene morbid og foruroligende psykologi med sitrende uvisheder, som blotter nerverne – for eksempel i mesternovellen ‘Katar’, der på blot to og en halv smalle side rummer et sjælsdrama (nej: to!) uden lige. Kortheden til trods er det umuligt at referere, men jeg gengiver lige en mageløs sætning: “Og jeg har fletninger, jeg er snigskytte. Skyd mig. Skyd mig nu, stands mine ækle forehavender, for jeg kan ikke lade være, og ikke holde op.”
Pia Juul fik sit “folkelige” gennembrud med Mordet på Halland (2009), der blev kendt som en kriminalroman uden opklaring. I en fin monografi om forfatteren, der udkom for nylig, skriver lektor Elisabeth Friis om et kriminalistisk spor hos Pia Juul, som her i Af sted, til stede til fulde bekræfter at hun både er vild med ord og vild med mord. Eller i hvert fald mordfantasier.
Til sidst tilbage til bogens paratekst. Efter indholdsfortegnelsen har forfatteren sat et citat: “Hvad har jeg? Hvad er det jeg ikke kan?”. Måske lyder det som et pluk fra verdenslitteraturen, en filosofisk replik fra Shakespeare? Nej, under citatet krediteres: “Gammel blind dame i kørestol på plejehjem.” Gad vide om citatet er autentisk? Hvad er det hun ikke kan? Jeg vælger at læse det som endnu en ‘episode’ i Pia Juuls fremragende kortprosa.
Pia Juul: Af sted, til stede. Noveller, episoder. 126 sider, 225 kr. Tiderne Skifter.