Weekendavisen den 8. januar 2022
Fikserbillede. Lotte Kirkebys raffinerede roman om de strømførende forbindelser mellem mor og datter.
Lotte Kirkeby: Hvis man ikke vidste bedre. 207 sider, 249,95 kr. Roman. Gutkind.
”Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro…” er en klassisk sprogvending, som betegner, at man har gennemskuet nogen eller noget.
Lotte Kirkeby tager dobbelt ladegreb på vendingen, hvis første del hun sætter som titel på sin nye roman, der slet og ret hedder Hvis man ikke vidste bedre, og hvis fulde udtræk udgør første sætning, og dermed anslaget i hele romanen: ”Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at jeg havde siddet her hele natten. Det har jeg ikke. Og hvis jeg havde, var der ingen, der ville opdage det.”
Titlen og åbningssætningen indikerer jo stærkt, at der altid er en sandhed, som ikke alle har indblik i. Men på et tidspunkt skal regnebrættet gøres op, og fortællestemmen – let sentimental, let bitter, men ganske afklaret – tilhører en kvinde, der er vendt tilbage til den provinsby, hvor hendes liv udspillede sig for mange år siden.
Huset, hun boede i dengang, er revet ned, men fra sin nye lejlighed har kvinden udsigt til kirken, hvor der er begravelse, advokatens kone er død. Hun kan genkende afdødes datter, Ingrid. Hun var hendes bedste veninde. Nu forsvinder hun ind i kirken ”med sit slæb af mennesker, som er de syet på hende med usynlige sting…”
Sammen med sin mand flyttede fortælleren hertil, hvor de begge fik jobs som læger på hospitalet og hun fødte datteren, Katrine. Siddende ved vinduet bevæger kvinden sig nu ned af mindernes tilgroede stier. Det hele står og sitrer lidt, erindringsbilleder fra fortiden og indtryk fra nutiden flyder sammen, og langsomt samler vi brudstykker til en mosaik af begivenheder, hvor små sprækker i hverdagen skaber store forskydninger i livet.
Helt centralt i romanen står datteren, der har en stærk og uudgrundelig karakter. Katrine er fra barnsben af en egensindig personlighed, og relationen mellem mor og datter synes at have en uafklaret dybde. Som det hedder i et af romanens smukke og mærkelige erindringsbilleder, hvor datteren har grædt og fået gåsehud på kinderne:
”Jeg har aldrig set det hos andre end hende, hverken børn eller voksne, eller måske har jeg bare aldrig kigget så meget på nogen, som jeg kiggede på hende, og dengang kendte jeg hende. Jeg kendte hver en lille del af hende, som så jeg hende gennem mikroskop, forstørret og forvrænget, og jeg fik øje på detaljer, som ingen andre kunne se.”
Det er en frysende formulering: ”… og dengang kendte jeg hende”. Men det er kun et forvarsel om denne vitale nøglesætning, der kommer sent i romanen:
”Hun vendte ansigtet væk, og det var, som voksede hun ud af mig for anden gang. Jeg kunne ikke længere mærke, om hun var der, heller ikke selv om jeg kunne se hende og sad lige ved siden af hende, den umærkelige fornemmelse af hende var væk, som havde de strømførende forbindelser mellem os mistet deres spænding, og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at det var svært for mig at svigte og forlade hende, men det var det ikke, for hun havde allerede selv givet slip.”
Ja, hvis man ikke vidste bedre… Det lyder som en idiomatisk kliche, men viser sig at være en begavet romantitel. Der er nemlig altid noget, man ikke ved, når man tror, man ved det hele. Med andre ord: Vi fælder dom over hinanden uden at have grundlag for det. I dette tilfælde er spørgsmålet, hvem der svigter hvem, hvad datteren ved om moren, og hvad prisen er for frihed.
Romanen er skrevet som et omhyggeligt underspillet diskret drama. Med sin fine fortælleteknik og sit velmodulerede sprog suger Lotte Kirkeby læseren til sig, så man hele vejen – lidt over 200 sider, mere er ikke nødvendigt – følger brødkrummestien frem til kulminationen af den ældre kvindes tænksomme tilbageblik og sent opnåede erkendelse – og man indser, at erindring altid er en psykologisk rekonstruktion.
Lotte Kirkeby debuterede lovende med novellerne Jubilæum (2016), og med romanen De nærmeste (2019) indfriede hun forventningerne. Nu har hun skrevet et litterært fikserbillede, hvis vigtigste motiv, dobbeltportrættet af mor og datter, først træder frem med et overraskende penselstrøg til allersidst. Her griber forfatteren tilbage til en scene fra romanens begyndelse, hvor en lille pige, der bor i lejligheden ovenpå, stiller kvinden det spørgsmål, som er hele erindringsstrømmens udspring og ekko: ”Er du mor til nogen?”
Om fødsel og moderskab har jeg læste meget stærk litteratur de seneste år (Olga Ravn, Cecilie Lind, Julie Sten-Knudsen, Dy Plambeck, Maja Lucas, Hanne Højgaard Viemose), men det er romanerne om de modne mødre-døtre-relationer (Eva Tind, Vigdis Hjorth), der har sagt mig mest, og Hvis man ikke vidste bedre melder sig i koret med en ekstrem elegant stemme. Lotte Kirkeby hamrer en hegnspæl i jorden som en af vores dygtigste prosaister.