Weekendavisen den 25. februar 2022
Kommentar. Ruslands invasion af Ukraine udløser et behov for litterære vidnesbyrd fra både russiske og ukrainske forfattere.
I onsdags udsendte Moskva-afdelingen af den internationale forfatterorganisation PEN International en erklæring, som næppe var helt uden risiko: ”Vi, forfattere og journalister fra PEN Moskva, føler os taget som gidsler af de russiske myndigheders Ukraine-politik, og vi udtrykker vores dybeste bekymring over Ruslands anerkendelse af separatistområderne Lugansk og Donetsk som uafhængige stater, og over den politik, der løsriver dele af det ukrainske territorium.”
Videre i forfatternes kommuniké hed det, at Rusland fortsætter hvad landet påbegyndte med invasionen af Krim (2016), nemlig en genoplivning af Sovjetunionen med en række satellitstater omkring sig:
”Alle konflikter i disse områder har medført hundredevis af døde, tab af menneskelige relationer og ødelæggelser af folks ejendomme. Det har ført til enorme menneskelige katastrofer og kulturelle kriser, og det udgør en betragtelig trussel mod freden i Europa.”
Forfatterne sluttede af med at konstatere, at verden står på randen af en global tragedie med en ny konflikt i Europas hjerte, som vil medføre uoprettelige skader og koste hundredtusindvis af uskyldiges liv. Der kan ikke findes et demokratisk Rusland uden et uafhængigt Ukraine, skrev PEN Moskva: ”Vi siger NEJ til krig!”
Torsdag morgen vågnede vi så til nyheden om, at invasionen af Ukraine var begyndt. De russiske forfattere havde fuldkommen ret. Ikke at deres opråb var originalt, for hvem sagde ikke nej til krig, udover separatisterne og putinisterne? Men sådan er det altid med forfattere, når de mener noget om en ulmende konflikt. De mener altid det gode, det opbyggelige og det forventelige, for forfattere er humanister og pacifister per excellence.
Jeg har selv været medlem af PEN i en halv menneskealder, så jeg kender både rumlen og retorikken. Erklæringen er – ganske som de berettigede bekymringsbudskaber om for meget konflikt og for lidt humanisme, der af og til sendes ud til alverdens aviser med 40 førende franske filosoffer og andre internationale intellektuelles navnetræk under (fra Danmark: Jens Christian Grøndahl) – lige præcis forudsigelig, fordi den overholder en velkendt liturgi for, hvordan den slags anfægtede opråb skal være. Vigtigt. Korrekt. Og fuldkommen nyttesløst.
For os i den demokratiske verden, er der ingen risiko forbundet med at kritisere nationalisterne og de brutale undertrykkere. Men der er heller ikke meget at opnå. Forfattere kan skrive de rigtigste udtalelser fra nu af og til blækket løber tørt, men jeg tvivler på, at man nogensinde kan påvise noget resultat af nogen litterær erklæring, uanset hvor retfærdigt bekymret den er.
For forfattere og journalister i Rusland er sagen den, at de i bedste fald bliver ignoreret. I værste fald bliver de tvunget til tavshed som dissidenter eller ofre for systemets vold. Jeg tør slet ikke at tænke på, hvordan de mennesker har det, som har turdet udtrykke kritik af Putin.
For 22 år siden var jeg til PEN-kongres i netop Moskva, hvor den modige journalist Anna Politkovskaja fortalte om sine reportager fra krigen i Tjetjenien. Fem år senere blev hun likvideret. På samme kongres holdt Günter Grass hovedtalen. Han havde kort forinden modtaget Nobelprisen i litteratur, og nu talte han under overskriften Aldrig mere tavshed! om forfatternes engagement. Talen har jeg stadig (og i erindringen har jeg mindet om at spise spaghetti til natmad sammen med den store tysker og hans gode ven Niels Barfoed), og hvad han sagde dengang, er lige så relevant i dag:
”Den ny tid vil have os til at tro, at vi har lagt fortiden bag os. Men som forfattere, beskæftiger vi os ikke kun med samtiden, men også med den fortid, som altid har haft en evne til at indhente os: krige, folkemord, sult og inflation, ideologiernes magt og sammenbrud, alt det vender tilbage gennem forfatteres vidnesbyrd, ofte i modstrid til den officielle historieskrivning”.
Og så gennemgik Günter Grass en række forfattere, der alle har skrevet om krige og undertrykkelser, selvom om nogen forsøgte at nægte dem retten til at skrive: Uden Franz Werfels roman De 40 dage i Musa Dagh ville vi ikke have haft en overbevisende beskrivelse af det tyrkiske folkemord på armenierne under første verdenskrig. Uden George Orwells Hyldest til Catalonien ville vi ikke kunne læse om fascisternes overgreb på anarkister og kommunister under Den Spanske Borgerkrig. Uden Imre Kertesz og Primo Levi ville vi mangle vidnesbyrd om Auschwitz. Uden Pablo Neruda ville vi mangle indblik i Chiles diktatur…
Det hele er så indlysende nødvendigt – fra forfatternes erklæringer, kommunikeer og underskriftsamlinger til selve litteraturen. Og når præsidenten for PEN Ukraine, Andrey Kurkov, tilmed udsender en udtalelse, hvor han advarer imod fabrikationen af fake news, som vil påvirke ikke bare Europa, men hele verden, og appellerer til at medierne er ærlige og objektive, ja så sidder der jo ikke et eneste hår forkert i skilningen. Men intet af alt dette synes nogensinde at virke, uanset hvor tydeligt forfatterne siger nej til krig.
Næppe siden baronesse Bertha von Suttner udgav pacifistromanen Ned med våbnene! i 1889 har noget stykke litteratur haft gennemslagskraft nok til at afvæbne en opvigler eller til bare at få ham til at tænke sig om. Litteraturen skal søge en rolle, som den rent faktisk kan bære, og Ruslands invasion af Ukraine udløser et behov for litterære vidnesbyrd fra både russiske og ukrainske forfattere og andre, der kan skrive andet end forventelige paroler – og i modstrid til den officielle historieskrivning, som Günter Grass pegede på.
Belarussiske Svetlana Aleksijevitj viste vejen for forfattere, da hun skrev sine litterært-dokumentariske bøger, som retfærdigvis blev belønnet med Nobelprisen i litteratur, og for min skyld kunne hun også have fået fredsprisen oveni. Hun viste nemlig, hvordan litteraturen bedst kan arbejde i fredens tjeneste ved at aflægge vidnesbyrd. Når krigen bryder ud, deler forfatterne afmagten med diplomaterne. De kan ikke begrænse konflikterne. Men de kan belyse dem.