Weekendavisen den 13. august 2021.
Digterdiskurs. Norsk debutant siger, at ideologien på Forfatterskolen i København fik hende til at holde helt op med at skrive.
”Der var en stærk ideologi knyttet til litterær form ved skolen, som en forfatterstudent blev konfronteret med. Jeg mistede mit eget sprog fuldstændig.”
Sådan siger den debuterede forfatter Ida Frette, hvis digtsamling Perverst navn netop er udkommet i Norge. Hun er uddannet fra tre forskellige skriveskoler i Danmark, Norge og Sverige nemlig Forfatterskolen i København, Skrivekunstakademiet i Bergen og Litterær Gestalting i Gøteborg, og i et interview med Morgenbladet retter hun nu kritik mod den danske skole, hvor hendes forfatteruddannelse begyndte.
Ida Frette kom som 22-årig ind på Forfatterskolen, hvor hun studerede 2009-11. De var de år, hvor autofiktionen i den nordiske litteratur var på højeste mode (og bølgen ruller stadig), og som Ida Frette ser det i dag, var der ikke plads til at skrive på en anden måde, end den som blev anset for at være den rigtige.
”Karl Ove Knausgård var meget populær ved skolen. Han passede i – og var med til at etablere – den vægt, der blev lagt på autofiktion. Det dominerede vores diskussioner. Til sidst var det ikke muligt at skrive ‘jeg’ længere, for det var så ladet af autofiktion-diskursen.”
Mange af de studerende, som gik på Forfatterskolen sammen med Ida Frette, kom til at præge dansk litteratur i de kommende år, ikke mindst Josefine Klougart, Olga Ravn, Asta Olivia Nordenhof, Stine Pilgaard, Hanne Højgaard Viemose og Bjørn Rasmussen.
Til Morgenbladet siger Ida Frette, at hun sætter disse forfatterskaber meget højt, men samtidig mener hun, at kullet af forfattere skrev det, hun kalder ”strømlineformede bøger”, der passede ind i den populære tendens. Dog ikke hende selv: ”Jeg for min del holdt helt op med at skrive.”
Morgenbladet har bedt om en kommentar fra Ursula Andkjær Olsen, rektor for Forfatterskolen, og hun viser eksemplariske evner udi imødekommenhed og diplomatisk deskalering af potentiel konflikt. Men rektoren havde heller ikke ansvar for undervisningen i 2009-11:
”Det er vanskeligt for os i den nuværende lærerstab at udtale os, fordi vi alle er blevet ansat langt senere,” skriver Ursula Andkjær Olsen i en mail til Morgenbladet – men det afholder hende ikke fra en principiel pointe:
”Jeg er ked af at Ida Frette har fået så dårlige erfaringer med fra Forfatterskolen. Det er bekymrende for os som institution, og vi tager kritik af skolens måde at undervise på alvorlig. Jeg synes at det er synd, at Ida Frette oplevede sådan en litterær monokultur på Forfatterskolen dengang, men det er en problematik som vi er meget opmærksomme på og arbejder for at undgå, til dels ved at sørge for, at lærerne er forskellige fra hinanden, at vi har forskellige baggrunde i uddannelse, kultur og litterære interesser. Det samme gælder de gæstelærere, vi inviterer, og naturligvis også de studerende, vi optager.”
Dette svar falder sandsynligvis i Ida Frettes smag. Da hun i årene efter Forfatterskolen søgte ind på Skrivekunstakademiet i Bergen og derefter Litterær Gestaltning i Gøteborg, mødte hun nemlig større åbenhed, større forskelle og mere plads til at skrive og læse på andre måder, end den dominerende, og hun begyndte atter at skrive. Derfor, siger hun til Morgenbladet, er der meget mere litterær mangfoldighed i de bøger, som de studerende fra Gøteborg er debuteret med, end i dem som forfattereleverne i København har skrevet.
Den tredobbelt skriveskoleuddannede norske lyrikers kritik af Forfatterskoles litterære monokultur – for nu at bruge Ursula Andkjær Olsens udtryk – er naturligvis langt fra ny, men den plejer ikke at komme fra de studerendes egne kredse. Tidligere debatter om Forfatterskolen har været sat i gang af kritikere, og Morgenbladet noterer også, at danske litterater som Mette Høeg og Mikkel Krause Frantzen tidligere har angrebet forfatterskolelitteraturen.
Man kan derfor meget passende skæve til dagbladet Information, hvor forfatteren Katrine Marie Guldager – selv Forforfatterskoleuddannet 1992-94, begyndende som smal lyriker for siden at blive en bred fortæller, også indenfor autofiktionen – for tiden skriver en række interviews om litteraturens tilstand.
I interviewet i sidste uge koblede Informations egen mangemangemangeårige anmelder, lektor Erik Skyum-Nielsen, der har læst mere end de fleste, kritikken af Forfatterskole-litteraturen til en kritik af de danske nomineringer til Nordisk Råds Litteraturpris:
”Jeg synes, at den samlede priskomité i Nordisk Råd som regel ender med nogle gode bud, men det er rigtigt, at de danske indstillinger er avantgardistiske og forfatterskoleorienterede og uden hensyntagen til, at en eventuel vinder potentielt skal kunne læses af alle boginteresserede i Norden. Den forpligtelse på spredning eller folkelighed synes jeg ikke, at de danske rådsmedlemmer varetager.”
Som eksempel fremhæver Erik Skyum-Nielsen de to nomineringer af Josefine Klougart – uddannet på Forfatterskolen samtidig med Ida Frette – med debutbogen Stigninger og fald (2011) og forfatterens anden bog, En af os sover, allerede året efter.
”Det var et klokkerent eksempel på, at det kan blive for smalt og for småt,” siger han.
At eksperimenterende litteratur af Forfatterskolelever nu godt kan gå hen og vinde Nordisk Råds Litteraturpris beviste Jonas Eika, dimitteret i 2015, med Efter solen i 2019. I år er den ene danske kandidat den ligeledes Forfatterskoleuddannede Asta Oliva Nordenhoffs Penge på lommen, mens den anden kandidat er en smal digtsamling, Mit smykkeskrin, såmænd skrevet af Ursula Andkjær Olsen, der har ansvar for at Forfatterskolen ikke ender med at uddanne sine studerende til en litterær monokultur.