Weekendavisen den 16. oktober 2020.
Roman. Michael Ondaatje skriver behersket og intenst om historieskrivningens og erindringens pålidelighedsproblem.
Michael Ondaatje: Krigslys. Oversat fra engelsk af Paul Klitnæs, 304 sider. 300 kr. Batzer & Co.
Det er dybt tilfredsstillende at læse den canadiske forfatter Michael Ondaatjes skarpslebne postwar-roman, Krigslys, hvor vi følger en ung mands resignerede og sagtmodige tanker gennem den højdramatiske erindrings vildnis. Det er skrivekunst, som vi kender fra for eksempel Graham Greene, Philip Roth og ikke mindst Ian McEwan.
Allerede åbningssætningen er lovende: ”I 1945 rejste vores forældre væk og overlod os til to mænd der muligvis var kriminelle”. Forældrene skal angiveligt bo i singapore, hvor faren er blevet udstationeret for Unilever.
Herfra udvikler sig en hemmelighedsspækket historie om et søskendepar på 14 og 16, fortælleren Nathaniel og hans søster Rachel, der pludselig bliver overladt til sig selv under overvågning af en fremmed mand, som deres mor arbejdede sammen med i brandmeldekorpset og som radiomeddeler under nazisternes bombardementer. De to søskende giver ham øgenavnet Natsværmeren, og en anden dubiøs type, som støder til, går under navnet Lynet.
Romanens elegant slørede mysterium handler om Nathaniels og Rachels mor, Rose Williams. At hun skulle ledsage sin mand til Singapore frem for at blive hjemme hos børnene, var ikke til diskussion. Men da de to søskende opdager, at morens rejsekuffert slet ikke er blevet sendt til Singapore, men står gemt i kælderen under papkasser og presseninger, forstår de, at der er noget fordækt på færde.
Nathaniel og Rachel tilpasser sig de nye, sært underbelyste livsvilkår, der gælder for dem. Især Nathaniel knytter tætte bånd til Lynet, der har en skummel business med illegal import af hunde, der smugles ind med flodpramme og køres til væddeløbsbanerne.
Samtidig får Nathaniel via Lynet et job på en restaurant, hvor han møder en ung pige, som han har sex med i huse, som står tomme. Dem har de adgang til via hendes bror, der er ejendomsmægler. Hun kalder sig Agnes Street – efter den adresse, hvor de første gang var sammen. Da hun gerne vil møde hans forældre, tøver Nathaniel. Agnes tror, at han skammer sig over hendes arbejderklassebaggrund, men så træder Lynet til i rollen som Nathaniels far. På den måde bereder Michael Ondaatje vejen til romanens fine slutning.
Gennem lang tid har Nathaniel mærket, at han bliver forfulgt. Han har også fornemmet, at hans mor var til stede på en natklub, hvor han dansede med Agnes. Men intet er håndgribeligt, alt fortoner sig igen. Det store vendepunkt indtræffer da Nathaniel og Rachel bliver overfaldet. Nu får de to søskende at vide, at deres mor har fjernet sig fra dem for deres egen sikkerheds skyld.
I et spring er vi fremme i 1959. Rose er blevet likvideret af en enlig pistolskytte i sit hjem ude på landet. Hvem? Hvorfor? Nathaniel bliver fastholdt i sin mors skyggebillede, da han får tilbudt job i Udenrigsministeriets arkiv, hvor han prøver at spore hende:
”Og en eftermiddag hvor jeg fulgte en tangent til hendes aktiviteter stødte jeg således på nogle efterretninger om nitroglycerintransporter under krigen. Om hvordan sprængstoffet blev fragtet gennem London i al hemmelighed, altid om natten så befolkningen ikke opdagede noget om de farlige transporter. Det var fortsat selv under Blitzen hvor der kun var krigslys, og floden var helt mørk bortset fra en enkelt dæmpet orange lampe på broerne, som markerede gennemsejlingen, et tavst signal blandt faldende bomber og brændende flodbåde og sprængstykker som hvislede hen over vandet.”
Nathaniels job går ud på at gennemgå rapporter om operationer fra krigen. Hvad skal makuleres? Hvad skal arkiveres? Med andre ord: Hvilken fortælling skal slettes for eftertiden og hvilken skal bevares? Arbejdet går under navnet Den Stille Korrektion.
Mod slutningen noterer Nathaniel: ”Vi ordner vores liv ud fra historier vi knap nok har hold på. Som om vi har været faret vild i et forvirrende landskab og bagefter samler alt det der var usynligt og uudtalt…”
På den måde er Krigslys en fortælling om både historieskrivningens og erindringens pålidelighedsproblem, og om det, der ikke tåler dagens klare lys. Den Stille Korrektion er dermed noget, vi alle foretager, når vi genfortæller fortiden. Det viser Michael Ondaatje fornemt i sin på én gang beherskede og intense litterære spionroman, der i sig selv er et stille mesterstykke.
BONUSOPLYSNING (dette er ikke med i avisen): Da jeg skrev anmeldelsen prøvede jeg desperat at komme i tanker om en bog, som jeg ville sammenligne romanen med, men det selvom den bankede på i mit baghoved, lykkedes det ikke før deadline. Men nu er tiøren faldet! Derfor tilføjer jeg her: Nobelprismodtager 2017 Kazuo Ishiguros ‘Vi forældreløse’ (2000) er også en fremragende spionroman om en dreng, der finder ud af, hvorfor hans forældre rejste fra ham og han blev sat i pleje hos en “onkel”. Mon ikke Michael Ondaatje står i gæld til den?