Essay. Det er ikke kun hjælperen, der hjælper den hjælpeløse. Det er også den hjælpeløse, der hjælper hjælperen.
For syv år siden skrev jeg en bog om den humanitære krise i Middelhavet, og som et tankeeksperiment opfandt jeg et nyhedstelegram fra en nær fremtid: ”Siden Ruslands troppeinvasion i Estland, Letland og Litauen er ca. 170.000 bådflygtninge ankommet til Bornholm.”
Balterne var flygtet, skrev jeg mig, ”efter at Vladimir Putins krig i Ukraine havde spredt sig”. Jeg var tydeligvis inspireret af den nye konflikt mellem den ukrainske regering og russiske seperatister i Donbas, og telegrammet fremdaterede jeg til den 1. marts 2020. Datoen er vilkårligt valgt, læg gerne fem år til, skrev jeg.
I det strategiske risikospil om Europas nære fremtid overså jeg imidlertid at der ville være en altafgørende mellemregning inden balternes sad i bådene, nemlig en masseflugt fra Ukraine. Men da jeg skrev nyhedstelegrammet fra fremtiden, kæntrede flygtningebådene i Middelhavet, og Europa vred hænder og hjerner for at skubbe flygtningene væk fra vores ydre grænser, og min pointe var, at vi – altså det danske samfund – ville stå sammen om at løse opgaven, hvis vores baltiske naboer blev drevet på flugt af Rusland.
For at tilføje et skær af autenticitet til nyhedstelegrammet bad jeg Bornholms daværende borgmester Winni Grosbøll om et citat. Hun gik med på tankelegen og svarede: ”Vi løfter naturligvis vores ansvar her på Bornholm. Man kan ikke andet, hverken som menneske eller som samfund, når folk er på flugt og banker på ens dør. Men i en situation af en sådan karakter, hvor mange, mange tusinde mennesker kommer hertil, kan en lille ø som Bornholm, eller et lille land som Danmark, ikke løfte opgaven selv. Det er her internationale samfund og EU skal vise, hvad samarbejdet kan.”
Winni Grosbølls svar udtrykte både et oprigtigt håb og en ægte vurdering af danskernes hjælpevilje. Hun var på sporet af noget, nøjagtig som jeg havde håbet og forventet. Dengang kom der i alt halvanden million krigsflygtninge fra Syrien og flygtninge og migranter fra Afrika og Mellemøsten til Europa – på to år. EU og omegn gjorde alt, hvad der stod i deres magt, og det var ikke så lidt, for at holde de fremmede ude. Til sammenligning flygtede op mod fire millioner ud af Ukraine – på fire uger. Og hjælpeviljen var grænseløs. Bogstavelig talt.
Jeg tænker på et teaterstykke, som jeg midt under flygtningekrisen i 2015 så i en ramponeret lagerhal et sted i Kødbyen. Cecilie Ullerup Schmidt, der dels er performancekunstner, dels forsker i performanceteori, og hendes mand, Andreas Liebmann, der er schweizisk performer, fortalte i en blanding af sang og recitation – inspireret af en middelalderlig dansk ballade, Kongebørnene – om en rejse til Sicilien sammen med parrets to børn. Exodus, hedder stykket, som 2. Mosebogs skildring af israelitternes udvandring fra Ægypten.
Familien vil stå ansigt til ansigt med de migranter, der kommer over Middelhavet, de vil møde de nye europæere og byde dem velkommen, hjælpe dem. Det er vigtigt for ægteparret at konfrontere sig selv med virkeligheden og gøre en indsats for nogle af alle de ulykkelige skæbner, de har set i fjernsynets reportager fra Middelhavet.
De er altså grebet af den samme hjælpevilje, som i februar og marts drev mange danskere til at udruste deres egne redningsmissioner og sætte kursen sydpå for at hente ukrainske krigsflygtninge. Men desværre bliver parrets bagage væk undervejs – og datteren stikker sig på en kaktus. Familien må lide for at få lov at være gode.
I en prolog synger Andreas Liebmann et eventyr fra en fjern kyst. I bjerglandskaber langt fra strandene lå et forfaldent hus, Mondo Nuevo. Et sted fuld af brændende tanker om fortid og fremtid, som folk kom til, først med båd, så vandrende, for at synge, spise og sove. For længe siden kom en familie fra nord for at finde dette hus og konfrontere sin egen frygt. Den rejsende møder både handlende og røvere, og på strandene ser de et lig:
”Nu, kære publikum, følg med denne familie, lad os kalde dem Königskinder, King’s Children, Kongebørn, på deres rejse: Til deres egne hjerters mørke, til gribbene ved deres grænser, til spøgelserne i deres dale, til deres nationers hastværk, til deres håbefulde tanker, for at undersøge rygterne om invasionen, der truer vores velfærd og fremtid, de vilde og forvildede rejsende. Familien, faren, moren, det lille barn, ledte efter årsagerne til de rygter, der forgifter vores tanker og deres land med frygt.”
Familien kører af sted mod en flygtningelejr, der huser 5.000 mennesker. Men hvor ligger den egentlig? Den er ikke at finde på kortet. Nej, Andreas og Cecilie ved nemlig ikke, at Siciliens store asyllejr er indrettet i en hel lille by, der tidligere blev benyttet som bolig for amerikanske soldater, der arbejdede på øens forhenværende flybase, og derfor er dens beliggenhed holdt hemmelig på almindelige vejkort. Jeg har selv ledt efter den lejr på en reportagetur. Vi fandt den, men i princippet er den usynlig.
Familien spørger sig for hos de lokale: ”Where are the migrants?” Dette er – som omkvædet siger i en uafbrudt repetition – ”The tales of the new Europeans”. Men hvem er de nye europæere egentlig: Er det migranterne fra den anden side af havet? Eller er det måske disse dansk-schweiziske performere?
Efter megen møje og besvær lykkes det at få adgang til et modtagecenter oppe i bjergene, Monde Nuevo, Den Ny Verden. Her møder kunstnerne ni mænd fra Nigeria. Andreas og Cecilie forklarer, at de hverken er aktivister eller fra FN, men at de er kommet, fordi de gennem gerne vil udveksle sange og fortælle historien om ”de nye europæere”. Det er, siger de, en antropologisk metode. Den danske kvinde synger derefter Solen er så rød, mor, hvorefter nigerianeren Paul kvitterer med en sang af det irske boyband Westlife, inden han fortæller om flugten fra den islamistiske terrorgruppe Boko Haram.
Patrick synger en kristen sang fra kirken i Lagos, og forklarer, at han er ekspert i bæredygtig opvarmning af huse. Han vil tilbyde sine evner i Europa, hvor hans drøm er at arbejde sammen med frie mænd.
Collins’ drøm er at være en kaffebønne. De er nemlig velkomne alle steder og har ikke brug for et pas. Ventetiden er heller ikke lang, siger han, før kaffebønnen bliver kværnet, og derfor er dens lidelseshistorie kort, og den behøver ikke at spilde tiden på at håbe.
Så fortæller Andreas, at der var et bordtennisbord på modtagecenteret, og nigerianeren Pleasure spurgte, om han ville spille. Pleasure betyder jo ‘glæde’ og ‘begejstring’, og det var netop for at skabe lidt glæde, at de havde opsøgt flygtningene, så hvad kunne være bedre end en bordtenniskamp?
Problemet er bare, at Andreas faktisk er ret god til bordtennis, og på kort tid vinder han første serveparti. Men han er jo på mission for at skabe gode oplevelser, så han kan vel ikke bare tillade sig at spille for at vinde? Han lader derfor Pleasure få nogle nemme point. Men åh, hvilket rasende dilemma: Skal Andreas være god til bordtennis, eller skal han være god til at være god?
Da Exodus‘ tredje akt begynder, træder Andreas atter frem med en prolog, der skærper alvoren, og desuden er et djævelsk apropos til Ruslands krigsoverfald på Ukraine:
Hold øje med Paradisets palisader
Hold øje med dine egne tankers palisader
Königskinder, The King’s Children, Kongebørn
Opfostret i rosenbede og på tulipanmarker
De ved ellers intet om krigens rædsler, nej
Ved intet om de hære, der beskytter deres rosenbede
Omringer deres tulipanmarker
Königskinder, The King’s Children, Kongebørn
Opvokset med dundyner og sølvskeer
Frygter synet af deres egne hære
som ødelægger ideen om deres eget Paradis.
Hvilket Paradis, oh tilhører, bruger våben?
Hvilket Paradis, oh tilhører, kan lide at bruge våben?
Hvilket Paradis, tilhører, ønsker at være ondt?
Andreas og Cecilie er tre dage i Monde Nuevo, og inden de rejser, beslutter Andreas sig til at give Patrick et godt råd: Hvis du siger til myndighederne, at du er kommet for at arbejde, fordi du ville væk fra fattigdom i Nigeria, sender de dig retur. Du må sige, at du er på flugt fra Boko Haram. Så spørger Patrick, hvordan det kan være, at Andreas, der er fra Schweiz, og Cecilie, der er fra Danmark, bor i Berlin. Måtte de flygte? Blev deres hjem bombet?
Nej, de rejste, forklarer de, fordi der er bedre muligheder for at arbejde med performancekunst i Berlin. Men, indvender manden fra Nigeria: Arbejde kan jo ikke være en årsag til at skifte land. Det har jo ikke noget med politik eller krig at gøre. Og så falder tiøren.
Der gælder andre regler for folk fra Schweiz og Danmark. De kan slå sig ned, lige hvor det passer dem. Af samme grund kan danskerne køre til Polen og evakuere ukrainere med hjem, for ukrainerne har automatisk et besøgsvisum. Hvis man havde givet et par afrikanske migranter et lift på landevejen i 2015, var man blevet anholdt og tiltalt som menneskesmugler. Krigsflygtninge er ikke nødvendigvis det samme som krigsflygtninge.
Pointen er, at folk som Patrick ikke kan bydes velkommen i Europa som flygtning, for han er ikke på flugt. Millioner af afrikanere, asiater og folk fra den arabiske verden er menneskeligt drivtømmer, der aldrig finder en kyst. Men andre millioner er på oprigtig flugt fra krig og forfølgelse, netop nu alamerende 80 millioner.
Den ukrainske exodus er en af vor tids store tragedier i en verdensdel, der har bildt sig selv ind, at den er fredens arnested. Men mine forældre var krigsbørn og flygtninge, selv voksede jeg op under den kolde krigs atomtrussel, mine sønner er vokset op i skyggen af Balkankrigen, og mine børnebørn vil vokse op i en ny verdensorden efter endnu en europæisk krig. Europa er krig.
Da Angela Merkel i 2015 prøvede at mobilisere de europæiske samfund med sin herostratisk berømte replik om at Wir schaffen das, blev hun hånet for sin naivitet. Samtidig blev den daværende svenske statsminister Frederik Reinfeldt latterliggjort for at opfordre os til at åbne vores hjerter for flygtningene. Men de to forhenværende liberalkonservative statschefer havde jo fat i den lange ende. De så bare mennesket i havet før hudfarven, men det gjorde de øvrige regeringer og befolkninger ikke.
Jeg er glad for den nye danske og europæiske velkomstkultur. Den blev de sydlandske krigsflygtning og migranter ikke mødt med. De var fremmede for os, og de flygtede fra diffuse fjender og interne konflikter. De var selv ude om det, mente mange europæere, og de skulle holdes ude for enhver pris. Ukrainerne, derimod, er ægte, hvide, kristne og uomtvistelige ofre for en fjende, som vi selv frygter. Men jeg undrer mig også.
Da vi i foråret modtog fortroppen af, hvad der estimeres at være 100.000 flygtninge eller mere, forberedte Matias Tesfaye os på, at det ”vil ændre vores samfund”. Men vi har ikke længere nogen flygtningedebat. Ingen kræver at vi intensivere hjælpen i Ukraines nabolande, fordi vi kan sikre mange flere beskyttelse for de samme penge i Polen, Ungarn, Slovakiet, Rumænien og Moldova. Ingen stiller spørgsmålstegn ved, om ukrainerne kan leve op til vores værdier, selvom vi ved, at antisemitisme og homofobi har gode kår på de kanter? Og ingen synes at tænke på, at kun de første flygtninge kom ud af Ukraine uden alt for mange krigstraumer på sjæl og krop. Det er ofte de ressourcestærke, der flygter først.
Cecilie Ullerup Schmidts og Andreas Liebmanns Exodus var en barok og paradoksal fortælling om en autentisk rejse, de to kunstnere foretog for at gøre det gode, det rigtige, det humanistiske. Deres ønsker om at finde flygtningene og udveksle sange med dem – den antropologiske metode! – er fuld af selvironi, for hvem var det egentlig, der fik mest udbytte af udvekslingen?
Det er ikke kun hjælperen, der hjælper den hjælpeløse. Det er også den hjælpeløse, der hjælper hjælperen. Nigerianerne fik et afbræk i deres trivielle hverdag, der ellers bestod i at vente og håbe. Men Cecilie og Andreas fik en byggesten mere til deres personlige og faglige selvfremstilling som ansvarsfulde kunstnere og humanister. De fik mulighed for at elske deres egen empati.
Mødet med de ni sorte mænd i Monde Nuevo var en god skalp for de to performere, der var rejst ud på humanitær turisme for at bevidne andres lidelse og lindre den for en stund med en lille vuggesang og et spil pingpong, der udfordrede samvittigheden.
På den måde kom Cecilie og Andreas til at fremstille et træk ved danskerne, som kom til fuld udfoldelse, da mange udrustede deres private redningsmissioner og kørte af sted for at evakuere flygtninge med hjem til gæsteværelset. De kunne ikke se sig selv i spejlet, hvis ikke de gjorde noget. Det var en akut handling ud fra et moralsk imperativ. Og ikke et ondt ord om det. Men tilbage står det indtryk, at den hjælpeløse hjælper hjælperen fuldt ud så meget, som hjælperen hjælper den hjælpeløse. Priviligerede vestlige selvbilleder trives i en humanitær krisetid.