Weekendavisen den 18. februar 2022
Jalousi. Med tyve års forsinkelse får vi Vigdis Hjorths nyklassiske roman om altfortærende sortsyge på dansk.
Vigdis Hjorth: Hvis bare. Oversat af Karen Fastrup. Roman. 286 sider, 299,95 kr. Turbine.
Næppe før har jeg på én gang agtet en roman og foragtet dens karakterer så højt, som tilfældet er med norske Vigdis Hjorths Hvis bare – en klassisk nøglehulsroman med et råt for usødet indkik i et privatlivs kollaps.
Ida Heier, tredive år, gift, mor til to, er dramatiker og tidsskriftredaktør. Til et seminar møder hun Arnold Busk (lyder sjovt i danske ører, fordi vi jo har boghandlerkæden Arnold Busck), en ti år ældre, lille, spædlemmet og karseklippet professor og Brecht-oversætter.
De indleder et forhold, uden at Ida har dårlig samvittighed: ”Hun ender med at blive skilt alligevel, det har hun vidst længe. Hun vidste ikke, hvad der ville komme, hvad der var begyndt.”
Det, der er sat i bevægelse, er ustoppeligt. Ida og Arnold tiltrækker hinanden med grænseløs lidenskab, som en indfrielse af den fornemmelse, Ida har haft siden bardommen: at man mærker evnen til lidenskab, inden man mærker lidenskaben, at hun er i stand til at elske stærkt. Som Vigdis Hjorth formulerer det med ord hentet fra naturen og urinstinkterne (og med et skjult citat af den tyske 1700-talsfilosof F.W.J. Schelling): ”Ånden slumrer i stenen, drømmer i planten. Vågner i dyret, snart er hun et dyr.”
Ja, jeg skal love for, at Ida er et dyr. Gennem hele romanen følger vi den voldsomt brusende fysiske og mentale symbiose mellem Ida og Arnold, hvor den instinktive lidenskab overskyller al besindighed. De skiftevis tiltrækker og frastøder hinanden, først som hemmelige elskere, senere som par, men hele tiden på sammenbruddets rand, tæret op af modbydelig jalousi, men hele tiden forsonet af sex og druk.
Arnold er ikke alene dybt alkoholiseret, notorisk utro, sygeligt jaloux og barnligt selvoptaget, han er også patetisk og socialt pinlig. At Ida skulle elske ham, er ufatteligt. Og er der en ægte kærlighed mellem Ida og Arnold, er den som misbrugerens kærlighed til stoffet, usund og destruktiv. Forholdet accelererer til det ekstreme med Arnolds hærværksraseri og behov for seksuelle eksperimenter, grænseoverskridelser og ydmygelser, der til sidst ender med, at de bogstavelig talt pisser på hinanden.
Arnold og Ida er begge lidende, men hun er et større offer, end han er. Mod slutningen tænker Ida på Tove Ditlevsens forhold til Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen (Tove Ditlevsen bliver også citeret skjult i romanen, det sker tit hos Vigdis Hjorth). Tove havde planer om at skrive en bog om sit samliv med Victor, en begavet psykopat, den skulle hedde Kvinden, der fandt sig i alt.
Men er Ida en kvinde, der har fundet sig i alt? Ja, måske. Men hun er ikke mindst en praktiserende medmisbruger, også drikfældig, og i alt for lang tid parat til at dække over Arnolds druk og sociopatiske adfærd. Som det hedder i en af romanens iskolde diagnoser: ”… det er to ødelagte mennesker, som har mødt hinanden og ikke ved, hvad de gør, men som er nødt til at gøre det. Hvis nogen dengang havde fortalt hende, hvad der ville ske, ville hun ikke have troet på det.”
Vigdis Hjort er som forfatter i fuld kontrol, stilsikkert velskrivende og skånselsløs. Men Arnold og Ida er komplet umulige at holde af, og værre endnu: de er umulige at respektere. Og forfatteren er udmærket klar over det. Et sted skriver hun: ”De gør det igen. Udvider deres grænsesprængte verden. At forstå det helt er umuligt.”
Ja. Man skal sandsynligvis selv kende til den dybeste, altfortærende sortsyge for bare tilnærmelsesvis at forstå følelsesdrifterne i to så ucharmerende og irriterende mennesker som Ida og Arnold. Ellers står deres kærlighedstragedie tilbage som et mysterium, for er det mon hinanden de elsker, eller elsker de mere tanken om at være elsket udover afhængighedens grænse af den anden?
Hvis bare blæser sin læser bagover. Den udgiver sig for at være en passionsfortælling om voksne og kompetente menneskers endeløse kærlighed, men man skal ikke lade sig narre, det her er ikke en romantisk lidenskabsroman. Det er en modbydelig hærværksfortælling, en gemen druktragedie, der udvikler sig til en dybt ulykkelig parforholdsgyser om det store begærs allersorteste vrangside.
Til sidst en udgivelsesteknisk indvending: Hvis bare udkom i 2001. Det er derfor særdeles velkomment, at forlaget Turbine griber tilbage i Vigdis Hjorths forfatterskab, som efter de to vigtige romaner Arv og miljø og Er mor død har vundet mange læsere her i landet. Til gengæld er det kritisabelt, at man ikke tydeligt anfører, at romanen på ingen måde er en nyhed i forfatterskabet, men har over tyve år på bagen. Sådan en støtteoplysning ville kun være til gavn for læseren, der under alle omstændigheder vil få sig nogle sjove retroglimt af alle de præ-digitale postkort, breve og fastnettelefoner, der optræder i romanen, og som faktisk er altafgørende for de forståelseskløfter, Ida og Arnold styrter hinanden ned i. Havde akademikere og dramatikere virkelig ikke adgang til email og mobiltelefoner i Oslo og Trondheim i 2001?
Schwamm darüber, Vigdis Hjorths beske og brutale jalousidrama er af de mest betydningsfulde romaner i de seneste par tiårs norske samtidslitteratur, en inderligt ubehagelig nyklassiker om to uudholdelige menneskers sørgelige og brutale passionssammenbrud, skrevet med kompromisløs voldsomhed og bitter energiudfoldelse.