Weekendavisen den 9. september 2022
Hukommelsesroman. En simpel bondekone beskriver regnormen som muldens blinde digter og guds tanke i Jón Kalman Stefánssons roman om udfyldelsen af en blank erindring.
Jón Kalman Stefánsson: Dit fravær er mørke. Oversat fra islandsk af Kim Lembek. 576 sider, 350 kr. Batzer & Co.
Hvad kalder man egentlig et hukommelsesarbejde, der søger at skabe litterære sammenhænge af tabte minder? Rekonstruktiv erindring, kunne være en mulighed. Jeg spørger, fordi jeg aner en kontur i nordisk litteratur. Linn Ullmanns aktuelle roman Pige, 1983, er sådan en bestræbelse på at genetablere noget glemt eller fortrængt. Det samme var svenske Linda Boström Knausgårds knugende Oktoberbarn (2020). Begge romaner er skrevet på grundlag af private erfaringer.
I en beslægtet boldgade, men dog væsensforskellig, finder vi norske Carl Frode Tillers suveræne polyfontrilogi Indkredsning I-III (2007-14, på dansk 2022) ikke alene er en rekonstruktiv livsudredning, men et samtidsportræt af Norge. Her mødte vi en hukommelsesfortabt mand, hvis fortid blev rekonstrueret af venner og familie.
På samme måde er islandske Jón Kalman Stefánssons Dit fravær er mørke en bredt anlagt fortællende roman, der sitrer på et fundament af porøst hukommelsestab og rekonstruktiv erindring, hvor en slægt spejler Islands og tidsåndens udviklingshistorie.
Forfatteres interesse for hukommelsestabet og den ubeskrevne tavle, tabula rasa, er logisk. Hvad er erindring? Hvad er glemsel? Hvorfor husker to mennesker ofte den samme situation så forskelligt? På det grundlag er forfatterens råderum uindskrænket.
Siri Hustvedt har begivet sig ind i hjerneforskningen for overhovedet at forstå mekanismerne, der ligger til grund for vores fortællinger, og Paul Auster, Umberto Eco, Diego Marani og Dan Brown har alle lagt hukommelsestabet til grund for både intellektuelle og vidtløftige romaner. Også Hallgrímur Helgason, Jón Kalman Stefánssons landsmand, har brugt hukommelsestabet som litterær rampe, da han i Islands forfatter lod selveste Halldór Laxness vågne blank op blandt personerne i en af hans egne romaner.
Dit fravær er mørke fortælles af en navnløs mand, der pludselig vågner på den forreste bænkerække i en kold kirke ude på landet. Bag ham sidder en mand med furer i panden. Han kigger hånligt på den navnløse, der er i tvivl om, hvorvidt han drømmer eller er død – og måske er den stirrende mand selveste Djævlen? Eller måske præst, spørger den navnløse. Manden stirrer ubehageligt:
”Gør det mig til præst at jeg sidder her på en kirkebænk – og er du så biskop fordi du sidder nærmere altertavlen? Var jeg buschauffør hvis jeg stod ved siden af en bus, læge hvis kirken her var et hospital, kriminel eller bankbestyrer hvis vi havde mødtes i en bank? Og hvis jeg nu var det hele, hvor længe er man så det man er, for skal livet ikke hel tiden forandre en, det vil sige, hvis du ellers føler dig nogenlunde i live – hvornår holder man så op med at være præst eller forbryder og bliver noget helt andet? Hvis der findes spørgsmål, må der så ikke også findes svar? Hvornår hedder man Dingdong eller Snati, og hvad er bedst? Men vær opmærksom på at nogle gange er spørgsmålene livet, svaret døden – så træd varsomt, menneske!”
Efter sådan et anslag – der vel skal ses som et dybt nik til Mikhail Bulgakov og Mesteren og Margarita – kan alt jo ske, for Jón Kalman Stefánsson er en begrænsningsløs forfatter, dybt forankret i historiernes historie. Og som det fremgår, er her ingen smalle steder: romanen opererer med de helt store eksistensspørgsmål om livet og døden, og advarslen fra den mulige djævel – træd varsomt, menneske! – kan både læses som et memento mori og som en påmindelse om at leve, mens vi er i live.
Helt bogstaveligt samler den navnløse, som det ubeskrevne blad han er, fortællinger fra de mennesker, han møder. På den måde strækker fortællingerne fra sig et sted i 1800-tallets slutning og frem til vores nutid. Men hele tiden føler man sig som passager på en rejse i tid og rum, for som fiskeren Jon Gislason tænker, da han stirrer op i nattehimlen, hvor videnskaben kun ti år tidligere opdagede en ny galakse (det har han læst i en engelsk avis):
”Hvordan kunne noget så stort og vigtigt være skjult for det menneskelige blik i tusindvis af år? Hvis sådan en størrelse indtil nu har været totalt skjult for os, hvad skjuler der sig så uden for vores liv, uden for menneskehedens historie? Kan man i så fald hævde at den verden som vi alle har levet i strengt taget aldrig har eksisteret?”
Jón Kalman Stefánssons lyriske prosa er rig på den slags filosofiske excesser. Mange er elegante og opløftende for tanken, mens andre virker som litterær staffage og sprogligt filigranarbejde.
Mest interessant er fortællingen om den simple tørvebondekone Gudrid, der bor på en gård engang i 1800-tallets slutning. Et stort videbegær driver hende til mere, end blot at passer pligterne i hjemme på højsletten. Hun drister sig til at skrive en amatørvidenskabelig artikel om regnorme, som hun sender til tidsskriftet Naturen og verden i Reykjavik. De lærde mænd i redaktionen, ikke mindst præsten Peter – som skriver breve hvor han betror sig til den afdøde tyske digter Hölderlin – bliver dybt betaget af teksten om regnormen, som Gudrid beskriver med poetisk skønhed, den er ”muldens blinde digter”.
De lærde mænd trykker artiklen med næsegrus reverens, og hovedredaktøren, som er den ny tids mand, der mener at John Stuarts Mills Kvindernes Underkuelse bør oversættes til islandsk (han har læst den danske oversættelse, og den udgav Georg Brandes i 1885, hvorved vi kan datere begivenhederne), inviterer Gudrid til at blive medlem af redaktionen. Det vil, skriver han, ”sende et budskab til alle dem, mænd og kvinder, der befinder sig i en lignende situation som dig, som har gode evner og nærer en længsel efter viden, om aldrig at give op.”
Og det tror pokker, at præsten er betaget, for ikke alene er Gudrids artikel interessant, hendes følgebrev er indtagende og besnærende. Hun skriver at regnormen hjælper jorden med at ånde, hvilket gør dens bidrag vigtigere end menneskets:
”Det er så vigtigt at folk også anerkender de små ting i livet. At de indser at alt er lige stort, kvinder som mænd, regnorme som konger. At intet er stort bortset fra livet. Jeg ville kalde regnormen Guds tanke hvis jeg turde. Tag viljen for værket. Tilgiv mig min pågåenhed. Jeg ved at hvert menneske bør kende sin plads. Men hvem bestemmer den plads? Og er det syndigt at have sin egen mening om det, ja, at have sine tvivl om det retmæssige og retfærdige ved den plads? Forhåbentlig gør jeg ikke mig selv til skamme. Deres hengivne Gudrid Eriksdottir.”
Dit fravær er mørke er en generøs fortælling om udfyldelsen af en blank erindring. Romanen beskytter sin gådefuldhed godt med myriader af veje og vildveje, der både underholder og udmatter. Mådehold og stramhed er ikke en sag for Jón Kalman Stefánsson. Han dyrker den eksistentielle maksimalisme og bruger bogstavelig talt himmelhvælvet som lærred for sin brede pensel.
Nogen blind digter er den islandske forfatter ikke, tværtimod er der intet der undslipper hans blik, der kan synes overomhyggeligt. Til gengæld bruger han sin sans for det øjet opfatter i romanens mest rørende scene. Bondesønnen Haldor er far til Erik, men ikke sammen med drengens mor, der hele tiden har været gift med en anden mand. Hun fødte i dølgsmål og drengen er vokset op hos sine farmor og farfar. En enkelt gang var moren på besøg, da drengen var otte år, men uden at give sig til kende. Haldor fulgte med i en kikkert fra sit skjul under en selvbinder, tung om hjertet:
”Og tro mig eller ej, men siden har jeg ikke turdet se i den kikkert, købte simpelthen en anden. Jeg forestiller mig nemlig at den gamle vil bevare dette ene øjeblik, hvor vi i en vis forstand alle tre var sammen. Jeg ved ikke om der er et liv efter døden. Jeg ved ærligt talt ingenting om døden. Og måske ved jeg ikke så meget mere om livet. Men når den tid kommer, vil jeg gerne begraves på kirkegården på Nes ved siden af mor og far. Og jeg vil bede dig om én ting, nemlig at give mig kikkerten med i kisten. Jeg ved at det lyder helt hen i vejret, men for mig er der noget tilfredsstillende ved tanken. Helt hen i vejret. Det er rigtigt. Men det er helt okay for jeg tror at både kærligheden og lykken i bund og grund er helt hen i vejret. Jeg forestiller mig at de begge er som musik man ikke prøver at forstå, men blot oplever og nyder.”
Jeg har slet og ret forelsket mig i det billede: at kikkerten rummer ”dette ene øjeblik”, hvor de to, der elskede hinanden, og deres søn, som ikke kendte sin skæbne, var forbundne. Det er uendelig smukt, uendelig trist, og – sammen med muldens blinde digter – hele romanen værd. Træd varsomt, menneske!
Kim Lembeks danske oversættelse er præget af en stærk og lydefri sproglig energi. De talrige musikalske referencer og akkompagnementer, som Jón Kalman Stefánsson lader strømme gennem romanens rekonstruktive erindring, munder ud i en praktisk playliste bag i bogen, hvor også oversætteren og forlaget særskilt til den danske udgave har udarbejdet en uhyre nyttig personliste.