Weekendavisen den 8. juli 2022
Chauvinisme [ɕoviˈnismə] er et smukt substantiv, der kan være nok så meget fælleskøn, men det vil for evigt primært være knyttet til det maskuline. En mandschauvinist ved vi jo alle, hvad er – en kedelig stivstikker af en stodder med betonhovedet fuld af fede fordomme.
En kvindechauvinist, derimod, lyder mere som en fiks variation i sproget, for selvom der naturligvis findes kvinder, der nedvurderer og ringeagter mænd an sich, har begrebet kvindechauvinisme aldrig rigtig bidt sig fast som en gangbar sprogkonstruktion.
Men fred med det. Der er nemlig en anden form for chauvinisme, som vi skal holde et skarpere øje med, nemlig nationalchauvinismen. Og her taler jeg ikke om den hjemstavnsbegejstring, som den fædrelandstrætte Georg Brandes arrogant kaldte ”fædrelanderi”. Jeg taler derimod om den kærlighed til moderlandet (eller fædrelandet) og moderlandskulturen (eller fædrelandskulturen), der er ublu, altfortærende og volds- og våbenglad og bygger på en ekskluderende blod-og-jord-logik. Af alle slags chauvinismer er nationalchauvinismen den frygteligste.
Og meget passende – men ikke mindre frygteligt – er det den ekstreme nationale chauvinisme, der er alle andre chauvinismers sproglige ophav. Vi skal tilbage til de første årtier i 1800-tallet, hvor Napoleon I førte sine krige rundt omkring i Europa. I hans hær var en menig soldat, der elskede fædrelandet lidenskabeligt og hyldede dets militære overherredømme. For ham var krigene et liv-eller-død-spørgsmål, og han kæmpede for Frankrigs ære. Denne superloyalist hed Nicolas Chauvin, og ud af hans navn voksede det ord, som kom til at karakterisere en storpralende og umådeholden tro på fædrelandet, en vaskeægte nationalchauvinisme.
Chauvinisme er altså et såkaldt eponym, et ord, der udspringer af et personnavn (røntgenstråler efter Wilhelm Conrad Röntgen og marxisme efter Karl Marx er andre gode eksempler), og så er det mindre vigtigt, at den gode Nicolas Chauvin måske aldrig har eksisteret i virkeligheden, men derimod stammer fra et skuespil fra 1831 af brødrene Cogniard (hvem de så end var?). Her var han en overdrevent fædrelandsbegejstret soldat på messiansk mission for La France.
Men uanset om han er fiktiv figur eller eksisterede i virkeligheden, har Nicolas Chauvins navn givet os et ord i sproget, som karakteriserer en nationalbegejstring, der kammer over og bliver destruktiv (se bare Vladimir Putins omsorg for Moder Rusland og Donald Trumps kupforsøg for at gøre Amerika great again).
I dansk litteratur læste vi første gang om chauvinismen i Sophus Michaëlis roman 101 år gamle roman Himmelskibet, hvor en fyr ved navn Ercole Sabene beskrives som på én gang ”Chauvinist og Verdensborger, Jødehader og Jødebeundrer, Troende og Fornægter.” Den roman skrev han på grundlag af sit eget pacifistiske filmmanuskript til en af verdens første science fiction film (den hed også Himmelskibet), som Ole Olsen optog i et stenbrud udenfor København i 1918. Han håbede at filmen kunne få de stridende parter i 1. Verdenskrig til at droppe deres nationalchauvinistiske krig.