Weekendavisen den 18. marts 2022
Nobelprisen 2021. Abdulrazak Gurnahs roman består af to spor, der belyser variationer af begær og overlevelse.
Abdulrazak Gurnah: Paradis. På dansk ved Finn Holten Hansen. 280 sider, 249,95 kr. Gutkind.
I 1964 blev det arabiske sultanat på Zanzibar ud for Tanzanias kyst væltet ved en revolution, hvor den arabiske elite mistede magten til afrikanske oprørere. Blandt de flygtende var en 18-årig sort mand med yemenitisk baggrund, Abdulrazak Gurnah. Han fik opholdstilladelse i England, hvor han har boet lige siden.
I 2017 blev han pensioneret fra University of Kent, hvor han forskede i post-kolonial litteratur. Men den fiktionslitteratur, der skildrer det menneskelige vraggods, som bliver skyllet op på eksilets kyster, var ikke kun akademisk materiale for Abdulrazak Gurnah. Som ung var han selv begyndt at skrive om sin hjemlængsel og splittelsen mellem sprog og steder.
Sideløbende med sin forskerkarriere opbyggede han et forfatterskab, der ”kompromisløst og medfølende har gennemlyst kolonialismens virkninger og flygtningens skæbne i kløften mellem kulturer og kontinenter” – for nu at citere Det Svenske Akademis begrundelse for at placere Nobelprisen 2021 i favnen på Abdulrazak Gurnah.
Paradis (udkommet på engelsk i 1994 og på dansk allerede året efter, nu genudgivet i Lasse Skjold Bertelsens vellykkede revision af Finn Holten Hansens oversættelse) består af to spor, der belyser variationer af begær og overlevelse. Det ene spor emmer af en brutal voldsforventning. Det andet dufter længselsfuldt af svulmende planter og rislende bække bag en høj mur, et slags utopia af arabisk havekunst, dør om dør med hverdagens gebrækkeligheder.
Romanen foregår i tiden op til 1. verdenskrig, hvor briterne endnu ikke har sat sig på østafrika, der endnu kontrolleres af tyske besættere. I centrum står drengen Yusuf, der som 12-årig træder i tjeneste hos Aziz, der er storkøbmand. Hans hus ligger bag en vidunderlig muromkranset have, hvor hans syge hustru skjuler sig. Hun bliver tiltrukket af Yusuf, som er en meget smuk dreng, en slags uskyldig Tadzio. Men hvor der er paradis, er der naturligvis også syndefald og forvisning.
Aziz sætter Yusuf i lære hos den lidt ældre Khalil, der bestyrer butik og varelager, og gradvis begynder den sagtmodige dreng at forstå hvad der sker. Yusufs far har lånt penge af købmanden, og da han ikke kan betale sine afdrag, bliver Yusuf pantsat som gældsslave.
Med fatalistisk resignation træder Yusuf ind i den østafrikanske merkantile kultur, hvor storkøbmændenes handelskaravaner drager ind i landet på risikofyldte rejser efter elfenben og andre varer, som kan sælges videre ude ved kysten. På sådan en rejse indleder Aziz’ forhandlinger med en lokal sultan. Om natten har Yusuf svært ved at finde ro, han har mareridt om savlende hunde, og han føler sig tæt på grænsen for det ukendte. Så ankommer volden.
Som Yusuf er også læseren tæt på grænsen for det ukendte. Det skal ikke forstås metafysisk, og der er ingen grund til at forfalde til unødigt eksotiserende afrikanismer om mørkets hjerte. Det ukendte udspringer af den påtvungne hjemløshed, voldens virkelighed og dagdrømmen om paradiset.
At Nobelprisen tildeltes en forfatter med afrikanske rødder var i sig selv ikke dybt overraskende i en tid, hvor den post-koloniale bevidsthed er i vækst. Svenskerne tog bare fusen på alle, der havde Salman Rushdie og Ngugi wa Thiong’o som topkandidater. Men Abdulrazak Gurnah – som har forsket i netop de to forfatterskaber – et selv et levende bevis på kulturelt patchwork. Hans akademiske dannelse er britisk, og han skriver sine romaner på engelsk, selvom hans modersmål er swahili og hans litterære scene er østafrikansk.
Abdulrazak Gurnah spænder sin symbolklare, elegante og markante roman ud mellem realisme og drøm, og da han forstår både antydningens og tvetydighedens kunst, efterlader han sin læser med en frodig splittelse, der spejler gældsslaven Yusufs exit, og vi forlader ham bedst som han for første gang mærker rædslen over sin egen forladthed.