Weekendavisen den 20. august 2021.
Undskyld. Da prisbelønnet forfatter blev kritiseret for at beskrive en skoleelev med ”chokoladebrun hud”, kom verdensberømt forfatterkollega hende til undsætning. Det kom han til at bøde for..
Den verdensberømte fantasyforfatter Philip Pullman er blevet undsagt af Society of Authors (SoA), den store britiske forfatterorganisation, hvor han er præsident. Det kunne The Guardian fortælle i fredags.
I sidste uge sendte SoA en mail til alle sine medlemmer, hvor forfatteren Joanne Harris, der leder bestyrelsen, gjorde det klart, at titlen som præsident udelukkende er honorær, og at Philip Pullman ikke har noget at gøre med den demokratisk valgte ledelse af organisationen, og ikke taler på SoA’s vegne. Konflikten handlede i første omgang slet ikke om Philip Pullman, der normalt vader i anerkendelse, han er både adlet og overhældt med et hav af internationale priser, ikke mindst Astrid Lindgren Prisen i 2005.
Nej, stridens oprindelige æble var digteren, forfatteren og skolelæreren Kate Clanchy, der ugen inden var blevet anklaget for at være fordomsfuld og racistisk. Anklagerne, der kom fra læsere på Goodreads og Twitter, handler om bogen Some Kids I Taught and What They Taught Me, hvor Kate Clanchy skildrer sine erfaringer som underviser i det britiske skolesystem gennem tyve år. Da bogen udkom i 2019, blev der ellers taget godt imod den, og den blev sågar belønnet med årets Orwell-pris, som The Orwell Foundation og University College London uddeler til en bog, der lever op til George Orwells ideal om at gøre politisk litteratur til kunst.
Men 2019 er pludselig lang tid siden. Mellem dengang og nu ligger den voldsomme genopblussen af Black Lives Matter-bevægelsen, og med den en endnu mere sensitiv og kritisk opmærksomhed om, hvad hvide mennesker skriver om sorte i særdeleshed og om alle minoriteter i almindelighed. Og her fik Kate Clanchy problemer.
Kritikerne på de sociale medier gik i rette med hendes eksotiserende beskrivelser af skoleelever med ”mandelformede øjne” og ”chokoladebrun hud”, ikke at forglemme en dreng, der skildres som ”lille og firkantet og afghansk med stor næse og præmaturt overskæg” eller elever med ”afrikanske stemmer” eller ”jødiske næser”.
Kate Clanchy forsvarede sig med, at citaterne slet ikke fandtes i hendes bog – hvad de dog gjorde – og hvis de gjorde, var de taget ud af sammenhængen, skrev hun. Men så ændrede hun taktik og kom kritikken i møde:
”Jeg er så privilegeret, at jeg hver dag har kunnet lære noget af pragtfulde elever, der har vist mig verden gennem deres øjne. Det har været svært at lytte til mange af de reaktioner, der er kommet på uddrag fra min bog, særligt dem, der er taget ude af kontekst. Men jeg skylder en tak til dem, der har taget sig tid til at udfordre det, jeg har skrevet, og til at vise mig andre linser, mine ord kan læses gennem. Jeg vil fortsat stræbe efter selvindsigt om min rolle i klasseværelset og de privilegier, jeg nyder. Jeg vil også tage mig tid til at reflektere over de synspunkter, jeg har modtaget fra farvede læsere, og omsætte disse erfaringer i mit arbejde, både som lærer og som forfatter.”
Imens havde Philip Pullman besluttet sig til at støtte Kate Clanchy. Med direkte adresse til et tweet, skrev han derfor, at dem, der kritiserer en bog uden at have læst den færdig, vil føle sig hjemme hos ISIS eller Taleban.
Men av av, Philip Pullman tog fejl af det tweet, han gik i rette med. Det handlede slet ikke om Kate Clanchys bog, og da han indså det, indledte han retræten:
”I går reagerede jeg på et tweet, der sagde, at man ikke behøvede at læse en bog færdig, før man kunne danne sig en mening om den. I kampens hede troede jeg, at den tanke kom fra en totalitær hjerne. Jeg troede at tweetet sigtede til Kate Clanchys bog, men det gjorde det overhovedet ikke. Kritikken mod Kate Clanchys bog er rimelig og nuanceret. Jeg reagerede overilet og skulle have undersøgt sagen bedre. Jeg undskylder for at have skabt vrede. Farvede forfattere (herunder børn) og farvede mennesker, der ikke er forfattere (herunder børn, igen), jeres erfaringer og fantasi har krav på alle former for respekt.”
De to forfatteres undskyldinger betyder dog ikke, at røgen har lagt sig. Philip Pullmans tweet førte nemlig til en række racistiske kommentarer på sociale medier vendt mod forfatterne Chimene Suleyman, Monisha Rajesh og Sunny Singh, der havde engageret sig i kritikken af Some Kids I Taught and What They Taught Me, og dermed kom debatten til at handle om bogbranchens farvede stemmer i kontrast til præsident Pullmans privilegier som hvid, velhavende forfatter.
Til støtte for de tre forfattere tog kollegaen Sabeena Akhtar initiativ til et åbent brev, som 150 forfattere, redaktører m.m. skrev under på: ”Vi kan ikke se tavse til, når en gruppe marginaliserede kvinder bliver angrebet af dem med magt og indflydelse i forlagsbranchen.”
Samtidig har Joanne Harris fra SoA bedyret, at organisationen er imod alle former for fordomme og racisme, ikke kun som ord på et website, men som aktiv politik. Og Kate Clanchys forlag, Picador, har meddelt, at man er i gang med at revidere sproget til nye udgaver af Some Kids I Taught and What They Taught Me. Og som refrænet lyder i 2021: forlaget undskylder dybt den smerte, det har forvoldt.