Weekendavisen den 28. april 2021
Negerlandsbyen. Hvem var den unge kvinde, der i 1944 skabte en bemærkelsesværdig vægudsmykning i et kælderrum under Aarhus Rådhus?
I et lagerlokale i kælderen under Aarhus Rådhus findes en stor tegneserieagtig vægudsmykning. To kulsorte kvinder med bare bryster, kruset hår og guldringe om hals, håndled og ankler, sidder på jorden foran et par primitive hytter.
Den ene kvinde har en gasmaske for ansigtet, og i hånden holder hun en endnu en gasmaske, mens hun instruerer den anden kvinde, der lytter med store opspilede øjne og fyldige røde læber. Begge kvinder bærer armbind med bogstaverne DBK, Danske Kvinders Beredskab, en forgrening af Dansk Luftværnsforening, som under 2. Verdenskrig assisterede myndighederne med blandt andet sygepleje. Ifølge Aarhus Stadsarkiv blev væggene, som ikke er tilgængelige for offentligheden, malet i 1944 af en ung kvinde ved navn Eva Skytte Birkefeldt.
Under krigen blev kælderen under Arne Jacobsens splinternye funktionalistiske rådhus med facader, der skinnede af norsk marmor, brugt af Det Civile Beredskabs Vestre Luftværnskommando til overvågning af dansk luftrum. Der sad de i og stirrede ind i en kedelig, gråhvid væg – indtil en af mændene, den nittenårige Ib Skytte Birkefeldt, fik en lys idé. Hans ét år ældre søster Eva studerede på kunstakademiet i København og var samtidig i lære som teatermaler på Aarhus Teater. Kunne hun ikke dekorere væggene?
Da Eva Skytte Birkefeldt var færdig med vægudsmykningen i maj 1944 inviterede luftmeldekorpset til en lille fernisering. Den lokale avis, Demokraten, skrev:
”Paa en baade dygtig og fiks Maade har Aarhus-Kunstnerinden Eva Skytte Birkefeldt fyldt Vægfladerne med Farver og Humør. Luftværnet er flyttet ned til Afrika-Niggerne, som tumler med Forsagere i Ørkenen eller sover foran Indgangen til Beskyttelsesrummet, der har Form af en Negerhytte. Virkningen er ikke kedelig.”
Knud Skytte Birkefeldt (1887-1970) var organist og kantor ved Vor Frue Kirke i Aarhus. Den 6. december 1922 nedkom hans hustru Olga med en lille datter, der blev døbt Eva. Året efter fik ægteparret sønnen Ib, og i 1936 kom efternøleren Lene. Hun blev som ung kåret til Miss Femina og gift med entertaineren Ulrich Ravnbøl, hvorefter hun i nogle år var modeskribent ved Billed-Bladet.
Lene Ravnbøl fortæller, at barndomshjemmet var meget konservativt:
”Min mor gik mest op i at opdrætte siameserracekatte, og min far interesserede sig kun for sit arbejde som organist, for kropsteknikken Alexandermetoden, for Retsforbundet og for Frimurerlogen, hvor han nåede 10. grad – lige under Vorherre! Han havde ti kjolesæt. Dem forærede jeg til Aarhus Teater, da han døde.”
Lene Ravnbøl havde ikke noget nært forhold til sin 14 år ældre søster, men hun husker, hvordan hun som lille pige fulgte med i Evas ungdomsliv:
”Min far opdagede, at Eva havde været i seng med en journalist, der hed Sven Hauerbach, da hun var 20 år. Derfor forlangte han, at de skulle gifte sig. Min bror og vores unge pige væddede om, hvor længe ægteskabet ville holde, den ene sagde et halvt år, den anden sagde et helt. Ægteskabet holdt i ni måneder.
Men Eva og Sven havde noget andet sammen, der var vigtigere end ægteskabet. Han spillede en vigtig rolle i den århusianske modstandsgruppe Femte Kolonne, som mellem juni 1944 og befrielsen i maj 1945 stod bag en række dristige sabotageaktioner. Sven var blandt andet gruppefører i Nedrivningsgruppen (N-gruppen), der havde til opgave at ødelægge infrastruktur for at isolere den tyske garnison i Aarhus, når de allierede skulle indtage byen.
Lige efter befrielsen udgav Sven Hauerbach en bog om gruppens aktioner, 5te Kolonne. Aarhussabotørernes modige indsats. Bogens omslag og vignetter blev tegnet af forfatterens unge hustru, Eva Hauerbach. Hendes navn optræder derudover ikke nogen steder, heller ikke i Modstandsdatabasen, som drives af Nationalmuseet, og hun har sandsynligvis ikke medvirket i sabotageaktionerne. Men i Sven Hauerbachs bog findes et enkelt afsnit, der umiskendeligt handler om hende:
”Kolonnens Folk skjulte deres Vaaben de mærkeligste Steder. En Mand fra N-grupperne, som er gift med en Kunstnerinde, havde faaet sine Pistoler modelleret ind i en yppig Kvindefigur af Ler. Hver Dag matte Leret gøres fugtigt, for at han let kunde faa Pistolerne frem. Gestapo havde sikkert aldrig fundet dem.”
Lene Ravnbøl tager nogle fotografier frem:
”Eva formede store skulpturer i rødler med en bund af mange mennesker, som hun så arbejdede op i højden med færre og færre kroppe, indtil en enkelt hånd rakte mod himlen. Det var i den slags skulpturer, hun gemte Femte Kolonnes geværer.”
Da befrielsen kom, var Eva og Sven ikke længere et ægtepar. Derfor kunne Eva kravle op i cockpittet til en engelsk pilot fra Royal Ari Force, der deltog i befrielsen af Aarhus. Han gav hende en rundtur over Jylland, og udstak dermed kursen for resten af hendes liv.
Clive Churton Castle – elegant, vittig, charming og med en umiskendelig britiske moustache – rejste hurtigt hjem til England igen, men pigen og piloten kunne ikke glemme hinanden. Eva solgte sine smykker og købte en enkeltbillet til London, hvor hun blev gift.
Efter Clives død i 1957 mødte Eva skuespilleren Tony Britton, der i 1960 fik en vigtig rolle i en stort anlagt dansk spillefilm, Edvin Tiemroths Den sidste vinter, der foregår under besættelsen. En dansk løjtnant og en engelsk major skal hoppe ud med faldskærm over Lolland og hjælpes til København af en lokal modstandsgruppe. Evas nye kæreste skal altså spille en rolle, der svarer til den Clive, hendes anden mand, havde i virkeligheden, en RAF-soldat. Og der er også en modstandsmand som Sven, hendes første mand.
Optagelserne er af praktiske grunde henlagt til Søborg Kirke ved Gilleleje, og filmholdet og skuespillerne er indlogeret på Gilleleje Badehotel i nogle frostkolde og snedækkede uger i februar. Eva er også med, og mens Tony arbejder, bygger hun skulpturer i sneen.
Tony Britton og Eva giftede sig i 1962, og organistdatteren fra det tilknappede hjem i Aarhus tillagde sig en ny livsstil:
”Eva havde to minkkåber: en til pænt brug, og en hun brugte, når hun skulle på indkøb,” husker Lene Ravnbøl, der gennem sit arbejde som mannequin og ægteskabet med Ulrich Ravnbøl året før, i 1961, også selv levede i en verden af showbiz.
Hvor højt på strå, Eva var kommet i Londons high society-kredse fremgår af en tekst på National Portrait Gallerys hjemmeside. Eva poserer side om side med sin portrætbuste af den kendte britiske langdistanceløber og senere konservative politiker Chris Chataway. Teksten fortæller, at hun studerede på Slade School of Fine Art i 1950’erne, og: ”idet hun var ung, dygtig og strålende smuk, blev hun hurtigt en prominent gæst ved selskaber. Eva, der var uddannet skulptør, blev en it girl, og hvert år var hendes hjemmelavede hatte ventet med spænding på Ascot (den fashionable galopbane nær Windsor Castle).”
Op gennem 1970’erne levede Eva Britton et på én gang udadvendt og introvert liv i London. Hendes niece og navnefælle, Eva Ravnbøl, besøgte hende flere år i træk, når hun var på sprogrejse i England. Hun, der i dag er TV2 News’ korrespondent i Rom, husker mosterens hjem på Limerston Street i Chelsea:
”Det var et skønt sted fuld af kunst og dimsedutter, hendes egne oliemalerier og skulpturslanger af kapsler fra coladåser. Der hang en dunst af katte og tobaksrøg i de tykke gulvtæpper og gardiner. Hun lignede en flot, skør dame med kraftig læbestift, touperet hvidt hår og altid en cigaret. Men vi sad ikke lårene af hinanden, hun passede sig selv og malede mens hun røg.”
Tony og Eva talte Peter Sellers blandt deres venner, og Lene husker et portrætfoto af Eva, som den verdensberømte skuespiller havde taget. Portrættet var med til bords ved gravøllet efter Evas død i 2008. Der var ikke tale om en begravelse, men en ceremoni for pårørende til afdøde, der havde doneret deres kroppe til videnskaben.
Frokosten blev holdt i den legendariske The Garrick Club i London, som siden 1831 har været tilholdssted for de fineste forfattere og skuespillere, blandt andre Charles Dickens, T.S. Eliot, Laurence Olivier og John Gielgud. Også Tony var medlem af The Garrick, og han inviterede Lene og hendes datter Eva og sin og Evas søn, Jasper. Og så havde Peter Sellers portræt af Eva altså sin egen stol.
Jasper Britton er skuespiller som sin far. Hans karriere har omfattet en lang række roller på film og teater i England, blandt andet for Royal Shakespeare Company. Da jeg kontakter ham, svarer han:
”Tak fordi du interesserer dig for min mor. Hun var en smuk, kompleks og bemærkelsesværdig kvinde, men hun var ikke altid stabil og led en del af svingende humør, så man aldrig helt vidste, hvor man havde hende. Følger det ikke ofte det kunstneriske sind?”
Også niecen Eva Ravnbøl har hæftet sig ved sin mosters humør. ”Det var påfaldende så tit, hun var ked af det,” siger hun. Måske var det kunstnersindet, måske problemer i ægteskabet? En sommer gik der rygter om, at Tony havde en affære med en dame længere ned ad gaden, så moster Eva var i et særlig mærkeligt humør og var meget mistænksom. Samtidig var der nogle arbejdere, der skulle trække kabler til belysning ude i gaden. Dem faldt hun i snak med. Da de skulle grave udenfor elskerindens hus, aftalte hun med håndværkerne, at de skulle sætte en rød pære i gadelygten, så det lignede et bordel.”
Eva Skytte Birkefeldt, Eva Hauerbach, Eva Castle og Eva Castle Britton. Evas mange navne repræsenterer interessante livsfaser og mange ansigter – fra de tre ægteskaber med en modstandsmand, en RAF-pilot og en skuespiller til hendes egen karrierer som kunstner.
I dag er hendes navn ukendt, men hendes talent var uomtvisteligt. Det viser en forveksling af en bronzefigur af en liggende danserinde i afdelingen for original kunst i det berømte stormagasin Harrods i Knightsbridge, London. Skulpturen var til salg som et værk af selveste Degas, men Eva kunne med fotografier bevise, at det var hende, der have lavet den. Eva Ravnbøl var til stede:
”Jeg var 15 år og ankom til huset i Limerston Street med min kuffert. Foran hoveddøren mødte jeg Tony, der ventede på at hans gamle Bentley blev kørt frem. Så kom Eva i pels, selvom det var sommer, nederdel, makeup, dametaske og cigaret, vippende ned ad trappen. Hun havde glemt at jeg skulle komme. ”Vi skal af sted til Harrods, der er sket en skandale,” sagde hun. Hun havde et broderet fotoalbum med fotos af sine kunstværker med. I kunstafdelingen, der både var et slags museum og butik, så hun sin skulptur på en piedestal. Hun gik hen til en uniformeret kustode og viste ham billedet: ”I made that one, sir!” sagde hun. Han svarede: ”How very nice, madame!” Han troede at hun var skør. Men hun var jo sammen med en nobel mand og blev ved at insistere, så der kom en direktør og talte med hende. Kort efter blev skulpturen fjernet og Eva fik en undskyldning. Hun var ikke smigret, men fornærmet.”
Jasper Britton ved, at hans mors første mand, Sven, hængte sig efter krigen. Men Eva fortalte i øvrigt ikke sin søn meget om besættelsestiden og Femte Kolonne. Jasper Britton husker dog hendes anekdote om det, han kalder VE Day (Victory in Europe), befrielsesdagen:
”Sven var ude, så Eva var alene hjemme og ved at gøre dynamitten parat til en sabotageaktion mod jernbanen. Hun monterede detonatorer i nitroglycerinen. Ammunitionen og dynamitten, pakket ind i bagepapir i store klumper ler, som hun brugte når hun lavede sine skulpturer, gemte hun i en gammel bryllupskiste, som jeg nu har. Så hørte hun pludselig den danske nationalsang ude på gaden. Tyskerne have overgivet sig. Så bandt hun et dansk flag om halsen på sin hund, Disney, og løb ud for at fejre befrielsen.”
Jasper Britton har aldrig hørt sin mor tale om ungdomsarbejdet under rådhuset, og han har aldrig set vægmalerierne, før jeg viser ham dem. På samme måde som hans mors motivverden udsprang af hendes tidsånd, er hans svar præget af vor tids: ”Ærlig talt,” svarer han, ”jeg ved intet om dem, og jeg kan ikke lide dem!”
Jeg ved godt, hvad der rører sig i Jasper. En følelse af noget ubekvemt, måske ligefrem en skamfølelse over morens respektløse motiver, som i dag bliver opfattet som racistiske. Men sådan ser jeg ikke vægmalerierne. Dengang, Eva var 20, var verden omkring hende gravalvorlig, Danmark var besat og hun var en del af en sabotagegruppe. Negerlandsbyen var en fri fantasi i en ufri verden.
Aarhus Rådhus har passet godt på Eva Skytte Birkefeldts vægudsmykning, som blev renoveret af maleren Hans Schartau i 2001. Et par malerier er gået tabt, da to vægge engang er blevet revet ned, ellers er frisen intakt.
Eva Castle Britton døde 86 år gammel på et plejehjem i London den 16. december 2008.