Weekendavisen den 4. december 2020
Roman. Sidsel Falsig Pedersens nye roman viser, at under fællesskabets fernis hersker kun ensomhed.
Sidsel Falsig Pedersen: Svaret kommer med posten. 106 sider, 200 kr. Forlaget Epilog.
Sidsel Falsig Pedersen (f. 1970) har i efterhånden mange år været en af dansk litteraturs best kept secrets, ganske vist belønnet med Beatriceprisen af Det Danske Akademi i 2016, men i øvrigt ganske overset af etablissementet.
Med sin nye kortroman – 106 små sider – rekonfirmerer Sidsel Falsig Pedersen nu sin position som en særegen og underspillet fortæller, der bringer mindelser om så store antydningskunstnere som Helle Helle og Pia Juul (ak ja, så alt for tidligt afdøde).
Svaret kommer med posten handler om en navnløs kvinde på en navnløs arbejdsplads i en navnløs by i et navnløst land. Her hersker en udpræget social kontrol, som ikke tjener noget tydeligt politisk formål, men alligevel har en formynderisk kim i sig. Et fejltrin kan betyde, at ens skrivebord er blevet fjernet, men hvorhen? Hvilken etage skal man nu arbejde på? Man ser kolleger, der vandrer rundt på gangene og leder og leder.
Det er også arbejdspladsen med de uigennemskuelige organisationsstrukturer, der råder over medarbejdernes boliger, og da den unge kvinde får tildelt en ny lejlighed, medfølger samtidig en pligt til en ugentlig arbejdsdag i kantinen og i et af foreningens udvalg. Da der ikke er nogen plads ledig i kontorets foreningsudvalg, får hun anvist et indkøbsudvalg i udkanten af byen. Til udvalgets afstemninger stemmer hun blankt, fordi hun ikke ved, hvad hun skal mene. Når tingene sker omkring hende, registrerer hun det hele med et tavst og passivt ubehag: ”Formanden siger at jeg er referatsuppleant og at jeg skal skrive referat når udvalgssekretæren er syg. Der er han i dag. Jeg får udleveret vejledningen om referatskrivningen som udvalgssekretæren har skrevet.”
I sådan et miljø af uigennemskuelige hierarkier og beslutningsgange forsøger den navnløse kvinde at tilpasse sig, og selvom hun på ingen måde er en oprører, er der noget ved hende, som frastøder de andre. Hun bliver vist aldrig en del af fællesskabet, hverken på arbejdet eller i foreningen, og heller ikke den læsekreds, hun gerne vil være med i, åbner sig for hende. Da hun pjækker fra møder i indkøbsudvalget, bliver hun ekskluderet på indkøbsudvalgenes generalforsamling.
Sidsel Falsig Pedersens Svaret kommer med posten bygger elegant på en god, gammeldags og teatralsk verfremdungseffekt, hvor alt det hverdagsagtige bliver forvrænget til uigenkendelighed og dermed bliver – genkendeligt. Skildring af møderne i indkøbsudvalget, er skrevet som lavmælt tragisk komik, en underspillet grotesk og elegant afstemt parodi på både det arbejdsliv, hvor man hverken ved, hvad man laver, eller hvorfor, man laver det. Som sådan er romanen en samfundssatire over magt og medbestemmelse, måske ligefrem en kritik af vores forestillinger om demokratiets vellykkethed.
Også de menneskelige relationer er præget af fremmedgørelse, misforståelser og magtudøvelse. Fra de brudte forbindelser og de kejtede tilnærmelser, det uønskede kys på munden, den uønskede hånd der strejfer brystet, de kolde replikker, de fjendtlige afvisninger. Under fællesskabets fernis hersker kun ensomhed:
”Jeg tæller ned hvor mange år jeg har tilbage med foreningspligt. Når jeg ser ud i fremtiden mister jeg modet. Der er meget der ikke kan betale sig længere. Når jeg taler, mumler jeg. Jeg gør mig ikke umage med ordene. Men noget indeni kæmper imod, det møder op og sparet op.”
Romanens titel refererer til et underligt optrin på åben gade, hvor romanens navnløse hovedperson bliver passet op af en mand, der siger at han er god til at lægge horoskoper. Er der ikke noget, hun vil spørge ham om? Hun siger: ”Hvad med fremtiden? spørger jeg. Han siger at svaret kommer med posten. Jeg skal bare give ham adressen og penge til frimærket og en kuvert.”
Svaret kommer med posten. Og svaret blæser i vinden. Sidsel Falsig Pedersens lavmælte fremstilling af individets magtesløshed i det kvasiautoritære samfund bygger nemlig på grotesker og paradokser, der fører lige præcis ingen som helst steder hen, som i dette bureaukratiske loop: ”Administrationen har lukket. En siger at den er flyttet til hovedkontoret. En anden siger at hovedkontoret er flyttet.”
Store ord, men: Sidsel Falsig Pedersens funktionalismeprosa med eksistentialismetema minder om både Helle Helle, Pia Juul, Villy Sørensen og Peter Seeberg.