Anmeldelse i Weekendavisen 27. februar 2008.
Tabu. Julia Butschkows forfatterskab viser en bemærkelsesværdig modning og udvikling med fortællingen om en farfars nazistiske fortid.
Han udskiftede mennesker
Hun er en underlig, uforudsigelig og alt for uopdaget stemme i ung dansk litteratur, Julia Butschkow (f. 1978), men hun har heller aldrig leflet for læserne, for både kortprosasamlingen Så simpelt (1999) og den punktumløse Lunatia (2004) var temmelig utilgængelige skrifteksperimenter om dødsdriftige krisemennesker på randen af sammenbrud – interessant og bizart.
I dag udkommer så romanen Apropos Opa, og selvom vi stadig mærker forfatterens talent for stilsikker og ordknap prosa, åbner historien sig på en helt anderledes gavmild måde, og skrivestilen er langt mindre eksperimenterende, langt mere romanklassisk. Det er lidt som om forfatterskabet begynder forfra. Nye læsere kan begynde her.
Som de tidligere bøger, handler også Apropos Opa om dødsdriftige krisemennesker. Fortælleren er en ung kvinde i mental ubalance. Droppet ud af studierne, ensom og depressiv, passer hun nu et tilfældigt job hos urmageren på Københavns Hovedbanegård. Hendes far kom i de vilde flowerpowerdage fra Vesttyskland til Danmark, hvor han mødte en kvinde ved det store, stygge Storkespringvand. De forelskede sig og fik en datter, men da faren drev i favnen på andre kvinder og den pligtfri kærlighed, stiftede moren ny familie i Jylland, hvorefter hun tog til Goa for at dyrke yoga. Hjemme i København passer faren sin psykologkonsultation, samtidig med at han ruger over en ufortalt historie om, hvad hans egen far lavede under 2. verdenskrig.
En dag kommer en ung, radmager mand ind ad døren til urmageren. Han har genkendt den unge kvinde, og præsenterer sig som hendes tyske fætter. De har ikke set hinanden i tyve år, for faren har brudt kontakten til sine forældre og resten af slægten, men nu er fætteren, der er kunstner, kommet til København for at udstille – sig selv. Han optræder som en kafkask sultekunstner på et galleri, hvor han sidder i et bur og ligner en koncentrationslejrfange. Men han nøjes ikke med at eksponere sin egen benede krop for publikum, han blotlægger også familiens store tabu for sin kusine. Hun har hidtil siddet passivt og ladet tiden passere i urbutikken, men nu får hun mod og nysgerrighed til at konfrontere sin far med fortiden og fortrængningerne.
Opa var arkæolog, så meget har den unge kvinde fået at vide af sin far. Hvad han har fortiet, er, at bedstefaren samtidig skrev en filosofisk doktorafhandling, hvor han forsvarede ideen om den rene race. Det kom selveste Himmler for ører, og Opa blev inddraget i arbejdet med at fremavle flere racerene germanere og udrydde de polske jøder. Ifølge fætteren blev han oberstløjtnant fordi han var så god en organisator:
– Hvad lavede han? spørger jeg.
– Han udskiftede mennesker.
– Hvad mener du?
– Jøder og tyskere.
– Hvordan? spørger jeg.
– Opa sendte jøderne til Chelmno, siger min fætter.”
Sådan hører den unge kvinde for første gang sandheden om sin farfar, en af hovedkræfterne i en nazistisk udryddelseslejr. Hun kender ham kun meget perifert, for hendes far har altid holdt sig langt væk fra hjemstavnen i et forsøg på at blive den perfekte dansker. I efterkrigstiden er den tyske baggrund ikke et ordentligt ståsted, men det skal vise sig at det ikke er så nemt at kaste et land, et sprog og en familiehistorie af sig. På et sjældent besøg i Berlin, siger bedstemoren til sin søn, at han måske nok er færdig med Deutschland, men at Deutschland ikke er færdig med ham. Og ganske rigtigt: Da Opa ligger for døden, er sønnen nødt til at vende tilbage til den far, han altid har frygtet og foragtet, ikke kun for nazismen, men for barndomshjemmets følelseskulde, kærlighedsløshed og intimiderende trusler, undertrykkelse og utryghed. Og hans datter er nødt til at følge efter. Ikke for at forsone sig med familien, men for at forstå sig selv.
I de senere år har genren misery memory været til debat: Er alt autentisk, når forfattere som Kristian Ditlev Jensen, Knud Romer og Kim Leine skriver om deres ulykkesaglige fortid? Det samme kan man spørge om, når Julia Butschkow afdækker familietabuet om farfarens fortid som ideologisk, inkarneret, organiseret nazist. På den ene side kan et hele sagtens være fri fiktion, men et enkelt sted er der udlagt et spor, som peger i retning af en autentisk kerne.
Da Opa er blevet fanget og står til henrettelse af de russiske soldater i krigens sidste dage, bliver han bevogtet af en fuld soldat. Han tager derfor chancen og beder om lov til at skide på et rigtigt toilet en sidste gang. Soldaten griner og lader ham gå på lokum. Mens han flygter ud af et vindue, banker soldaten på døren og råber hans navn: – Butschkow!
Opa hed altså det samme til efternavn som forfatteren, og selvom jeg er udmærket klar over, at man kan skrive sig selv og sit eget navn ind i fiktionen og på den måde mutere virkelighed og fri fantasi, efterlader dette alligevel et indtryk af, at romanen om den nazistiske obersturmbahnführer, udspringer af Julia Butschkows autentiske familieskæbne.
Under alle omstændigheder: Apropos Opa skildrer mange forskellige miljøer for tre generationer i slægten: Det sønderbombede Tyskland under krigens sidste timer, den splittede families genforening, efterkrigstidens traumatiske og forgæves forestilling om normalitet, blomsterbørnenes antiautoritære drøm i de flippede tressere – og nutidens nedarvede traumer, der sætter sig som psykiske ar og perverse kropsopfattelser. Romanen har dybde i indhold, lethed i sproget og præcision i portrætterne, hvilket lover godt for fortsættelsen af et forfatterskab, der med endnu et formskift, viser en bemærkelsesværdig modning og udvikling.
Julia Butschkow: Apropos Opa. 202 sider, 299,95 kr. Samlerens Forlag.