Weekendavisen.dk den 6. oktober 2022
Kommentar. Valget af Annie Ernaux som årets modtager af Nobelprisen i litteratur er et tilbagefald til det, man kan kalde Det Svenske Akademis eurocentriske orientering.
Med offentliggørelsen af den franske forfatter Annie Ernaux som modtager af Nobelprisen i litteratur 2022, inviterer Det Svenske Akademi til et par småkritiske spørgsmål, som aldrig bliver besvaret, kun pareret. Spørgsmålene handler på ingen måde om Annie Ernauxs værdighed som prismodtager, kun om det klassiske og solide valgs forudsigelighed.
I Det Svenske Akademi vil man sandsynligvis tænke på dagen i dag som det definitive farvel til den dybe krisetilstand, der begyndte i efteråret 2017, da Dagens Nyheters afslørede det daværende akademimedlem Katarina Frostensons mand, Jean Claude Arnault, som en seriekrænker, der nød godt af Akademiets beskyttelse, opbakning, økonomi og lejligheder.
Skandalen var af gode grunde enorm. Det føg med beskyldninger om venskabskorruption og magtbrynde. Akademiet kæmpede for at holde hovedet fri af sumpen, men de indre modsætninger og personlige fjendskaber fik organisationen til at sprække i sådan en grad, at man ikke var i stand til at passe sig arbejde.
Nobelprisen 2018 blev udsat. Imens gispede akademimedlemmerne efter vejret, og et større arbejde blev sat i gang for at rekonstruere Akademiet. Målet var at genvinde den tabte tillid, både i forhold til Nobelkomiteen og til den internationale litterære verden. Da prisen blev genoptaget året efter, fik polske Olga Tokarczuk og østrigske Peter Handke en pris hver, og så var sol og vind delt lige i køn og ideologi. Men der var igen-igen tale om to hvide europæere, altså forfattere fra Nobelprisens kerneland. Af de 119 forfattere, der hidtil har modtaget prisen, har godt over 90 nemlig været fra Europa eller USA. Den slagside vil man officielt væk fra.
Men valget af Annie Ernaux er ikke udtryk for en litterær nyorientering, måske tværtimod for en vis konservatisme. Siden Akademi-krisen brød ud, er hele ni akademimedlemmer ellers blevet skiftet ud, altså halvdelen af forsamlingen. Forfattere som Klaes Östergren og Sara Stridsberg tog deres gode tøj og gik, mens Katarina Frostenson blev ekskluderet. Og Sara Danius, der var Akademiets leder da krisen brød ud, døde af kræft.
Blandt de nye medlemmer er forfatterne Anne Swärd, Ingrid Carlberg og Steve Sem-Sandberg, og til foråret skal yderligere to nye medlemmer vælges ind til stol 3 og stol 16, der står ledige, fordi to forfattere fra den gamle generation, Sture Allén og Kjell Espmark, begge døde i år.
Men rekonstruktionen af Det Svenske Akademi handler ikke alene om udskiftning af medlemmer. Den handler også om litterær orientering, og for at opnå det har man valgt at modernisere strukturen og arbejdsformen. Nu er et medlemskab ikke længere ensbetydende med en livslang stavnsbinding. Et medlem kan nu nedlægge sit mandat og sige farvel og tak. Og når årets modtager af verdens mest prestigefyldte litteraturpris skal findes, forventes de atten akademimedlemmer ikke længere at rumme visdom og belæsthed nok til at kunne overskue verdenslitteraturen. De får nu støtte af ti anonyme områdeeksperter, der overvåger og rapporterer fra forskellige sprogområder. Målet med denne strukturændring er at udvide Akademiets blik for litteraturens globale potentiale.
Derfor er valget af Annie Ernaux trods alt en lille overraskelse. Ikke en litterær overraskelse, tværtimod. Hendes forfatterskab har været foreslået gentagne gange gennem de senere år (både af litterære iagttagere og af de bettingfirmaer, som desværre er begyndt at spille en dominerende rolle i forspillet til prisuddelingen).
Valget af Annie Ernaux – med begrundelsen: ”For det mod og den kliniske skarphed hvormed hun afdækker det personlige mindes rødder, fremmedgørelse og fælles rammer” – er derimod en lille overraskelse, fordi det er et slags tilbagefald til det, man kan kalde Det Svenske Akademis eurocentriske orientering.
Ganske vist gik prisen i fjor – overrumplede og overraskende for alle – til Abdulrazak Gurnah med rødder i Zanzibar/Tanzania, og netop denne pris trak talsmanden for Det Svenske Akademis Nobeludvalg, professor Anders Olsson, også frem foran sig som et figenblad, da han på pressemødet i Börssalen blev spurgt hvad Akademiet har at sige til Afrika, Asien og Sydamerika, når det igen blev en hvid europæer.
Anders Olsson fremhævede, at prisen udelukkende gives for litterær kvalitet, og at den i fjor gik til en afrikaner (der ganske har levet hele sit voksne forfatterliv på et britisk universitet, men skriver romaner om afrikansk historie), mens den i år går til en kvinde, altså to grupper, der, som han sagde, har været underrepræsenteret i hele prisens uddelingshistorie siden 1901.
Fair nok. Rent bortset fra at Abdulrazak Gurnahs kvalitet ikke er at være sort eller Annie Ernauxs at være kvinde. Men med litterær kvalitet som pejlemærke, er Akademiet tydeligvis begyndt at skæve til fordelingen af mænd og kvinder. Men endnu stopper udsynet i høj grad ved Europas grænse. Derfor kunne det være interessant, hvis næste års laureat er fra ”det globale syd”. Hvis det derimod bliver endnu hvid europæer, er Akademiets eksterne områdeeksperter vist mere til pynt, end til gavn.