Weekendavisen den 27. januar 2023
Eksilroman. Agota Kristofs prosa har humanistisk budskabsstyrke og er på én gang tynd som en tråd og tykt som et tov.
Agota Kristof: I går. Oversat af Nina Lautrup-Larsen. Roman. 156 sider, 199,95 kr. Gyldendal.
For et par måneder siden udkom den ungarske forfatter Agota Kristofs selvbiografiske essay, Analfabeten (2004), om tilværelsen som flygtning i Schweiz efter den mislykkede opstand mod Sovjetunionen i 1956. I det retrospektive essay fortalte Agota Kristof (1935-2011) nøgternt om sammenhængen mellem eksilets psykologi og hendes udvikling som forfatter. Skønlitteraturen var både en kompensation og en redningskrans efter tabet af hjemstavn og modersmål.
Romanen I går (1995, på dansk første gang 1996) er skrevet på fransk, som forfatteren lærte sig som flygtning i Neuchâtel, hvor hun arbejdede på en urfabrik. Med resigneret bitterhed, men uden forbitrelse, fortæller Tobias Horvath sin fortrædsfulde historie, der i mangt og meget bringer mindelser om Agota Kristofs hovedværk, romantrilogien Det store stilehæfte. Som i hele forfatterskabet er formen elegant og sproget prægnant.
Tobias vokser op i en navnløs by i et navnløst land. Han er en intelligent dreng, som har alle odds imod sig. Hans indifferente mor hutler sig igennem som landsbyens fattige skøge, og hvem hans far er, ved ingen.
Men byens skolelærer viser interesse for drengen, som han forsyner med tøj og bøger. I skolen møder Tobias lærerens datter Line, og de knytter sig til hinanden. Men båndet brydes, da Tobias må flygte fra byen efter at have opdaget sin fars identitet og jaget en dolk ned i ryggen på ham, mens han lå ovenpå hans mor i sengen. Det eneste drengen tager med sig i eksil, er en skæbnesvanger hemmelighed (som ikke skal røbes her).
I eksilet tager drengen et nyt navn, nu kalder han sig Sandor Lester. Hver morgen tager han på arbejde på en fabrik. Om aftenen er han, lettere modvilligt, sammen med Yolande. Hans tanker er kun optaget af erindringen om Line og drømmen om at blive forfatter.
Da Line pludselig dukker op i den samme by – ikke som flygtning, men som medfølgende hustru til en kemiker, der har fået et års stipendie – tager Sandors liv en uventet drejning. I al diskretion knytter de to et nyt bånd af fortrolighed og kærlighed, men Sandor bevarer fortsat den hemmelighed, han tog med sig på flugt.
Agota Kristofs prosa er tynd som en tråd og tykt som et tov. Det samme gælder hendes plot, også det er på én gang helt enkelt og kompliceret, og når hun lader sit maskuline alter ego sige sådan her, hat hun set sig selv i spejlet, mens hun skrev: ”Jeg er ikke særlig kultiveret, men jeg har læst meget og skrevet meget. For at blive forfatter skal man bare skrive. Selvfølgelig sker det at man ikke har noget at sige. Og af og til, selvom man har noget at sige, så ved man ikke hvordan man skal sige det.”
Men jo, Agota Kristof ved det godt. Hun ved også mere, end sin egen karakter. Kun derfor kan hun med usynlig hånd indlejre tekster, som Sandor har skrevet. Hans ambition er skrive en bog under navnet Tobias Horvath. Alle vil tro at det er et pseudonym, på nær Line.
Agota Kristofs centraleuropæiske kernefortælling udkommer i Gyldendals Skala-serie, der yderst prisværdigt relancerer skønlitteratur fra det 20. århundrede, som har været glemt, overset eller misforstået. I går føjer sig til listen som en kompakt og elegant nougatbrun hardback i lommeformat i Alette Bertelsens stilfulde design. En brun rejsekuffert er omslagets selvfølgelige eksilsymbol. Noget mindre logisk virker den Gatsby-agtige typografi.
Foreløbig består Skala-serien af 15 værker (13 kvinder, to mænd) – nogle væsentlig mere glemte end andre – og hver eneste bog ankommer som en opsigtsvækkende og tiltrængt tilføjelse til tidens litterære register.
I går er en diskret-dramatisk skæbnefortælling (dog ikke forfatterskabets bedste, det er Det store stilehæfte), som bør læses for sin humanistiske budskabsstyrkes, sin fatalistiske sørgmodighed og sin sproglige nøgternheds skyld. Jeg anbefaler på et varmeste, at man parallellæser Analfabeten, hvor Agota Kristofs selvbillede kaster et interessant og opklarende lys over romanen.