Weekendavisen den 29. april 2022
Autokonfrontation. Jeg har sjældent, måske aldrig, været udsat for så effektiv en forførelse og så hård en forskrækkelse. Svenske Alex Schulmans romaner om vredens destruktiv drivkraft er fremragende.
Alex Schulman: Brænd alle mine breve. 270 sider, 249,95 kr. / Glem mig. 240 sider, 249.95 kr. / Overleverne. 288 sider, 249,95 kr. På dansk ved Charlotte A.E. Glahn. Lindhardt og Ringhof.
Alex Schulman – kendt svensk mediepersonlighed, journalist, podcaster og forfatter – har med tre autofiktive dokumentarromaner slået benene væk under mig. Sjældent har jeg læst noget i denne genre, som har bundet min opmærksomhed og interesse så intenst.
Det begynder med, at Alex Schulman indser, at hans vrede er blevet et problem for ham selv og hans omgivelser. Han skræmmer sin kæreste, hans børn bliver bange for ham. Men hvorfor er han så vred? Vreden er nedarvet, mener han, men hvor er dens grundfjeld?
Der er rod i kronologien på dansk: Glem mig udkom på svensk i 2016 og på dansk i 2021. Overleverne udkom på svensk i 2020 og på dansk samme år. Den aktuelle udgivelse Brænd alle mine breve er fra 2018.
Det er altså Overleverne, den seneste af de tre bøger, der kom først til danske læsere. Romanerne er vist ikke tænkt som en trilogi, men de fungerer aldeles fremragende som en helhed, ja faktisk er det lidt af en foræring, at vi får Brænd alle mine breve som kulminationen i stedet for begyndelsen. Som en lyskaster, der illuminerer fortiden og forklarer nutiden, er bogen slet og ret genial.
Vi skal, naturligvis, tilbage til barndommen. I 1970’erne og 80’erne vokser Alex op sammen med sine to brødre. Faren er tv-producer, moren er journalist af fag, men arbejder som informationschef (i sin velmagtsdage var hun vist en kendt tv-vært, ikke at det fremgår af romanerne), og ægteskabet er langt fra lykkeligt. Men én ting binder forældrene sammen: sprut. Og de tre sønner lærer, hvordan man dækker over forældrenes druk.
Moren, Lisette Schulman, er altafgørende. Hun er datter af en berømt far, forfatteren Sven Stolpe, en katolsk, kulturkonservativ stivstikker af en stridsmand, der skrev bøger i alle genrer og var en dominerende skikkelse i den svenske kulturdebat gennem flere årtier.
Derhjemme er Sven en tyran, og da Lisette præsenterer forældrene for en kæreste, vender han dem ryggen. Da hun dagen efter møder op på gymnasiet, ser hun sedler på vægge og skabe: Lisette Stolpe er en luder. Hun bliver naturligvis forfærdet, men da sagen bliver opklaret, tager forfærdelsen kun til. Sedlerne er skrevet og sat op af hendes egen far, der er lektor på samme gymnasium.
Hvilken mand kan gøre den slags? Det kan en mand, hvis selvretfærdige moral er så snæver, dyb og formuldet, at der ikke levnes råderum til andre mennesker. Sven Stolpe tager ingen gidsler og skåner ingen, når han går til angreb. Han ligger i konstante fejder med sine modstandere, han skælder og smælder, nedgør og ydmyger, skriver med frygtløs vid og sarkasme. Der findes ingen korte uoverensstemmelser, kun livslang strid. Han tilgiver aldrig, helmer ikke, stræber kun efter at tilintetgøre.
Man skulle tro at Sven Stolpe var tidehvervsk: Gud er alt, jeg er intet – og du er en idiot! Men én ting er jo, hvad han skriver om sine modstandere på kulturslagmarken, og at han i ét væk opsiger venskaber i rasende breve. Noget andet er, at han hænger sin datter ud som en luder og latterliggør sin egen søns debutdigte, ja han udstøder og afskediger sine egne børn. Han ser nok sig som en patriark, der styrer sin familie med jerndisciplin. Men han er en dæmon, en djævel. Alex Schulman siger, at hans morfar var drevet af ”en mørk energi”. Men hvorfor?
Det begynder i 1932. Den 27-årige Sven Stolpe og hans 25-årige hustru opholder sig på en kristen stiftelse i Sigtuna. Han sidder på sit arbejdsværelse og skriver romaner og skuespil i et rasende tempo, mens Karin, der er velbevandret i seks fremmedsprog, oversætter romaner.
Og så ankommer en ny gæst på stiftelsen, en 21-årig studerende og digterspire, der ikke kan afgøre, om han skal følge sine digterdømme, gå den akademiske vej eller måske blive publicist. Årene vil vise, at han magter det hele.
Olof Lagercrantz hedder han, senere kendt som et litterært fyrtårn i Sverige, en på én gang højborgerlig og kulturradikal elegantier med butterfly, der skulle få en imponerende karriere som litterat med et forfatterskab om Den guddommelige komedie, Mørkets hjerte og Ulysses og som legendarisk kulturredaktør og chefredaktør på Dagens Nyheter (og i øvrigt far til David Lagercrantz).
Ved at nærstudere dagbøger og breve fra Sven Stolpe og Olof Lagercrantz afdækker Alex Schulman et skæbnesvangert trekantsdrama. Olof og Karin forelsker sig, og ikke kun platonisk, og da Sven indser utroskabet, ved han, at hans følelsesliv har nået et tidligt slutpunkt. Han viser Karin at han har en revolver, og han forsikrer hende om, at han er klar til at skyde Olof, hende og sig selv.
Sven Stolpe ejer ikke tilgivelsens nådegave, og hans bastante religionsopfattelse udpeger kvinden – hans hustru – som synderen, fristeren, skøgen. Den skilsmisse, hun gerne vil have, vil han ikke give hende, og hans beslutninger kan ikke ankes til nogen instans. Sven dømmer Karin og sig selv til et bundulykkeligt ægteskab – og Olof Lagercrantz bliver udpeget som en dødsfjende for livet.
I kulturdebatten har man altid set de to forfattere som naturlige rivaler, hinandens ideologiske modsætninger, og først med Alex Schulmans afdækning, står det klart, at kamphanerne egentlig sloges på grund af Karin.
Det slår mig, at Sven Stolpe og Olof Lagercrantz var hinandens spejlånder. Begge var intellektuelle litterater, begge søgte et religiøst ståsted (Sven blev senere reaktionær katolik, mens Olof blev kulturradikal), og begge led af tuberkulose. Opkomlingen Olof er altså ikke alene en erotisk udfordrer, han gør også Sven rangen stridig når det handler om at være ung, bleg og begavet.
I sin dagbog skriver Sven Stolpe med martyrens uforglemmelig forurettelse: ”Jeg har været udsat for et seksuelt attentat”. Og Alex Schulman gør en dybt interessant iagttagelse, da han besværer sig med at læse sin morfars store skønlitterære forfatterskab: alle romanerne handler om svigefulde kvinder.
Brænd alle mine breve er en komplet bog (som i øvrigt får premiere som film til september med Bill Skarsgård som Sven, Asta Kamma August som Karin og Gustav Lindh som Olof). Som dobbeltportræt af kamphanerne Stolpe og Lagercrantz er den kulturhistorisk interessant i sig selv. Som ægteskabsskildring er den sorgfuld. Og som Alex Schulmans dissektion af familiens fortrædsfortælling er den en reel opklaring: hans vrede, og hans mor alkoholisme, stammer fra den uforsonlige, arrige, truende, selvhævdende og brutale Sven Stolpe.
Alex Schulmans bøger hører – som det fremgår – til i den store nordiske autofiktion. Her er forholdet mellem forfatter og læser baseret på en blanding af tillid og tvivl, og jeg skal ikke kunne sige, i hvilket omfang det autentiske viger for ren fiktion, om overhovedet. Men iscenesættelser og (re)konstruktioner er de jo altid tale om. Hans litterære metode er på ingen måde nybrydende, men den er helt suverænt udført. Erindring, terapi, research, arkivfund, dokumentarisme, fiktionalisering – tilsammen udgør det en særdeles vellykket autokonfrontation.
Alex Schulman har en formidabel sans for de begivenheder, der har lejret sig som fortrængninger i familien. At Sven Stolpe altid har lidt af tuberkulose, er almindelig kendt, og også at han oven i købet mistede den ene lunge efter en voldsom bilulykke i 1932. Den ulykke talte han tit om, både privat og offentligt. Hvad der imidlertid ikke har været kendt før, er at hans kone var med i bilen, og at hun blev endnu hårdere kvæstet. Men Sven ignorerede og censurerede Karin ud af fortællingen. Og Alex Schulman indser, at bilulykken sandsynligvis var Svens forsøg på slå Karin og sig selv ihjel, efter at hun og Olaf havde udsat ham for det seksuelle attentat.
I Glem mig kom Alex Schulman for første gang på sporet af familiens forkvaklethed. I Brænd alle mine breve fortsætter afdækningen af tabuer og traumer. Og i Overleverne kulminerer det hele med en en mørk og storartet dybde, da de tre voksne sønner tager til familiens ødegård for at sprede morens aske. Her folder en række konfliktfyldte barndomserindringer sig ud:
En sommer havde de tre brødre sammen med familiens lille hund forvildet sig ind på en transformaterstation i skoven. Her opstod en ulykke, hvor hunden mistede livet. De husker det alle som en stor sorg for moren, der var tæt knyttet til hunden. Da Alex (eller Benjamin, som romanpersonen hedder) som voksen er i terapi for at lære sin egen vrede at kende og forstå morens deroute i druk, fortæller han terapeuten om ulykken. Og så siger jeg ikke, hvad der følger. Men jeg har sjældent, måske aldrig, været udsat for så hård en forskrækkelse.
De tre romaner er på én gang uafhængige og inderligt forbundne – fuldkommen som de mennesker, de beskriver. Alex Schulman har med sin undersøgelse af vredens destruktiv drivkraft afdækket, hvordan en identitet opstår gennem løsrivelse fra psykologiske bindinger. Det er både smerteligt, frigørende og litterært fremragende.