Weekendavisen den 3. december 2021
Civilisationskritik. Islandsk roman med lidt for letkøbte, lidt for tænksomme og lidt for tidsåndstilpassede pointer.
Auður Ava Ólafsdóttir: Dyreliv. Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen. Batzer & Co. Batzer & Co.
Islandske Auður Ava Ólafsdóttirs Dyreliv er på mange måder en sympatisk roman, som man bliver klogere af, men det er ikke ensbetydende med, at den er vellykket. Som fortællekunst er den halvbagt og uforløst.
Romanen foregår i Reykjavik lige nu, altså i den tidlige vinter op mod jul, hvor en voldsomt truende vinterstorm er under opsejling. I den mørke by bor Dyja, der engang læste teologi, men senere besluttede at gå i fodsporene på de mange kvinder fra slægten, der havde virket som jordemødre. Hendes mor er en absolut undtagelse i rækken, for hun giftede sig med en bedemand. På den måde er familien spændt ud mellem fødsel og død.
Dyja har arvet en bolig fra sin grantante, der også var jordemor, og nu bor hun i en lejlighed, der er overdænget med tantens gamle møbler og bøger. Grantanten, Fifa, forløste børn hele sit liv. Og så skrev hun artikler om dyr og natur. Isbjørnene vil uddø, skrev hun, men ingen tog hende alvorligt. Da Dyja finder en kasse med gamle manuskripter, ser hun, at den gamle tante var forud for sin tid, når hun skrev om dyrebeskyttelse, natur, miljø og klima. Aviserne bragte nogle artikler, men forlagene refuserede bogmanuskripterne med høflige afslagsbreve, så Dyreliv. En undersøgelse af hvad mennesket er i stand til udkom aldrig.
På islandsk hedder en jordemoder en ljósmóður, en lysmoder, og Auður Ava Ólafsdóttir ser klart nok lyset som et motiv i mørketiden. Derfor lader hun lysmoderen bo i en dunkelt oplyst lejlighed, hvor elektriciteten svigter. Hun får hjælp af en elektriker, hvis barn hun har forløst, og så går lysregnskabet op. Men fortællingen gør ikke.
At en kælvende hval får hjælp af en anden hval, der skubber den nyfødte kalv op til overfladen efter luft, er naturligvis en skøn oplysning. Hvaler bruger også lysmødre, og dyrene lever forunderlige liv, som vi mennesker hverken fatter eller respekterer.
Jeg siger ikke, at det ikke er vigtigt og vedkommende at skrive litteratur om disse emner. Vi har heldigvis en mangfoldig og intelligent samtidslitteratur om klima, natur og økologi. Men i denne roman virker de zoologiske pointer lovlig Doktor Dolittle-agtige. Lidt for letkøbte, lidt for tænksomme, lidt for tidsåndstilpassede.
Dyjas tantes efterladte manuskripter formulerer romanens civilisationskritiske program. Passer vi mennesker ind i verden, eller er vi overflødige? Fifa mener tydeligvis at vi er hovmodige: Vi vil eje bjergene og vandfaldene og solnedgangen for at glemme at vi skal dø. Vi ejer ikke ydmyghed for væsener og vegetation:
”Mennesket tror at fuglene synger for os, men når vi forsvinder vil skovene atter gro og dyr trives og fugle blive ved med at flyve mellem verdensdelene, over landegrænser og have, og bygge reder på en eng mellem to tuer eller i en mose eller på et klippefremspring. De vil ikke længere behøve at dele bærrene med mennesket, for vi er holdt op med at sylte og lave saft.”
Auður Ava Ólafsdóttir har skrevet en roman, omsat til flydende dansk af Erik Skyum-Nielsen, der nok har meget at sige, men alligevel virker intetsigende. Den eksistentielle kontrast mellem familiens to professioner – jordemødre og bedemænd – bruger hun underligt nok ikke til noget som helst. Og til romanens litterære behandling af fødselsforløsningens kulturhistorie og dyrenes liv føjer sig en temmelig leksikal bismag.