Weekendavisen den 22. april 2022
Essay. Der hvor en belejret by ligger, opstår uvægerligt et katastrofelandskab, både et geografisk og et tragisk, og i dette landskabs sortsvedne sprækker vokser poesien frem.
Siden oldtiden har belejringen og den målbevidste udsultning af en bys befolkning spillet en rolle i krigshistorien – og dermed i litteraturhistorien. Den hellenske belejring af Troja kender vi fra Illiaden og Odysseen. Til gengæld er verdenshistoriens længste belejring – da 80.000 tyrkiske soldater i midten af 1600-tallet omringede en veneziansk garnison på Kreta gennem 21 år – aldrig blevet grundfæstet i litteraturen.
Min interesse for belejrede byer stammer fra Balkankrigene i 90’erne. To gange besøgte jeg Sarajevo, hovedstaden i Bosnien, og jeg husker en fornemmelse af stolthed og angst, både byens og min egen.
Dengang skrev jeg om en sær, nærmest andægtig stemning i en stille by, hvor vi kun en sjælden gang kunne høre granaternes glidende bånd i det fjerne:
”Jeg føler en tvetydig ophidselse, der både rummer stolthed og skam. Jeg er stolt over at være i den belejrede by, hvis navn i Europa rummer samme mytologiske storhed som Troja. Men jeg skammer mig over at være her på besøg. Jeg ved ikke hvornår og hvordan, jeg skal forlade Sarajevo, men jeg ved, at jeg ikke skal leve med de belejredes lidelser ind i en uvis fremtid. Det er som om jeg søger min egen syndsforladelse, og som om min synd er, at jeg ikke er borger i denne by.”
I dag husker jeg ikke at jeg skammede mig, og spørgsmålet er hvor dybt skammen stak. Jeg husker mest kraterspor af bombenedslag i byens gader – Sarajevos roser, kaldte man dem – og skallen af det udbrændte nationalbibliotek ved Miljaca-floden, hvor jeg gik rundt i ruinernes katakomberagtige klamhed. Bogbålet var for længst brændt ud, men folk fortalte om de brændte bøgers aske, der fløj gennem luften, mens byens borgere prøvede at evakuere mest muligt at bogsamlingen. Murskallen stod stadig tilbage, som kraniet fra et afhugget hoved.
Jeg ved at jeg fandt en vis tilfredsstillelse i min egen medfølelse. Man kan jo godt lide at lide lidt på andres vegne, og den belejrede by optog mig, fordi dens skæbne var brutal og ond – og mytologisk forankret i både krigshistorien og litteraturhistorien.
Der var noget intellektuelt over belejringen. Den franske filosof Bernard-Henri Levy rejste til fronten i kridhvid skjorte med dyb dekollatage, og den amerikanske forfatter og kulturkritiker Susan Sontag iscenesatte Vi venter på Godot på Sarajevos nationalscene, mens granaterne væltede ned over byen. Senere bebrejdede Susan Sontag Bernhard Henri-Levy for at æstetisere krigen i en speak til en dokumentarfilm og for at rejse til Sarajevo på kulturel safari for at pleje sit eget navn og rygte.
Gjorde hun ikke det samme selv? Og hvad med Joseph Brodsky, der skrev en klagesang for Bosnien? Dengang lå – som nu – forfatternes og filosoffernes slagmarker i avisernes spalter. Det er ikke som under den spanske borgerkrig, hvor digtere greb til våben og rejste til fronten for at bekæmpe fascismen. Spørgsmålet er vel, hvad kunstnerisk og intellektuelt engagement i de andres krig egentlig kan være, andet end en fribillet?
Siden den russiske belejring af den ulykkelige ukrainske by Mariupol begyndte den 2. marts i år, har jeg haft en besættende betydningsfuld bog liggende åben på mit bord. Det er den polske digter Zbigniew Herberts Rapport fra den belejrede by, hvis titeldigt sandsynligvis skrevet med nazisternes belejring af Leningrad i erindring, men først så sent som 1982.
Forfatteren døde i 1998, og jeg forestiller mig, at han under belejringen af Sarajevo genlæste sit eget digt, der er udformet som en gammel krønikeskrivers beretning. Han er for gammel til at deltage i selve forsvaret af byen, og er henvist til at nedfælde dens historie, og trods tidsfornemmelsestab, skriver han om hengivenhed for stederne, for ”hvis vi mister ruinerne er der intet tilbage” (her i Janina Katz’ og Uffe Harders oversættelse):
jeg skriver så godt jeg kan i takt med de talløse uger
mandag: magasinerne tomme en rotte er blevet et betalingsmiddel
tirsdag: borgmesteren myrdet af ukendte gerningsmænd
onsdag: man drøfter våbenhvile fjenden har interneret de deputerede vi kender ikke deres opholds- det vil sige deres tortursteder
torsdag: efter et stormende møde har et flertal af stemmer forkastet kolonialhandlerens forslag om en ubetinget kapitulation
fredag: pesten begynder at rase lørdag: den ubøjelige stridsmand N.N. Har begået selvmord søndag: der er ikke mere vand vi har slået et stormangreb på østporten kaldet Pagtens Port tilbage
Efter endnu en af de talløse, håbløse uger i den belejrede by kan den gamle mand konstatere, at byens børn ikke kan lide eventyr. Krigen har opdrættet en ny slags børn, noterer han:
de leger en at-slå-ihjel-leg om dagen og om natten drømmer de om suppe brød og knogler fuldstændig som hunde og katte
Og så lader Zbigniew Herbert sin krønikeskriver slå ud i en resigneret, men indædt forbitrelse, der minder mig om Volodymyr Zelenskys, da han afviste et amerikansk tilbud om evakuering med ordene: ”Jeg har brug for ammunition, ikke et lift” (rent bortset fra, at jeg har læst i Washington Post, at det berømte citat aldrig er blevet bekræftet, men kun genfortalt på andenhånd, hvorfra det spredte sig i verdenspressen, måske er det en del af krigens mytologi):
om aftenen befriet for kendsgerninger kan jeg tænke
på de gamle fjerne sager for eksempel på vores
forbundsfæller bag havet jeg ved at de føler oprigtigt med os
sender mel sække med opmuntring fedt og gode råd
de ved ikke engang at vi er blevet forrådt af deres fædre
vores forhenværende allierede fra den anden Apokalypses tid
sønnerne er uskyldige de har fortjent vores taknemmelighed altså er vi taknemmelige
de har aldrig oplevet en belejring så lang som en evighed
de der bliver ramt af ulykke er altid alene
Digtet slutter i en stoisk stemning, nærmest trodsig, som altid minder mig om Sarajevo, og som jeg de seneste måneder har læst og genlæst igen og igen med den brutale belejring af Mariupol i tankerne:
kirkegårdene vokser forsvarernes antal bliver mindre og mindre
men forsvaret varer ved og vil vare ved til det sidste
og hvis Byen falder og kun én bliver reddet
vil han bære Byen i sig på forvisningens veje
han vil være Byen
vi står ansigt til ansigt med hungeren med ilden med døden
og værst af alt – ansigt til ansigt med forræderiet
kun vores drømme er ikke blevet ydmygede
Den navnløse by i Zbigniew Herberts rapport er en lyrisk syntese af alle krigsomringede byer til alle tider, hvad enten det handler om korsfarertiden, som skildret i José Saramagos Historien om Lissabons belejring og Anne-Cathrine Riebnitzkys Vindens port, eller om belejringer i vores egne gader.
Når Zbigniew Herbert digter om en rotte som betalingsmiddel, tænker jeg på, hvad jeg har læst i en historisk skildring af udsultningen af København under Grevens fejde i 1536, hvor prisen på mel med lynets hast steg til det hundredtyvedobbelte. Og: ”I begyndelsen af juni gav man otte skilling for en død krage”. Man slagtede byens udsultede hunde og katte og åd deres magre kød.
I september 1807 var København offer for historiens første terrorbombardement mod en civilbefolkning, da engelske fra krigsskibe i Øresund hældte brandbomber og granater ind over København for at sikre sig imod dansk tilslutning til Frankrig under Napoleonskrigene.
Både B.S. Ingemann og St. St. Blicher var til stede som unge rekrutter, og begge blev boligløse, fordi deres logier blev bombet i stykker. Men de skrev ikke meget om det. Til gengæld er et brev fra Adam Øhlenschlægers søster Sophie, der var gift med A.S. Ørsted, et stærkt vidnesbyrd om de civiles flugt fra den belejrede by:
”Den første Nat, da Kiøbenhavn blev bombarderet, tilbragte vi paa Vestergade i vore Værelser i den største Livsfare; der regnede Bomber, og rundt omkring sloge de ned; der brændte adskillige Gaarde i Nærheden af vor Bopæl, men den gode Gud bevarede os. Dagen efter forlode vi Huset, og flyttede herud paa Christianshavn. Den paafølgende Nat var Angrebet endnu stærkere, og varede til anden Dags Middag. Der sloge da ogsaa Bomber ned i vort Logie paa Vestergade, og i det Værelse, hvori vi havde opholdt os, og som vi havde søgt at sikkre, ved at lade lægge paa Loftet en Alen høit Hestegiødning blev Loftet knust, og Vinduerne slagne ud; vare vi blevne, vare vi blevne lemlæstede eller dræbte. Tredie Nat var Bombardementet uendelig meget stærkere, og da brændte Frue Kirke, Tømmerpladsen og en stor Deel af Byen.”
Sophie Ørsted fortæller om en gyselig nat med en angstfuld forventning, og hun slutter i et udbrud: ”O, du gode Gud! Hvad det er og bliver for en evig Jammer!”
Der hvor en belejret by ligger, opstår uvægerligt et katastrofelandskab, både et geografisk og et tragisk, og i dette landskabs sortsvedne sprækker vokser poesien frem.
Gennem 872 smertelige dage mellem 1941 og 1944 blev Leningrads 2,5 millioner indbyggere holdt belejret af nazisterne, der ville sulte byen ihjel. En af byens egne døtre, digteren Anna Akhmatova, oplevede første fase af belejringen, inden hun slap ud. Hun gengav sine indtryk i et digt (her på dansk ved Mette Dalsgaard):
Dødens fugle sværmer i zenit
Leningrad ligger værgeløst ene.
Endnu ånder den svagt, vær stille,
Leningrad lever og hører det hele:
Sine sovende sønners stønnen
Nede fra bunden af Østersøen,
Råbet om ”Brød!” fra folkevrimlen
Stige op mod den syvende himmel
Men nådesløs er jordbunden her,
Alle ruder har dødens skær.
Det er netop det værgeløse og det nådesløse, som Anna Akhmatova digter om, der karakteriserer den belejrede by. Ofrene er altid værgeløse, belejrerne er altid nådesløse. Isolationsterroren, afbrydningen af forsyningsveje og flugtveje, udsultningen af sagesløse civile. Det er en krigskynisme, der gjaldt Troja i oldtiden, som gjaldt Leningrad i 1940’erne og Sarajevo i 1990’erne, som gjaldt i Mosul og andre syriske byer gennem de senere år, og som det gælder Mariupol i disse dage, uger, gud ved hvor længe.
Der hviler et bizar skæbneskønhed over en belejret by og dens befolkning. Det samme gælder for coronakontaminerende Shanghaj, hvor 25 millioner mennesker netop nu lever i desperation under myndighedernes forsegling. Imens skutter vi os ved udsigten til stigende priser på brød og benzin. Brød og benzin tør de end ikke drømme om i byer, hvor en rotte er blevet et betalingsmiddel.
I september 1941 holdt Anna Akhmatova en radiotale til Leningrads borgere fra et studie i byen, der havde været under nazistisk belejring i en måned, og endnu var forskånet for en vide om, hvad der ventede. Hun hyldede ikke mindst byens kvinder for deres patriotiske og heltemod. En by med kvinder af deres støbning kan ikke besejres, sagde hun: ”Vi leningradere lider under hårde og farlige tider, men vi ved at hele landet og alle dets indbyggere er med os. Vi mærker deres oprør over den situation, vi er i, deres kærlighed, deres vilje til at hjælpe og støtte os. Vi takker dem og vi lover at vi vil være standhaftige og aldrig miste mode.”
Der er gået godt 80 år. Nu er russerne ikke de belejrede, men belejrerne, og det Anna Akhmatova sagde om leningraderne, kan en ukrainsk digter måske i dag sige om mariupolerne. Eller måske ikke. På en britisk poesiside læser jeg et digt af Ute Kelly, der er lektor i fredsstudier på University of Bredford. Hun begyndte først at skrive lyrik under lockdown, står der. Men hendes digt er interessant. Det handler om helte. Eller snarere om ikke at være helte. En stemme siger, at hun ikke har styrken til at dele, og det har hendes mine naboer heller ikke. Vores ansigter er for virkelige til at være ærefulde, står der.
Ute Kelly bemærker i en note, at digtet er inspireret af et Channel 4-interview med flygtninge fra Mariupol, hvor en kvinde gik i rette med med den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky, der havde kaldt byens indbyggere for helte. Nej, sagde hun, vi er ikke helte, jeg har set mennesker, der ikke ville dele, og ikke ville hjælpe.
I godt to måneder har Mariupol nu været under russisk beskydning og belejring, og jeg læser at russerne er ved at nå deres mål om at udslette byen og etablere en landfast korridor til Krim. De tilbageværende civile lider under manglen på mad, vand og varme.
Mariupol er både døende og trodsig, fysisk udmarvet af belejringen, måske også moralsk, hvad kan vi vide? Vi kan vide, at skønt afskåret fra omverdenen, findes byen allerede i litteraturen, for Zbigniew Herbert digtede om alle belejrede byer, både dem, han kendte fra historien, og dem, der måtte komme. En dag vil også Mariupol finde sin helt egen, retfærdige og tragiske plads i poesien – for hvis Byen falder og kun én bliver reddet, vil han bære Byen i sig på forvisningens veje, han vil være Byen.