Læserbrev i Weekendavisen den 13. marts 2009.
Den 6. marts 2009 skrev næstformanden for Trykkefrihedsselskabet, Katrine Winkel Holm, et læserbrev i Weekendavisen om min kommentar ugen før om Nicolai Sennels m.m. Og i dag den 13. marts har socialborgmester Mikkel Warming et læserbrev i samme avis om samme emne. Mit svar til dem begge står i avisen i dag (og jeg beklager at jeg i den trykte version kommer til at stave Katrine med h og opgradere hende fra næstformand til formand for Trykkefrihedsselskabet):
Et eller andet må jeg jo have gjort rigtigt, når jeg både får Katrine Winkel Holm (Trykkefrihedsselskabets næstformand) og Mikkel Warming (Enhedslistens socialborgmester i Københavns Kommune) på nakken for én og samme kommentar.
I sidste uge parerede Katrine Winkel Holm min kritik af Trykkefrihedsselskabet, som ikke har fattet at kampen for ytringsfrihed er finest og vigtigst når man kæmper for sin meningsmodparts ret til at ytre sig frit, ved at føre krigen over i fjendens lejr – nemlig med et udfald mod foreningen Dansk PEN, som hun fejlagtigt tror at jeg har noget at skulle have sagt i. Jeg var formand engang, men det er mange år siden, så jeg må melde hus forbi. Og så noterer jeg mig, at Katrine Winkel Holm simpelthen undlader at kommentere min meget præcise og konkrete kritik af Trykkefrihedsselskabet. Jeg afventer dermed stadig selskabets bekræftelse på, at ytringsfrihed også er en ret der tilkommer folk som Hans Jørgen Bonnichsen og Bashy Quraishy, og at de fortjener støtte og opbakning, når magtfulde politikere prøver at intimidere dem til at holde kæft, også selvom disse politikere kommer fra det parti, som står selskabet nærmest, nemlig Dansk Folkeparti.
Til borgmester Mikkel Warming vil jeg blot sige: Nicolai Sennels (som jeg er ganske og aldeles uenig med) blev presset ud af Københavns Kommune for nogle holdninger han gav udtryk for på et medarbejderseminar om integration, som han var inviteret til af kommunen. Han udtalte sig ikke til medierne på vegne af sin arbejdsplads eller Københavns Kommune. Derfor – og ikke mindst fordi manden i dag ikke må oplyse hvor han er ansat i staten fordi hans chef frygter at det vil gå ud over arbejdspladsens ryg og rygte! – skrev jeg min kommentar om det, jeg anser for at være et meget principielt problem om offentligt ansattes ret til at sige hvad de mener.