Weekendavisen den 21. maj 2021.
Trilogi. Thomas Korsgaards Tue-trilogi står rigeligt distancen i den litterære mainstream-arena.
Thomas Korsgaard: Man skulle nok have været der. Roman. 264 sider, 250 kr. Lindhardt og Ringhof.
Vi kender alle de forhutlede stakler, der sidder foran Føtex med deres døsende hunde og dårlige tænder og siger ”hav en god dag”, så ens samvittighed sortner, fordi man haster fordi uden at købe hjemløseavisen Hus Forbi.
Men som bekendt skal man ikke skue hunden på hårene. Hvad der har bragt folk derhen, hvor de nu er, kan vi hverken vide eller fælde dom over. Og på samme måde er det med den purunge Tue i Thomas Korsgaards nye roman, Man skulle nok have været der. Han sælger ikke Hus Forbi, men abonnementer på Politiken fra en cykelvogn, og ved første øjekast ligner han vel en hvilken som helst anden ung mand i byen.
Men heller ikke denne hund kan man skue på hårene, for Tue er blevet smidt ud af sit lejede værelse, fordi han larmede for meget. Drengen, der flygtede fra omsorgssvigt hjemme på gården uden for Skive, hustler sig nu gennem København, mens han drømmer om at blive forfatter.
Mellem selvrespekt og selvbedrag er grænsen hårfin, men for Tue bliver det to sider af samme sag. Han bestiller ikke andet end at lyve for sine omgivelser, og skrupelløst udnytter og bedrager han enhver, der viser ham en smule tillid. Men han har ikke noget valg. Tue er 17 år, og det eneste der forbinder ham til hjemmet, er en seddel, han har lagt ind i sit pas, hvor der står, at hans forældre ikke må arve noget. Der er nu heller ikke andet at arve, end en sportstaske med lidt tøj, en deodorant og en computer.
Tue er et offer, der ikke indvier andre i sin virkelighed, måske på grund af stolthed, måske på grund af selvbedrag? Da han fortæller en en sagsbehandler på kommunens ungecenter, at han der var vold i hjemmet, svarer hun, at det lyder hård, men at hun ikke kan hjælpe ham, så længe hans folkeregisteradresse er i Skive. At man gerne vil bo i København, er ikke er noget akut boligsocialt behov.
Den store vending i Tures liv kommer, da en anden abonnementsælger forbarmer sig over ham. Hendes mor er en veletableret arkitekt med en stor herskabslejlighed, hvor Tue får lov at sove på sofaen. Her opfører han sig både som en charmerende gavtyv og en kynisk snylter, der trækker store veksler på sin værts gæstfrihed.
Tue er en gemen tillidsbryder, der trækker et spor af pinlige og akavede scener efter sig, men mirakuløst nok klarer han gang på gang frisag på lige dele løgn, jysk charme og ungdommelig naivitet. Men da han til sidst formøbler både sin sofaplads hos arkitekten, venskabet med hendes datter, jobbet på Politiken og forholdet til kæreste Laurits, er der kun én redningsplanke tilbage i form af den sølle mor, der har forladt sin voldelige mand.
Efter den ydmygelse springer romanen til næste fase i Tues tumulttilværelse, hvor det er lykkedes ham at debutere som forfatter. Man aner et nyt livskapitel. Nok er han en spurv i tranedans, men først og fremmest er han ukuelig i sine bestræbelse på at bryde sin sociale arv.
Man skulle nok have været der – der afslutter den trilogi, som begyndte med Hvis der skulle komme et menneske forbi (2017) og En dag vil vi grine af det (2018) – er på én gang tragisk og pikaresk socialrealisme, skrevet med Thomas Korsgaards lette tråd i en ganske jordbunden prosa, hvis mest kreative påfund er små finurligheder som denne: ”Det kunne jeg have sagt mig selv. Der er meget, jeg kunne have sagt mig selv, men det er lettere sagt end gjort.”
De tre romaner vil være uomgængelige, når litteraturhistorien om den danske autofiktions storstrøm skal skrives, for Tue har Thomas’ biografiske træk – hvis vi altså skal tro forfatteren selv. Da Hvis der skulle komme et menneske forbi udkom, blev Thomas Korsgaard ganske vist offentligt undsagt af sin egen bror. Men om dette er misery memoire, er irrelevant. Uanset om forfatteren hedder Peter Høeg, Suzanne Brøgger, Karl Ove Knausgård, Édouard Louis, Vigdis Hjorth eller Thomas Korsgaard, er spørgsmålet om litteraturen er god i egen ret, og som en meget ung forfatters indtog i den litterære mainstream-arena står trilogien rigeligt distancen.
Som der stod i et interview med forfatteren her i avisen for to uger siden, har Thomas Korsgaard ”forholdt sig til Knut Hamsuns Sult”, og det må siges at være en dæmpet formulering, for der er tale om tydelige lån. Ikke at det gør spor, forfatteren nasser bare lidt på den store nordmand, på samme måde som Tue nasser på arkitekten.
Med Tue-trilogien har Thomas Korsgaard skrevet en gennemført sympatisk opvækst- og modningshistorie om en ung drengs ankomst til sin egen seksualitet og den nødvendige løsrivelse fra farens despotiske styre. Og med Thomas Korsgaard og Tue er der både kommet et menneske og en forfatter forbi.