Weekendavisen den 12. maj 2021
Deportation. Hans Luchts roman er vigtig, når den hengiver sig til en sandhedssøgende socialrealisme. Desværre sander den til.
Hans Lucht: Lysene på den anden side. 320 sider, 299,95 kr. Roman. Turbine.
Præcis som jeg sluttede læsningen af Hans Luchts ørkenactionbasker om tvungen repatriering af udlændinge uden opholdstilladelse, kom nyheden, om at regeringen har indgået en migrationsaftale med Rwanda. I årevis har politikere fantaseret om at rykke asylsagsbehandling fra Europa til Afrika, men først nu hører vi om et konkret land, der vil lægge jord til et dansk drevet asylcenter m.m.
Som mangeårig forsker i migration og menneskesmugling kender antropologen Hans Lucht alt til problemets materie. Men som romanforfatter har han haft frit spil til at spekulere, og resultatet blev en spektakulær studehandel: Nigeria tager imod vores udviste migranter, til gengæld tilbyder Danmark eksil til en stak medlemmer af den enorme Mugabe-familie. Men hvad har Zimbabwes gamle diktator med Nigeria at gøre, spørger læseren sig selv? Romanen beflitter sig ikke med et grundigere svar end dette: ”De har åbenbart gamle venner der.”
Lysene på den anden side foregår i en meget nutidsnær fremtid, hvor Nordkorea er brudt sammen og klimaforandringerne er slået igennem med ødelæggende oversvømmelser, kollaps i fiskeriet og dermed ødelagte livsgrundlag i Afrika. Også hos os er der oversvømmelser, også her er fiskene fortid.
Blandt de uendelige skarer af fordrevne fra klima, krig og konflikt, er Peter, en nigerianske universitetslektor. Han overlever den farlige flugt gennem ørkenen og over Middelhavet, og fra Italien lykkes det ham at komme til Danmark, hvor han opholder sig illegalt. Om natten gør han rent på McDonalds og i Ikea, og mens han sørger over sin familie, der døde i et mudderskred, prøver han at etablere en fremtid med sin danske kone, der er gravid. For at holde strabadserne ud, spiser han piller.
Lysene på den anden side begynder som en fuldt ud realistisk roman, der både rummer danske scener fra migranternes hårde liv i skyggen og flashbacks til menneskesmuglerne i Libyen. Vi er med Peter på ydmygt natarbejde og inde i hans tanker. Han er en god mand, denne flittige og fatalistiske akademiker. Men det betyder jo ikke, at han også har ret til blive her. En dag anholder politiet ham. Han har stoffer på sig, hvorefter han bliver udvist af Danmark og sat på en enorm Hercules, der skal flyve de deporterede til Nigeria.
Og her slutter så realismen, og genrelitteraturen tager over. Flyet styrter ned i ørkenen, og så begynder en voldsom overlevelseskamp med en hel del hæsblæsende skabelonaction for Peter og de danske politifolk, der ledsager migranterne på deportationsrejsen, den kyniske Kruse og den mere menneskelige Rói.
Mellem disse mænd opstår naturligvis romanens etiske konflikt. Hvem er egoistisk? Hvem er humanistisk? Mellem fangen Peter fra Nigeria og fangevogteren Rói fra Færøerne, manden fra syd og manden fra nord, hersker en indbygget konflikt, men måske også et potentiale?
Det er nemt at sande til i en ørken, også for en roman. Lysene på den anden side mister desværre sit relevante fokus til den potente handling, og det lader sig ikke rigtig balancere selvom Peters litterære interesse for H.G. Wells, Robert Louis Stevenson og afrikanske tænkere som Kwane Nkruman og Thomas Sankara tilføjer en forbigående kronikagtig tænksomhed. Det samme gælder et overdådigt bibliotek i den myteomspændte guldmineby Zerzura. Hertil er bøger i hundredtusindvis fra Mali, Niger og Nigeria blevet evakueret, og her hersker en litterær undergrundskultur, der giver håb om en civiliseret fremtid. Det er spændende stof fra kulturhistorien.
Hans Lucht har tidlligere udgivet to romaner og assisteret med at færdiggøre sin ven Jakob Ejersbos efterladte manuskripter, og så er han medforfatter til computerspillet Hitman. Med Lysene på den anden side kombinerer han sit hyperaktuelle akademiske forskningsfelt med storytelling. Det er en fin ambition, som kunne været blevet til en bedre roman med politisk dybde, men computerspillets manuskriptforfatter får for meget magt, og resultatet er underholdning uden overbygning. Romanen er vigtig, når den hengiver sig til en sandhedssøgende socialrealisme. Her er den som litteratur, der søger svar på en original problemformulering. Men desværre får realismen ikke lov at udfolde sin oplagte bæredygtighed, og historien er i lange ørkenstræk designet som ren ramasjang, en rigtig lufthavnsroman. Måske lige noget for Tesfayes embedsmænd på næste tur til Rwanda.