Weekendavisen den 8. januar 2022
Arkivfund. En urne med aske, en hårlok, bronzeafstøbninger af fod og hånd, en tegnebog og et rødt penneskaft. Georg Brandes’ jordiske rester m.m. er pludselig dukket op i et skab på Det Kgl. Bibliotek.
I oldgamle dage havde perserne et navn for den ø, vi i dag kender som Sri Lanka, nemlig Serendip. Der boede tre prinser, der ifølge et persisk eventyr, hele tiden gjorde spændende fund, selvom de slet ikke søgte. Eventyret blev nedskrevet i Indien i 1300-tallet, hvorfra det kom til Venedig i 1500-tallet, og derfra videre til England, hvor politikeren, historikeren og forfatteren Horace Walpole voksede op med historien.
Den 28. januar 1754 skrev han et brev til en slægtning, hvor han fortalte om et heldigt fund, han havde gjort. Han sammenlignede det med prinsernes opdagelser i The Three Princes of Serendip. Og til lejligheden konstruerede han et nyt ord (den slags havde han for vane, han fandt også på souvenir, malaria og nuance), nemlig serendipity.
Serendipitet betyder at finde uden at søge – som da Newton fik et modent æble i hovedet og opdagede tyngdekraften. Men det handler også om at følge sin intuition, for som en god definition lyder: Indsigt + erfaring + held + tilfældighed = serendipitet.
I november oplevede jeg en serie tilfælde af serendipitet, da jeg tilrettelagde en podcast til DR i anledning af 150-året for Georg Brandes forelæsninger om hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur. Han holdt sin første, legendariske forelæsning i auditorium 7 på Københavns Universitet, Vor Frue Plads, den 3. november 1871, og præcis halvandethundrede år senere begav jeg mig ud på en litterær sporjagt.
Jeg ville først opsøge auditoriet for at fange stedet ånd. Skuffet, men ikke overrasket, konstaterede jeg, at auditoriet i dag er forvandlet til kontorlokale for universitetets administration. Men før jeg vidste af det, havde en hjælpsom universitetsbetjent ført mig op på et loftsrum, hvor det, der ifølge overleveringen fra pedel til pedel, er Georg Brandes’ gamle talerstol fra dengang, nu står og samler støv. For mig er den slags støv tryllestøv.
Talerstolen, et gammelt træskrummel, er måske ikke nogen jordskælvende opdagelse, men den var dog et fint eksempel på, hvad man kan finde, når man leder med åbent sind, uden at vide, hvad man søger efter. Og så var den kun en forsmag på, den serendipitet, der ventede forude.
Den 12. november skulle vi optage en scene til podcastens sidste episode. Jeg havde valgt at tale med dr. phil. Pil Dahlerup, dels fordi hun kan sin Georg Brandes og er ekspert i det moderne gennembruds kvindelige forfattere, som jeg også interesserer mig for, og dels fordi hun bor i den gade, hvor han boede i 1871, Krystalgade.
Jeg havde overvejet flere forskellige steder til optagelsen, og til sidst valgte jeg Georg Brandes Arkivet på Det Kgl. Bibliotek, hvor jeg havde været engang for mange år siden sammen med forfatteren Jørgen Knudsen, der skrev en omfattende Georg Brandes-biografi i otte bind. Det viste sig at være et helt ekstremt heldigt valg.
Arkivet blev oprettet i 1912 som en gave til Georg Brandes, da han fyldte 70. En kreds af forfattere med Henri Nathansen og Henrik Pontoppidan i spidsen tog initiativet med Friederich Nietzsche-Arkivet i Weimar som forbillede. Det Kgl. Bibliotek var nybygget, kun seks år gammelt, og ville gerne stille plads til rådighed. Man valgte en del af rotunden ud mod bibliotekshaven, og aftalen var, at Georg Brandes i tiden efter skulle overdrage betydningsfulde breve og manuskripter og dele af sin bogsamling til arkivet.
Nutildags opbevares brevene og manuskripterne i syrefri æsker i Håndskriftsamlingen, men kgl. bygningsinspektør J. Magdahl Nielsens smukke indbyggede reol med bogskabe står her stadig, og i reolvæggens niche troner den tyske skulptør Max Klingers flotte Georg Brandes-buste, som Brandes selv donerede.
Publikum har ikke adgang til Georg Brandes Arkivet, men sammen med Sonny Ankjær Sahl, der er leder af Det Kgl. Biblioteks Specialsamlinger, fik Pil Dahlerup og jeg lov til at besøge rummet i rotunden og se nærmere på nogle af de bøger fra Georg Brandes’ private bibliotek, der nu står bag låste glaslåger. Vi legede med tanken om at vi pludselig ville finde et hidtil ukendt brev eller manuskript, men vidste godt, at det bare var fri fantasi.
Vi havde åbnet mange nittere med tomme hylder, men det var som om, at forventingen steg, jo færre låger der var tilbage. Pil, der aldrig før havde været i Georg Brandes Arkivet, pegede til sidst på en skabslåge, som hun mente, vi burde åbne. Og Pil ramte plet.
Hvad der viste sig, da Sonny åbnede den sidste skabslåge, vil jeg aldrig glemme: En hvid- og brunspættet urne, en håndafstøbning og en fodafstøbning, begge i grønsort bronze, et skrivesæt med blækhuse og et rødligt penneskaft, en lille receptkuvert med en kridhvid hårlok (på kuverten påskriften ‘Fars Haar 1924′), en tegnebog med lilla silkefor og et lille album med fotografier.
Med Sonnys tilladelse tog jeg forsigtigt urnen ud. Jeg sagde, at det måske var den urne, som havde rummet Georg Brandes aske, der efter hans eget ønske blev spredt for alle vinde ved Slesvigske Sten i Dyrehaven i 1927. Det bekræftede en håndskrevet seddel nede i urnen: ”Georg Brandes’ urne. Asken strøet ud ved Den Slesvigske Sten. Modtaget fra Georg Philipp 27.2. 1968”.
Sedlen var underskrevet af Kåre Olsen. Han var dengang førstebibliotekar og leder af håndskriftafdelingen, hvor han førte det, som Dansk Biografisk Leksikon kalder ”en systematisk og dynamisk accessionspolitik som resulterede i en meget stor tilvækst til samlingerne af en række betydningsfulde privatarkiver fra forfattere, videnskabsmænd, kunstnere og andre kulturpersonligheder.”
Under sedlen lå en æske fra en juvelerer i Missouri, USA. På paplåget stod præget: GERH. ECKHARDT. Jeweler. 213 North Sixth Street. ST. LOUIS, MO. Og med håndskrift på æskens låg: Georg Brandes’ aske.
Jeg spurgte straks Sonny, hvad det her mon var. Men han kendte ikke til det. Fuld af vantro lirkede vi æsken op. Den var fuld af aske. Fint, gulligt støv. Det lignede organisk gødning eller benmel. Georg Brandes’ jordiske rester! Tilsyneladende har familien i 1927 ikke spredt al asken i Dyrehaven, men beholdt noget af den nede i urnen, som så er blevet overdraget til Det Kgl. Bibliotek i 1968, da Georg Brandes’ datter Edith døde. Sammen med de øvrige effekter er urnen blevet stillet ind i skabet. Og glemt.
Da jeg kommer hjem efter radiooptagelsen, sender jeg en mail til Hans Hertel, professor emeritus og litterær sporjæger, og forklarer hvad Pil Dahlerup og jeg var stødt på i Georg Brandes Arkivet. I 1971 stod han i spidsen for universitets markering af 100-året for Georg Brandes forelæsninger, og jeg gad vide om han kender til urnen og de andre ting i skabet. Hans svarer:
”Det var interessante nyheder fra GB-arkivet. Hvad du dér har fundet, er tydeligvis nyt også for KB’s folk. Uanset hvad jeg selv har arbejdet med – og jeg lavede i 1968 et tv-program om Brandes – så har jeg ikke vidst noget om disse ting. Jeg interviewede Edith Philipp og mødte også barnebarnet Georg, og ingen røbede noget om nogen urne i familiens eje! Så dér kommer du med morsomme nyheder. Jeg bøjer mig for hvad du har fundet!”
Jeg tjekker en ny bog, Danske Forfatterarkiver, hvor Brandes-forskeren Per Dahl skriver om arkivets historie, men heller ikke her er der så meget som en antydning af urnen med askeæsken og skabets andre effekter.
Nogle uger senere vender jeg tilbage til Georg Brandes Arkivet sammen med Sonny Ankjær Sahl for at se nærmere på tingene en gang til. Han er egentlig ikke overrasket over, at biblioteket kan rumme den slags hemmeligheder, snarere tværtimod. Han siger, at det er helt i husets ånd at gemme på overraskelser. Hvad der findes i de såkaldte kapsler (to stykker karton med papirflapper og bindebånd) med breve, manuskripter m.m., viser sig først for alvor, når en forsker begynder at se nærmere på det.
Men hvad så med urnen, afstøbningerne og de andre effekter, der stammer fra Georg Brandes? Sonny har fundet ud af, at der den 21. juni 1968 blev skrevet et notat på Det Kgl. Bibliotek med opgørelse over værdierne i Georg Brandes arbejdsværelse, altså fire måneder efter overdragelsen af urnen. Det Kgl. Bibliotek gav et tilbud på bøger, manuskripter og breve, mens Nationalmuseet tog sig af møbler med henblik på en – aldrig realiseret – genetablering og udstilling af Georg Brandes arbejdsværelse. Hvorfor urnen m.m. havnede i skabet på Georg Brandes Arkivet, er endnu ikke opklaret. Men Sonny har et bud på, hvordan man har forholdt sig i 1968:
”Manuskripter og breve er det vigtigste. De her ting har været en slags støj. Hvad skal vi stille op med det, har man tænkt. Ind i skabet med det! Så går der 50 år, og så synes vi at det er vældig vigtigt, fordi det Georg Brandes skrev, var så uendelig betydningsfuldt. Og her har vi så det penneskaft, han skrev med, og blækhusene til hans lilla blæk. Det er magisk. Det giver ingen nye erkendelser, men det rummer en stor fascinationskraft.”
Paradoksalt nok var Georg Brandes selv imod oprettelsen af arkivet (i hvert fald indtil forfængeligheden tog over), for han ville ikke have at fremtidens litteraturhistorikere skulle ”snage”og ”sniffe” i hans gamle kærestebreve, og til Henri Nathansen sagde han, at han blev syg ved den blotte forestilling om, at hans hans liv og leben skulle ”opbevares og samles i skabe”.
Henri Nathansen kunne rapportere til Henrik Pontoppidan, at Georg Brandes havde afvist arkivet. Han brændte sine breve og manuskripter, sagde han. Men det var heldigvis kun koketteri. Til gengæld sørgede Georg Brandes for, at han selv blev brændt og spredt i Dyrehaven. Men hvad han ikke kunne vide, var, at noget af asken blev bevaret i urnen, og han dermed endte med at blive opbevaret i et skab side om side med sine bøger.
Det var svimlende at finde en smykkeæske med rester af den aske, som i 1927 blev spredt i Dyrehaven. Og at holde om det penneskaft, som Georg Brandes har skrevet sine bøger og breve med! Vi mærkede magien, Pil og Sonny og jeg. Og jeg, der aldrig har været stærk i det systematiske, men til gengæld har en god intuition, fik bekræftet, at Horace Walpole havde ret. Man skal lede med indsigt + erfaring + held + tilfældighed.
Men hvad skal der nu ske med urnen og de andre ting? Det skal Det Kgl. Biblioteks Bevaringsafdeling tage stilling til, siger Sonny Ankjær Sahl. Netop nu er biblioteket ved at forberede overflytning af arkivalier til et splinternyt magasin i den nybyggede bydel Vinge ved Frederikssund. Her får biblioteket 120 hyldekilometer at boltre sig på. Måske er det der, Georg Brandes bliver sat på depot?
Men inden da, synes jeg, bør urnen og asken, afstøbningerne af hånd og fod, penneskaftet og tegnebogen udstilles som biografiske erindringsstykker om Danmarkshistoriens måske største intellektuelle. Den 4. februar 2022 – på 180 årsdagen for Georg Brandes’ fødsel – kunne være en god anledning.
‘Det moderne sammenbrud’ 1-5 kan høres på dr.dk. eller via appen DR Lyd.