Weekendavisen den 6. november 2020
Roman. Den der leder skal finde. Men ikke det, hun leder efter. Vigdis Hjorth har skrevet ny, fremragende roman om de fysiske og mentale ar, der splitter familier.
Vigdis Hjorth: Er mor død. Oversat af Karen Fastrup. Roman. 336 sider, 299,95 kr. Turbine.
Moderen er på mode. Nivaagaards Malerisamling viser for tiden Historier om mødre, og når den lukker den 24. januar, går der blot tre dage, så åbner Louisiana (5,6 km. længere oppe ad kysten) udstillingen om samme tema, Mor!
Samtidig spiller moderskabet en dominerende rolle i dansk samtidslitteratur, hvor forfattere – og døtre – som Maja Lucas, Kamila Hega Holst, Vita Andersen, Merete Pryds Helle, Kirsten Thorup, Liv Nimand Duvå, Dy Plambeck, Cecilie Lind og Olga Ravn de seneste år har skrevet virkelig god litteratur, om at frigøre sig fra sin egen mor, og om at begribe, at man selv er blevet en.
Også i vores norske søsterlitteratur er der mødre på færde for tiden, ikke mindst hos Vigdis Hjorth, hvis seneste påtrængende smertelige roman, Er mor død, nu udkommer på dansk i Karen Fastrups stilsikre oversættelse kun få måneder efter udgivelsen i Norge.
Romanens fortæller, Johanna, vender tilbage til sin norske barndomsby efter tredive år i selvvalgt eksil i USA. Som ung forlod hun sin mand og rejste i hovedkulds forelskelse væk med en amerikaner. Hun kom ikke engang hjem til begravelser i familien, og det har hendes yngre søster og mor aldrig tilgivet hende. Nu er hendes mand død, og drevet af uklare følelser vender hun tilbage til Norge og familiens og fortidens slagskygger. Hun tænker, at hun er den fortabte datter, der er kommet hjem for at lede, ”og den der leder skal finde, men ikke det, hun leder efter”.
I USA har Johanna skabt sig en karriere som internationalt anerkendt billedkunstner, blandt andet med triptykonet Barn og mor, ”hvor moren står i et hjørne stærkt lukket om sit inderste med sorte imploderende øjne og barnet sammenkrøbet i et andet…”.
Billedet er ikke et portræt af kunstnerens egen mor, men en skildring af begrebet mødre som en generel størrelse. Men Johannas mor er dybt krænket. Hun har altid opfattet datteren som psykisk ustabil og uforudsigelig, styret af sine egne impulser, utaknemmelig og respektløs, og moren nægter med iskold konsekvens at genoptage enhver forbindelse. Johanna konstaterer: ”At børn fornægter deres forældre er forståeligt, at forældre fornægter deres børn, og så hårdnakket, er sjældent.”
Er mor død skildrer livssandhedens umulighed. Sprængfyldt med dybe ledemotiver og stærke symboler – en portrættegning, en knust vase, skjult selvskade – er den en mesterlig og moderne roman i ånden fra Henrik Ibsens psykologiske dramaer, hvor piger og kvinder prøver at frigøre sig fra familiernes tvangstabuer og bedrag.
Med durkdreven selvtillid lader Vigdis Hjorth sin fortæller se Vildanden, og Johanna husker at ”…det føltes som om livsløgnen blev taget fra mig”. Henrik Ibsens berømte pointe lyder, at hvis man tager livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tager man også dets lykke.
Ja, sandheden kan være destruktiv. Men det samme kan undertrykkelsen af sandheden. Den voksne Johannas erindringer om barndommen er smertefulde, fordi hun gennemskuer sin mors selvbillede. Moren ville ses som en kvinde uden egeninteresser, hun anglede efter anerkendelse for at leve sit liv i opofrelsens storhed. Men der var noget dybere, mere mørkt og dystert, på spil bag facaden. Johanna husker at moren skar i sig selv, og i en knugende kulmination af tanker og følelser spørger hun:
”Findes den mor i verden, som ikke mener, hun har gjort noget galt mod sit barn, som ikke har brug for tilgivelse for det? Ja, denne mor, denne særlige mor, min mor, for hun har dæmoniseret sit ældste barn, har sammen med sit yngste bestemt sig for, at alt, hvad der er sket, og som er forkert i familien, er det ældste barn skyld, og det bør derfor bede om tilgivelse! Og måske kan jeg det, hvis jeg får hendes ar at se, det vil sige græde forsinket over dem og undskylde, at jeg for sent forstod, hvilken smerte hun bar på, hvor forvirret og fanget hun må have følt sig.”
Romanens titel, Er mor død, mangler et spørgsmålstegn. Det er der en subtil årsag til. Romanens første sætning lyder: ”Hun ville kontakte mig, hvis mor døde. Hun har pligt til det?” Det er søsteren, Johanna hentyder til i denne formulering, der har en konstaterings grammatik, men står som et spørgsmål. Omvendt er titlen en konstatering med et spørgsmåls grammatik.
Omvendt er titlen et spørgsmål med en konstaterings grammatik. Og midt inde i romanen finder vi en korresponderende nøglescene, hvor Johanna tænker tilbage på barndommen. Hun tegnede sig mor med en rød mund, der sagde: ”Har du ikke respekt for din mor?”. Netop sådan havde moren sagt, da de var uenige om, hvordan Johanna skulle dekorere nogle bordkort. Og så står der: ”Sagt som en anklage, men grammatisk som et spørgsmål, for jeg havde ikke den respekt for hende, som hun ville have, jeg skulle have.”
Spændt ud mellem anklage og spørgsmål kan Er mor død læses som en raffineret litterær eftertanke til Vigdis Hjorths forrige roman, Arv og miljø (2016), der også behandlede et følelsesmæssigt havari mellem mennesker, som pr. definition er lænket til hinanden.
Den store familienedsmeltningsroman blev et kontroversielt højdepunkt i det, man på norsk kalder virkelighedslitteratur (på dansk: autofiktion), men hvad er virkelighed? Vigdis Hjorth lader Johanna konstatere, at virkeligheden består af vaskepulver, indkøb, regninger og hård mave. Virkeligheden er derfor uinteressant, det afgørende er værkets forhold til sandheden, og sandhedsværdien ligger i værkets effekt.
Effekten af Er mor død er betydelig. Vigdis Hjorth er en umanerlig præcis, velskrivende og effektiv forfatter, der afdækker det store spørgsmål: Kan man tø det op, som man selv engang har lagt på is? Man læser den fremragende roman med højspændt bekymring og taknemmelighed. Og med stolte og stejle erindringer om de relationer, man selv har været med til at binde gordiske knuder på.