Weekendavisen den 7. januar 2023
Kommentar. Flere politiske samtidsromaner, færre autofiktioner, flere essays, færre kendisser.
Mens litteraturåret 2023 endnu ligger for vores fødder som en tabula rasa, sænker jeg min fangstline i den litterære ønskebrønd og håber på bid.
Først og fremmest håber jeg på et nyt gennembrud for den politisk-realistiske samtidsroman. Helt konkret vil jeg – måske en kende for tidligt, den litterære inkubationstid taget i betragtning – meget gerne læse Den Store Danske Minkroman, helst skrevet af Jens Smærup Sørensen. Jeg ser for mig, hvordan romanen, som meget vel kunne hedde Risikozoner, bliver markedsført under sloganet ”En roman om mink, magt og magtesløshed”. Og bagsideteksten lyder:
”Der er kun to dage til juleaften, da regeringen endelig får et flertal i folketinget til at stemme for et forbud mod hold af mink i Danmark. På Twitter skriver fødevareministeren, at de danske minkavlere har ofret deres livsværk for det fælles bedste. Men for familien Mustela på Thyholm er det ikke helt så simpelt. For dem er mink ikke bare et livsværk og en levevej, men en identitet. Og hvem siger, at det er ministeren, der skal bestemme, hvad der er det fælles bedste? Risikozoner er en fortælling om magtudøvelse i et belejret land, hvor lov og ret ikke nødvendigvis føles som to sider af samme sag.”
Af andre ønsker i samme boldgade, har jeg Den Store Danske Lars Findsen Roman (altså ikke skrevet af Lars Findsen) og/eller Den Store Danske Ahmed Samsam Roman (altså ikke skrevet af Ahmed Samsam), som vil være i forudsigeligt gode hænder hos Leif Davidsen. Men på min ønskeseddel står nu Merete Pryds Helle, der både kan skrive begavet samtidsroman, fantasifuld krimi og tilføje idé til det, vi ikke ved. Et godt bud på titlen: Den mest betroede.
I en helt anden boldgade ønsker jeg mig flere litterære essays. Mellem januar og december 2022 udsendte de tre gode og populære romanforfattere Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Ida Jessen og Jesper Wung-Sung alle reflekterende tekster, der kaster perspektiverende lys over deres forfatterskaber. Det er eksempler til efterfølgelse for alle deres kolleger.
I 2023 vil jeg gerne læse flere litterære værkstedsbetragtninger over forfatternes eget arbejde og deres forbilleders liv og skrivekunst. Tre af den slags bøger om året synes passende. Jeg ser gerne at Solvej Balle, Naja Marie Aidt og Svend Åge Madsen melder sig som de næste litterære essayister, og at genren får et gennembrud som andre fortællende non fiction-formater: dokumentar og podcast.
Mit tredje ønske handler om genopdagelsen af et glemt forfatterskab. De seneste mange år har vi set, hvordan litteraturbranchen har renset, nusset om og poleret Tove Ditlevsens skellet, og nu er spørgsmålet så, hvem der bliver the next big thing. Har Dea Trier Mørch mon det, der skal til, eller manglede hun at eksponere sin sjæls skyggeside? Vor tid har jo stor respekt for det uperfekte og sårbare sind.
Rækken af forfattere, der engang havde en plads, men siden gled i glemsel, er alenlang. Og genopdagelsens veje er uransalige. Hvad med Mogens Klitgaard, Aage Dons, Lise Sørensen, Cecil Bødker, Aase Hansen, Sonja Hauberg, Elsa Gress, Erik Aalbæk Jensen, C.E. Soya, Jørgen Christian Hansen?
Til sidst er der et par ting, jeg ikke ønsker mig, eller som jeg ønsker mig meget mindre af i 2023: For det første: Autofiktionen har år efter år vist sig at være en ustoppelig tsunami, så det virker omsonst at ønske sig færre bøger, hvor en forfatter gør andre mennesker til genmæleløse romankarakterer. Men er fascinationen ikke ved at være afløst af en følelse af, at have set det hele før?
For det andet: Mennesker, der er berømt for et eller andet, må gerne holde en pause fra også lige at skrive en roman. De minder mig altid om den anekdote, som (endnu ikke genopdagede) Soya fortalte om en mand han mødte ved et middagsselskab: ”Hvad laver så De?”, spurgte manden. ”Jeg er forfatter,” svarede Soya. ”Åh, jeg ville så gerne skrive en roman. Hvis bare jeg havde tid…” replicerede den anden herre. ”Aha, men hvad bestiller De?” konverserede Soya. Manden svarede, at han var ingeniør. ”Åh,” sagde Soya, ”jeg ville også så gerne anlægge en jernbanebro. Hvis bare jeg havde tid…”
Måske skal jeg være tilfreds, hvis bare et enkelt ønske for det kommende litteraturår bliver realiseret, men man har vel lov at håbe. Jeg støtter mig til Johannes Møllehave, der skrev erindringer om de skuffelser, der ikke gik i opfyldelse – og jeg mobiliserer gerne endnu et års tålmodighed, men så vil jeg også meget gerne læse de to vigtige romaner Risikozoner og Den mest betroede.