Weekendavisen den 25. maj 2022
Ø-roman. Den, der finder sig i at blive undertrykt er ikke et hår bedre, end den der undertrykker.
Kjell Askildsen: Omgivelser. Oversat af Jannie Jensen. 84 sider, 200 kr. Batzer & Co.
Den norske forfatter Kjell Askildsen (1929-2021) lignede en skulptur af Giacometti – senet, benet, rank, slank – og denne fysiske fremtoning var det perfekte sindbillede på hans symbolmættede og barkede prosa.
Se bare Omgivelser, den komprimerede kortroman fra 1969, der blot består af 84 små sider. Den er også slank og senet, for Kjell Askildsen rensede sit sprog, indtil det var renskuret til knoglerne, og netop dermed skabte han et rum til det uudgrundelige og til det ufortalt fortalte.
Romanen (som nu kommer i forlaget Batzers introduktion af forfatterskabets tidlige små romaner, begyndende med Davids bror i fjor) udspiller sig på en isoleret ø ud for kysten, hvor fyret knejser med umisforståelig fallisk symbolik.
Her bor fyrmesteren Mardon, hans kone Maria og deres ungvoksne datter Marion. På øen opholder sig for tiden også forfatteren Albert Krafft, og mellem ham – den fremmede – og øens fastboende udspiller sig nu et intenst erotisk jalousikammerspil. Man bemærker at navnene er som taget ud af et skuespil af Samuel Beckett.
Scenen bliver sat tidligt i romanen, hvor Kjell Askildsen lader sig fyrtårnsblik feje hen over øen, der længdemåler syvhundrede meter i fugleflugtslinje. Marion går ned mod stranden. Albert Krafft ser ud over vandet. Fyrpasseren går ned til bådehavnen. Maria går ud på trappen og ser Albert Krafft nærme sig hytten. De holder alle øje med hinanden, og vi holder øje med dem.
Da Kjell Askildsen har trukket sine observationslinjer mellem de fire mennesker, lader han forfatteren sætte sig ved sit skrivebord og åbne en sort, slidt mappe fuld af blanke ark. På indersiden af mappen har Albert Krafft skrevet: ”DEN DER FORTÆLLER SANDHEDEN LYVER. DEN DER DIGTER LYVER IKKE.”
Denne sætning har norske litterater udlagt som en poetik for Kjell Askildsens forfatterskab. Måske nok. Under alle omstændigheder er det en tillidserklæring til digtekunsten. Og en udfordring til os, der læser. For Omgivelser har en alvidende fortæller, der på én gang fortæller sandheden og digter historien. Og som Klaus Rifbjerg engang skrev: Sandheden er fuld af løgn.
Det raffinerede ved Kjell Askildsens kondenserede prosa er dens overblændinger, der skaber forvredne motiver, som forvirrer læserens øje. Han krydsklipper ubesværet og umarkeret mellem romanens tableauer, og slører af og til helt bevidst, hvem der taler hvornår. Umiddelbart umærkeligt lader han synsvinklen glide og skride, og som læser skal man af og til slås for sin orientering, især når glidningen sker mellem mor og datter. Andre gange skriver Kjell Askildsen med besnærende formuleringer, der vajer som vimpler over teksten. For eksempel: ”De vågner med fremtiden liggende på lur”. Eller: ”Han standser et stykke fra hende; de ser på hinanden et øjeblik, nej, længere, men ikke længe; Maria tror det er hende der slår blikket ned, Krafft tror det er ham.”
I sådan en situationsbeskrivelse kommer Kjell Askildsens elegante sans for den subtile interaktion mennesker imellem til fuldt udtryk.
I andre eksempler indbyder romanen til refleksioner over den menneskelige eksistens, når Albert Krafft overvejer at skrive en novelle om en dreng, der har fået sin første lommelygte og bliver bange, fordi han kun kan se det lyskeglen rammer. Eller da han siger: ”Man opsøger jo ikke en næsten ubeboet ø, hvis det ikke er fordi man har behov for ensomhed. Men ensomhed kan være så meget… man ved aldrig hvad den består i før man har opnået den.”
Med erotikken og jalousien som udgangspunkt kredser Kjell Askildsen om individets frie vilje. Han lader Krafft udklække den tanke, at den, der finder sig i at blive undertrykt ikke er et hår bedre, end den der undertrykker. Det er nemt nok at pege på som en pointe, men jeg har alligevel hele tiden en fornemmelse af, at den ekstremt underspillede roman er gledet mig af hænde.
Omgivelser er en klassiker i moderne norsk prosa, og den byder sig interessant til med en række af eksistentialismens grundtemaer. Men selvom romanen er kort og senet, benet, rank og slank, er læsningen nærmest enerverende sendrægtig.