Weekendavisen den 12. marts 2021
Roman. Merethe Lindstrøms nye roman er præget af klassisk fuglesymbolik – og gamle heksetegn, der røber den dybe menneskelighed.
Merethe Lindstrøm: Fuglenes anatomi. Oversat af Jannie Jensen. Batzer & Co. Roskilde Bogcafé. 248 sider, 300 kr.
Merethe Lindstrøm – den norske forfatter, der i 2012 vandt Nordisk Råds Litteraturpris for Dage i stilhedens historie – har altid skrevet med stærk sproglig intensitet om tilværelsens dunkle punkter, enten som en slags autofiktion (Fra vinterarkiverne) eller mytisk allegori (Nord), men med romanens Fuglenes anatomi griber hun til en slags raffineret blanding af realisme og symbolisme.
Med mand og to døtre er en norsk forfatter flyttet til en lille engelsk landsby. Manden bliver drikfældig og fjern, den ene datter udvikler en depression, den anden hører vi slet ikke om. Samtidig mindes kvinden hjerteskærende scener fra sin barndom i 60’ernes Oslo, hvor hun voksede op med en enlig mor, pinligt bevidst om, at hun var en rygsæk, moren måtte slæbe med sig.
Nærmest umærkeligt glider tiden frem og tilbage mellem døtrenes barndom og i dag, hvor det nu midaldrende ægtepar glider fra hinanden. Så dukker en ung mand pludselig op. Han skal bygge en voliere.
Fuglenes anatomi er en roman om det inderligt og smerteligt menneskelige: ensomheden, depressionen, forsøget på at begribe sin egen tilstedeværelse. Men det er også en roman om mennesket i samspil med naturen og landskaberne, om træstammer ”der ligner knoglerne i et gigtplaget hånd”, om det organiske, jord, mudder, mug. Og så er den en roman, der (nok uden at vide det) nynner med på St. St. Blichers præludium fra Trækfuglene. Det er – i hvert fald på det symbolske plan – livsfangen, der kvæder med vemodsrøst gennem sit gitter.
Fuglesymbolik, ja – hvor skal vi begynde og hvor skal vi slutte? Fugle er både sjælen, ånden, luften, himlen, fantasi, frihed, livsglæde, drøm og længsel – hvis der da ikke er tale om ulykkesfugle. De vingede væsner svæver som stolte signaler gennem menneskenes religions- og kulturhistorie, fra griffen og gammen til Føniks og Rok, og på vingerne af Hugin og Munin flyver vi direkte videre til den nordiske skønlitteratur med Selma Lagerlöfs Niels Holgersens vidunderlige rejse gennem Sverige, Blichers Trækfuglene, Klaus Rifbjergs Voliere og Merethe Lindstrøms landsmand, Tarjei Vesaas’ pragtroman om enfoldighed og klogskab, Fuglene.
I Merethe Lindstrøms roman er fuglene ikke mindst til stede gennem det flyvebur, som den tyveårige handyman skal bygge. Med al sin ungdommelige vitalitet er han det passionsløse ægtepars antitese, men man fornemmer tidligt, at hans aura af ren natur og erotik, også er en trussel. Med ham som katalysator, bemærker vi tre fikspunkter om fugle, der forklarer familiens fejlfunktioner:
For det første: Den depressive datter, Klara, opdager, at menneskets krop forklares gennem fuglenes anatomi, altså romanens titelpointe. Steder på menneskekroppen kaldes ravnenæb (skulderbladet), gøgenæb (knogle i rygsøjlen), vingemuskel (kæben), gåsefod (senefæste i skinnebenet). Klara bryder sig ikke om, at hendes krop kan forklares gennem en andens arts beskedne strukturer.
For det andet: Om faren Sirke (et norrønt navn, hvis betydning jeg ikke kan greje?) hedder det pludselig, at han ikke kan lide fugle, ”ikke noget af det som er småt og skal have omsorg, han vil ikke være en del af det, fuglene skræmmer ham.” På realplanet handler det vel om de fugle, hans kone gerne vil have i sin voliere. Men dybere nede handler det om ansvarsflugt og datterens depression.
Og for det tredje: Det store flyvebur, som den unge mand bygger, må vi forstå som et symbol på menneskets eksistens. Volieren er et fængsel, der illuderer frihed.
På den måde er hele Merethe Lindstrøms roman en løbende invitation til symboltydning. Og forfatteren har et es i baghånden. Tidligt fortæller hun, at de i stalden bag ægteparrets hus finder nogle indridsninger i det gamle træværk, nogle oldgamle heksetegn, som mennesker engang lavede for at beskytte sig mod det onde (man kan finde den slags i Danmark også, vist nok især i Ribe).
Om heksetegnene hedder det: ”Det må have været vigtigt for dem, det der står her, uanset hvad det betyder. De må have vidst at det ikke altid virkede, det de skrev, at det ikke altid nyttede noget, for det var ikke alt der kunne heles, repareres, holdes væk, nogle af dyrene ville ikke klare vinteren, huse ville alligevel blive skadet i brand og storm, nogle ville holde op med at elske hinanden, og så er teksten måske bare et forsøg på at sige at vi var her, i det her hus, på den her egn, alt det som var vores, som vi var glade for, engang var vi her, vi var her også.”
Dette er romanens egentlige nøglehul, og det er en flot og eksakt pointe. Fugle og filosofi (hun læser Descartes) er hovedsporet, men i heksetegnene findes den dybe og simple menneskelighed. Fortid og vor tid hænger sammen, vi er forbundet til naturen, og de førmoderne besværgelser er stadig relevante. Men engang var vi her. Det er som fortidsmenneskets håndflade i klippegrotten.
I norsk litteraturkritik står der gny om Merethe Lindstrøms særlige evner til at skrive sætninger, der griber om hjertets rod. Sandt nok. Jeg tror også, at hun er i gang med at bygge et mesterligt forfatterskab op, og Fuglenes anatomi er både godt tænkt og godt skrevet. Men ofte er det for indfølt og præget af redundans. Og når hun nu ligefrem inviterer os til at læse sin roman op mod Tarjei Vesaas’ fugleroman, nyere tids helt store romanklassiker på norsk, flyver hun højere, end vingerne bærer.