Weekendavisen den 26. marts 2021
Roman. I Benn Q. Holms nye roman om Ben(n), Berlin og Bowie viser det sig, at størst af alt er ensomheden.
Benn Q. Holm: Et stykke af tiden. Roman. 330 sider, 299,95 kr. Alpha.
Hvis man underkaster Christopher Isherwoods to romaner Mr. Norris skifter tog og Farvel til Berlin og Benn Q. Holms nye roman Et stykke af tiden komparative studier, opdager man flere interessante fællestræk:
I begge romaner ankommer en ung mand – forfatternes alter ego’er – til Berlin med tog.
I begge romaner flytter den unge mand ind på et luvslidt pensionat.
I begge romaner er den unge mand vidne til byens politisk uro og vold (nazismen i 30’erne og den venstreradikale terrorisme i 70’erne).
I begge romaner møder den unge mand en kvinde, der medfører forelskelse og fortabelse.
I begge romaner indlejrer forfatteren sit eget navn i sin hovedpersons: Christopher Isherwood bruger sine mellemnavne William Bradshaw, og Benn Q. Holm kalder (mindre subtilt, men ikke mindre tydeligt) sin unge hovedperson for Ben (med ét n).
Og mens Christopher Isherwood åbner sin roman med William Bradshaws replik ”Jeg er et kamera”, gør Benn Q. Holm sin Ben til amatørfotograf. Begge er iagttagere.
Alle disse – og måske mange flere – allusioner er naturligvis Benn Q. Holms kollegiale homage til Christopher Isherwood og til byen Berlin, den uudtømmelige fontæne af fortællinger om unge mænds modning i mødet med fatal kærlighed på en tragisk baggrund. Dekadence og statsterrorismen i 30’erne spejles af koldkrigens kuldslåede stemning, Muren og terroren fra det gamle borgerskabs revolutionære børn i 70’erne.
Ben er arkitektstuderende fra Canada. Hans ophold på Technische Universität i Berlin er også en flugt fra ensomhed derhjemme. Men på kollegiet har han svært ved at knytte venskaber, så da en blasert og arrogant snob, Florian, inviterer ham, slår han til. Han bor, viser det sig, i en enorm lejlighed, hvor han sammen med sin mor driver et pensionat, der har sine bedste år bag sig. Florian tilbyder både Ben et venskab og et ledigt værelse.
I 1976 er krigen kold, men erindringen om nazismen og 2. Verdenskrig er stadig levende. Og det er folk fra dengang også. Krigens skygger hviler over alle familier, der kæmper for at fortrænge fortiden, og langsomt begynder Ben at afdække hemmeligheder og forstå de dunkle sammenhænge, som forbinder Florians familie med den krigsinvalide friherre i lejligheden ovenpå.
På pensionatet møder Ben en britisk kunstner, Vicky Klein, der vil fotografere en mand og en kvinde i flygtig omfavnelse foran Muren. Hun vil søge ind gennem et hul i muren, ind i dødsstriben og bruge kunsten til at bygge bro mellem uforenelige verdener. Men Vicky er i sig selv et værk. Hun eksperimenterer med sit navn og køn for at neutralisere, objektivisere og af-subjektivisere sig selv. Hun vil vende vrangen ud på sig selv for at udforske verden åbent og hverken være det ene eller det andet.
I denne passage findes det eksistensstof, som gør Benn Q. Holms roman mest interessant: Hvad vil det sige at neutralisere sig selv? Ben gør det, dog ikke som en bevidst kunstnerisk handling. Men han drages mod en eksperimenterende foregangskunstner, for der går rygter om, at David Bowie har bosat sig i byen.
Benn Q. Holm har ofte brugt Bowie-skikkelsen i sine romaner, men her er det kunstneren selv, der træder ind i fortællingen, først som et rygte, siden som et syn, til sidst som en person, der med flygtig tyngde strejfer fortællingen og så neutraliserer sig fra den igen.
Ben kom til Berlin for at bryde sin ensomhed. Men selvom han både finder venskaber med Florian og Vicky og stormende kærlighed med smukke Sabine, er det som om, at størst af alt er ensomheden. Ben bliver forladt af alle tre, men ikke i konflikt. Selvom han vil følge Sabine til verdens ende, vil hun ikke forpligte sig. Friheden er større end kærligheden. Men fremtiden ligger stadig åben.
Gennemgangstemaet i Benn Q. Holms romaner er den menneskelige rådvildhed i storbyen, og med den intenst stemningsfulde Hafnia Punk (1998) og den flotfortalte kollektivfortælling Album (2002) tog han sin retmæssige plads i 90’ernes og 00’ernes danske prosa. Med Et stykke af tiden forbliver han loyal overfor forfatterskabets motivverden. Og hvad historien om Ben(n) og Bowie i Berlin mangler i stram komposition og sproglig dristighed, har den i sin duet med Christopher Isherwood og i den ulmende bevidsthed om nazismen, koldkrigen, terrortruslen, og ikke mindst eksistensens ensomhed.