Anmeldelse i Weekendavisen den 13. marts 2008.
Ikke-tro. ”Jeg tror på at der virkelig ikke er den mindste smule mening med noget som helst”. Tomas Thøfner har skrevet en stor og vigtig bog.
Dejlig er jorden!
Og hvor man end sig vender hen, er der en digter der fortæller at han/hun tror på gud og/eller går i kirke – fra gammelkendte, evigkristne mænd som Søren Ulrik Thomsen og Simon Grotrian til yngre, nyvakte kvinder som voksendøbte Sissel Jo-Gazan og Lone Hørslev, der begge har været gavmilde med at fortælle os om deres ægteskabsforlis og hvad de har gjort ved deres omverdenssyn. Senest har jeg set sidstnævnte citeret således: ”Jeg er begyndt at gå i kirke. De etiske og medmenneskelige spørgsmål, som kirken beskæftiger sig med, synes jeg faktisk ikke, man hører ret meget om andre steder. Jeg synes, vi lever i et meget egoistisk samfund.”
Åh, ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud! Ikke at jeg har noget imod det, for det er en privatsag om man tror på noget overjordisk eller ej, og vi skal i dén grad værne om troendes ret til at tro i fred og ro, ligesom vi skal anerkende sekularisternes ret til ikke-tro.
Derfor er der god grund til at anbefale Punktum, som er et prægtigt og privat essay af digteren Tomas Thøfner. Han skriver om sin storebrors psykiske nedtur, sociale sammenbrud og ensomme død, og reflekterer bl.a. over, hvad man gør, når man skal begrave en af sine nære og derfor har brug for ritualer – uden at man har brug for gud. Tomas Thøfner valgte at nedsætte sin brors aske i en urnegrav, mens familien sang Dejlig er jorden, ikke for at inddrage en gud, men fordi den døde bror havde holdt af salmen i Gasolins kraftfulde udgave, og fordi dens titel fremstår som sådan en demonstrativ moderklæring til brorens mislykkede liv.
Så mens græstørven over urnen blev lagt det lille hul, punktummet for brorens liv, sang den absolut ikke-troende Tomas Thøfner en kristen salme. Det var mærkeligt at synge en religiøs salme ved en sekulær handling, skriver han, men da han er gammel kirkekorssanger, holder han af de danske salmer ”på trods af deres indhold”. Derefter noterer han: ”Alt fra fødslens mirakel, over glæden og lidelsen, det forståelige og uforståelige, til døden, til det endelige og uendelige, alt det der rummes og ikke rummes i et menneskes liv, er hvad det er, og bliver ikke sandere eller mere dybsindigt af at blive udtrykt i en teologi. Men når et dødsfald indtræffer, ligger de religiøse begreber og vendinger parat, det er ikke så nemt at sige noget helt andet, man oplever at mangle sprog, og at det sprog man har, er inficeret med religiøse ideer.”
Alt er hvad det er – og intet bliver sandere af at blive udtrykt i teologi. Med den slags trosafvisende formuleringer nærmer Tomas Thøfner sig et sekulært manifest, men kun for til sidst at bekende sin tro: ”Jeg tror på at vi fødes og lever indtil vi dør. Jeg tror at døden er hvad den giver sig ud for at være, det vi kalder det, når der ikke længere er liv (…) Jeg tror ikke på kærligheden eller mennesket eller mig selv, for jeg gider ikke misbruge sproget på den måde. Kærlighed, de andre og mig selv, findes ubetvivleligt, og tro giver ingen mening hvor tvivl ikke er muligt. Jeg tror på at der virkelig ikke er den mindste smule mening med noget som helst, at alt er præcis som en tv-prædikant siger at det ville være uden gud, og at det aldrig er det der har været problemet… Jeg tror på at tiden længe har været inde på at tørre krokodilletårerne væk, vi er sammen om at være alene, og vi er ikke alene hjemme, for vi er ikke børn længere, det er os der er de voksne.”
Den slags nøgterne og rationelle livserfaringer går modstrøms i forhold til den religiøse bekendelsestendens, der er blandt mange kunstnere i disse år, men til gengæld rammer og repræsenterer den et nyt behov, nemlig behovet for at ikke-folkekirkelige ritualer. I søndags kunne Politiken således fortælle om et nyt firma ved navn LivsCeremonier, der forestår ikke-religiøse ritualer ved navngivning, vielse og begravelse for ateister.
Tomas Thøfner tager som så mange andre forfattere et autentisk, personligt og privat stof op i form af sin brors historie. Enhver der har skrevet om en skæbne eller et drama fra familiens indre kreds, kender ordenes forløsning, og jeg er sikker på at også rigtig mange læsere vil spejle egne erfaringer i essayet om den skizofrene, suicidale og mispassede bror, erfaringer der ikke mindst kan handle om at frisætte sig selv fra det religiøse apparat, der byder sig til.
Punktum er ikke kun en tekst om at møde døden sekulært, det er også et filosofisk essay om at se sin egen brors elendighed i øjnene, om at konfrontere sig selv med hans deroute. Det er dybt bevægende, skrevet med en imponerende og prunkløs intensitet og ærlighed. I al sin korthed er Tomas Thøfners mindeord over broren en stor og vigtig bog.
Tomas Thøfner: Punktum. Et essay. 76 sider, 175 kr. Borgens Forlag.