Anmeldelse i Weekendavisen den 7. maj 2009.
US Classic. Til helvede med virkeligheden! Richard Yates Revolutionary Road er en fuldkommen roman.
Revolutionens blindgyde
Den amerikanske revolutionsånd fra 1776 holdt længe, men i 1950’erne løb den ind i en blindgyde af konformitet og krav om pæn, borgerlig almindelighed og sikkerhed, bl.a. udtrykt i mccarthyismens kynisme og forstadslivets kedsommelighed. Dét så forfatteren Richard Yates (1926-1992), som satte sig for at spidde tidens falskhed i en roman om ægteparret Wheeler, der forgæves forsøger at bryde ud af deres egne normer og den repressiv pænhed i et nybygget udflytterkvarter på en vej med det sigende, symbolske og dybt, dybt ironiske navn Revolutionary Road. Samme navn har romanen – og hvilken roman!
Tidligt i Vredens druer lader John Steinbeck en skildpadde gå gennem støvet mod vest, og så ved man hvad klokken er slået for familien Joad, der selv må bryde op og bevæge sig den langsomme, støvede vej mod det drømmenes land. Skildpaddens vej bliver et billede på familiens, og et retningspil for læseren: sådan kommer det til at gå. På samme måde åbner Richard Yates med at lade sin kvindelige hovedperson April Wheeler floppe i et stykke amatørteater. Ja, livet er et maskespil, hvor vi fremsiger de replikker, der tilkommer os – men hvad sker der, når vi ikke spiller vores roller godt nok?
De drømmer og de dømmer, April og Frank. Drømmer om et liv, der er større og sjovere end Connecticuts pænhed. Og dømmer alle de andre, som ikke har de samme håb og visioner. Men de ser slet ikke, at de selv sidder fast i nøjagtig det morads af forudsigelig borgerlighed, som de dybest set foragter. Engang var de bohemer i Greenwich Village, nu har de to børn, og mens mor går hjemme, pendler far hver dag ind til sit meningsløse kontoristjob i New York. Og så tyller de martinier for at glemme.
I dette tilsyneladende velordnede samfund, er der naturligvis en kontraststemme. Ejendomsmægleren mrs. Givings, som Wheelers har købt huset af, har en voksen søn, der er blevet indlagt på et psykiatrisk hospital efter at han har splittet forældrenes hjem ad. I stedet for at tale om det, kvidrer moren om diverse ligegyldigheder, bl.a. om nogle stenurter, som hun forærer Wheelers til udplantning i haven. Så får Frank nok: ”Hvor dekadent kan et samfund blive? (…) Det her land er sandsynligvis verdens psykiatriske og psykoanalytiske hovedstad (…) Hele vores forbandede kultur er indrettet til det, det er den nye religion, det er alles intellektuelle og spirituelle narresut. Og trods alt det, se så hvad der sker, når en mand virkelig går amok. Ring til politiet, får ham ud af syne så hurtigt som muligt, før ham væk og lås ham inde, før han vækker naboerne. For fanden, når det kommer til stykket, befinder vi os stadig i middelalderen. Det er som om vi alle har indgået en stiltiende aftale om at leve i en tilstand af totalt selvbedrag. Til helvede med virkeligheden! Lad os få en masse små, søde, snoede veje og små, søde, hvide, lyserøde og lyseblå huse, lad os være gode forbrugere og have en masse fællesskab og opdrage vores børn i en flod af sentimentalitet – far er en fantastisk mand fordi han tjener til livets ophold, mor er en fantastisk kvinde fordi hun har stået ved fars side i alle disse år – og hvis virkelighedne nogensinde trænger sig på og siger bøh, får vi alle sammen travlt og lader som om der ikke er sket noget.”
Franks monolog falder i kølvandet på endnu et af de opslidende skænderier med April, men det vækker en glæde i hende. Langsomt falder skællet fra hendes øjne, og hun indser at noget må ske. Hun forelsker sig i ideen om at flytte til Frankrig, hvor Frank opholdt sig kortvarigt under krigen. Her vil hun kunne forsørge familien ved at arbejde som sekretær, mens Frank så kan finde sig selv. Han er skabt til noget større end et kedeligt kontorjob, ja han kan måske skrive en bog! Bohemedrømmen vågner igen, og revolutionsånden vækkes til live på Revolutionære Road – til forargelse for venner og naboer.
Men skæbnens benspænd er hårdt og ubønhørligt, og da de vidtløftige planer om at rejse til Frankrig bliver skrinlagt, træder den psykiatriske patient, John, ind på scenen som romanens sandhedssøgende samvittighedsstemme – men selvom det netop var ham, der udløste Franks oprørsmonolog, er de to ikke forbundne kar, for Frank er for længst blevet lammet af de konventioner, han ville gøre op med. Det hele spidser til i et opgør, hvor blodet strømmer ud af alle idealer, forhåbninger og drømme inden det koagulerer i død borgerlighed.
Revolutionary Road er en smertelig generationsfortælling, der flår i følelserne og gør ondt i den kroniske uskyld. Men først og fremmest er det en sjældent meningsfuld, helstøbt og fuldkommen roman fra revolutionsdrømmens blindgyde. Velskrevet så det gør ondt – og suverænt omsat til dansk af Joachim Wrang. Forlaget Klim meddeler at der er mere på vej fra Richard Yates’ uretfærdigt oversete forfatterskabt. Vi takker og venter i spænding.
Richard Yates: Revolutionary Road. Oversat af Joachim Wrang. Roman. 323 sider, 299 kr. Forlaget Klim.