Weekendavisen den 1. oktober 2021
N. Groft sprog, der ikke er inkluderende, bremser genudgivelsen af af historisk svensk roman.
Der knytter sig et par interessante litterære kontroverser til den svenske forfatter Bengt Anderbergs romaner; kontroverser, der siger ganske meget om, hvordan det ømtålelige og moralsk delikate skifter med tiden. I 1948 vakte forfatteren skandale med romanen Kain, der hånede militæret og den forstokkede kirke, og slog til lyd for pacifisme og et erotisk frisprog. Det afstedkom en voldsom fejde, hvor Bengt Anderbergs fjender truede med at lægge sag an for litterær blufærdighedskrænkelse.
Stormen lagde sig, og forfatteren slog sig ned på Bornholm sammen med sin hustru, keramikeren Astrid Anderberg, og frem til sin død i Rønne i 2008 passede han sit forfatterskab, sine oversættelser – fra Shakespeare til Schade – og sit arbejde som kulturkritiker på Expressen gennem næsten et halvt århundrede. Ja, i 1973 blev han sågar medlem af Bibelkommissionen, der skulle stå for nyoversættelsen af Bibelen, så hans ungdoms ugudelighed må være blevet ham tilgivet undervejs.
Men nu er den gal igen. Den sidste roman Bengt Anderberg udgav, Amorina fra 1999, er blevet genstand for en tidsåndstypisk twist. Bedst som en genudgivelse af romanen var på vej i trykken forud for annonceret udgivelse den 15. oktober, trak forlaget Albert Bonnier stikket på maskinen. Ikke overraskende handler det – endnu engang – om det forkætrede ord, som bare kaldes N-ordet.
Amorina er en næsten 500 sider fabulerebde fortælling fra 1830’erne til 1930’erne, hvor Bengt Anderberg trækker på sin egen slægts historie, fortalt af et hittebarn, der forsøger at finde ud af, hvem hans forældre var. På Saxo.com kan man blandt andet læse dette om romanen: ”Tiden er præget af en række nye strømninger og ideer. Socialismen vokser frem, og opgøret med de statslige og kirkelige autoriteter tager til. Men det er også en tid, hvor de gamle moralbegreber stadig har et godt tag i folk og skaber indre splittelse og sort samvittighed. Især mændene har kvaler, ikke mindst med deres kærlighed til Amorina – det fælles navn for alle bogens kvinder.”
Sort samvittighed, ja. Det er netop nøgleordet for den kontrovers, der brød ud i sidste uge og bremsede den udgivelse, som ellers var planlagt i et samarbejde mellem forlaget og Författarcentrum Väst, som er den regionale afdeling af en landsdækkende forening, der siden 1967 har arbejdet for skabe kontakt mellem forfatterne og offentligeheden gennem litterære arrangementer og udgivelser. Foreningen virker for et bredt kulturudbud, ytringsfrihed og gode forfatterforhold.
Författarcentrum Väst havde valgt Amorina til at indgå i kampagnen Göteborg läser, og Albert Bonniers Förlag havde påtaget sig at stå for genudgivelsen. Men så gjorde forlaget Författarcentrum Väst opmærksom på, at Bengt Anderberg bruger N-ordet, hvorefter de pillede bogen af deres program. Som projektleder Pål Börjesson siger til Dagens Nyheter: ”Den ville kunne såre mennesker. Den har et forældet sprog, N-ordet forekommer, der er ganske grove beskrivelser af mørkhudede mennesker og et et særligt sprogbrug om romaer og folk på vandring.”
Projektlederen siger, at Amorina ikke egner sig som udgivelse i Göteborg läser, fordi bøgerne skal nå ud til så mange gøteborgere som muligt og være inkluderende. Men han bedyrer, at foreningen ikke mener, at romanen ikke bør
udkomme, den skal bare ikke med i læsekampagnen. Han havde derfor først, siger han, foreslået forlaget, at man kunne ændre i romanens sprog, så det blev acceptabelt.
Men det ville Albert Bonniers ikke være med til. De foreslog så et forord om romanens forældede sprog, men i sidste ende besluttede Författarcentrum Väst, at Bengt Anderbergs sprog var for groft. Og med aflysningen fra Författarcentrum Väst og Göteborg läser forsvandt grundlaget for genudgivelsen, mente forlaget.
Forfatteren Agneta Pleijel havde skrevet et forord til den nu droppede udgave af Amorina. Hun siger til SVT, at hun blev ked af det, da hun fik beskeden om at udgivelsen ikke blev til noget alligevel:
”Du kan finde noget generende i praktisk taget hver eneste ældre bog. Jeg synes at det er skræmmende at tænke sig, at alle svenske klassikere skal gennem en slags efterhåndscensur. Man kan helt sikkert lave advarsler og tale om det disse holdninger ikke længere er gangbare, men man kan ikke censurere fortiden.”
Det samme synspunkt har Ingrid Norrman, fhv. kulturchef på Göteborg Posten og leder af bestyrelsen i Bengt Anderberg-sällskapet. I Expressen skriver hun:
”Sprogbrug forandres og forældes, men er også en del af vores historie. Vi kan ikke ændre den måde, vi har udtrykt os på, men læsning kan få os til at tænke over, hvordan mennesker i fremtiden bedømmer vores syn på verden og på mennesker.”
Agneta Pleijel mener at forlaget burde have fastholdt udgivelsen, med eller uden samarbejdspartner, for Bent Anderberg var en stor forfatter, som fortjener at udkomme igen, og Ingrid Norrman spørger retorisk, hvordan de 350 forfattermedlemmer af Författarcentrum Väst forholder sig til deres forenings fravalg af Bengt Anderberg.
I Dagens Nyheter forsvarer forlagschef Isa Widerståhl den annullerede udgivelse med, at Göteborg läser ikke havde tænkt projektet igennem. Og så siger hun:
”Vi har ikke juridisk ret til at ændre i andres ophavsret, og forlagets holdning er, at bogen er et historisk dokument, som spejler sin tid.”
Det er utvivlsom sandt. Men paradoksalt nok mente Albert Bonniers Förlag ret præcist det modsatte så sent som i sommer, hvor forlaget i en anden N-ords-kontrovers pressede en oversætter til ikke at oversætte ”un negro” ordret i en nyoversættelse af den italienske forfatter Natalia Ginzburgs erindringer fra 40’erne.