Weekendavisen den 17. juni 2022
Kommentar. Hvor mange litteraturanmeldere har vi af anden etnisk herkomst? Hvad med LBGTQ+ repræsentationen?
Da nyheden om at bøger af mænd bedømmes mere positivt i litteraturkritikken, end bøger af kvinder, undersøgte jeg straks mit eget anmelderi. Jeg konstaterede at jeg, en hvid midaldrende mand, de seneste 18 måneder har anmeldt flere kvindelige forfattere, end mandlige, og at jeg helt generelt er betydeligt gladere for kvindernes bøger.
Næste dag ringede en researcher fra et tv-program og inviterede mig i debat med en af de 172 underskrivere af opråbet om det, der kaldes ”sexisme” i litteraturkritikken, altså den ulige fordeling af mænd og kvinder. Underskriveren havde, fik jeg at vide, det synespunkt, at mandlige anmeldere burde pensionere sig selv for at vige pladsen for nogle kvinder. Høfligt sagde jeg nej tak til at medvirke. Jeg havde ikke meget lyst til at forsvare min egen ret til at passe mit arbejde.
Siden da har jeg tænkt over litteraturkritikkens aktuelle situation, både i et kønsperspektiv og i et bredere repræsentationsperspektiv. Logikken tilsiger, at der bør være lige mange mænd og kvinder i faget. Undersøgelsen fra Aarhus Universitet viser, at det er der ikke. Men hvorfor? Det nævner forskerne ikke noget om. Det kunne ellers være interessant at vide, hvordan anmeldernes socio-økonomiske situation er.
Nogle er jo fastansat på avisen på månedsløn, andre er måske lektorer på uni til hverdag med råd til at anmelde for et beskedent honorar som litterær con amore-kritiker. Men hvis man er nyklækket akademiker uden fast stilling, bliver det hurtigt for surt tjente penge at skrive avisanmeldelser for småpenge, og så er det måske bedre at sige ja til et job som redaktionsassistent på et forlag.
De seneste år er flere freelanceanmeldere netop migreret til jobs på forlag, og i sidste uge kunne historiker Dan H. Andersen så fremlægge en optælling, der viser, at de skønlitterære forlagsredaktioner er soleklart domineret af kvinder. Det vidste jeg udmærket i forvejen. Jeg sagde det faktisk også til den researcher, der inviterede mig i tv.
Jeg har dog aldrig tænkt , at kvindedominansen på forlagene kunne være et problem. Men hvis man skal følge den kønsmatematiske præmis, så er det vel en krise, at kun få mænd har indflydelse på udvælgelse og redigering af ny litteratur? Hvad skal vi gøre ved det? Skal kvinderne afbryde deres karrierer, så der kan komme flere mænd ind på forlagene? Hvem skriver et åbent brev og samler underskrifter imod den form for redaktørsexisme i branchen? Det bliver ikke mig. Og heller ikke andre.
Bag opråbet om, at der er for få kvinder i litteraturkritikken, gemmer sig de næste spørgsmål om repræsentation. Er LBGTQ+ balancen i orden? Er rigsfællesskabet repræsenteret? Hvad med aldersbalancen? Hvor mange anmeldere har vi egentlig af anden etnisk herkomst, end god gammeldags dansk? Hvordan er branchetilgængeligheden for mennesker med fysiske handicaps (og nu bliver jeg helt seriøst i tvivl om hvorvidt man overholdet bruger begrebet ‘handicap’ længere)? Er der nogen anmeldere fra arbejderklassen, eller sidder akademikerne og deres kreative børn på flæsket?
Jeg tror at branchen er i kritisk ubalance. Men jeg ønsker hverken hverken kvoter for køn, etnicitet, seksualitet, alder osv. i kritikerkorpset. Til gengæld er jeg godt tilfreds med at nye data kan skabe indsigter og eftertanker om rekruttering til faget. Og nej, jeg opsiger ikke min kontrakt for at give plads til en kvinde. Men jeg rykker gerne en balle for nye talenter.
Som kritiker gør jeg, hvad jeg kan for at læse ud over den midaldrende mands egen erfaringsverden. Jeg prøver at bedømme en bog på dens litterære kvaliteter, selvom jeg ikke deler alder, køn og erfaringer med forfatteren. Jeg prøver altid at holde mine fordomme og forventninger i skak og være både empatisk og skrap. Og så har jeg en drøm om at få litteraturen til anmeldelse i blindlæsning. Væk med al paratekst. Væk med forhåndsinterviews, omslag, bagsidetekst, forfatterfoto og især pressemeddelelserne med forlagenes marketingtamtam. Måske kan jeg regne ud, hvem forfatteren er, men det er ikke opgaven. Opgaven er at læse og bedømme så uhildet og begavet som muligt. Opgaven er at være kritiker først, derefter midaldrende mand, ung kvinde, whatever.