Weekendavisen den 3. marts 2023
Kommentar. Hvad er konsekvensen, når den litterære avantgarde afviser modernismen og omfavner traditionen?
Jeg har for længst forsonet mig med, at det for en lige-akkurat-boomer som mig kan være svært at holde trit med tidsånden. Bedst som man går rundt og tror, at man hænger ud med de progressive, opdager man, at karavanen for længst er draget videre.
I denne uge læste jeg så en artikel (ATLAS 1/2023), der bekræftede min reaktionære selvfornemmelse. Det er forfatteren Mikkel Rosengaard, der rapporterer om de seneste nye tendenser i New Yorks litterære og intellektuelle undergrund, hvor et kulturelt tidehverv finder sted. Jeg citerer fra reportagens underrubrik:
”Blandt en gruppe yngre kvindelige kunstnere er det blevet hipt at være reaktionær, sarkastisk, kynisk og bevidst politisk ukorrekt. Er det begyndelsen på enden for wokekulturens alvorlighed? Eller vil de bare lolle, mens den gamle verden brænder?”
Og ja, der står lolle, ikke lalle. Lolle stammer, antager jeg, fra det gode gamle internet-akronym LOL, laughing out loud, og pointen er altså, at den nye generation af kvindelige kunstnere – måske – bare har tænkt sig at grine af det hele, sarkastisk og kynisk. Det lyder som noget fra de ironisk-blaserte halvfemseres glemmekasse.
Der er mange ting i Mikkel Rosengaards reportage om ”vibeskiftet” (vibe som i vibrationer, bevægelse, fornemmelse), som jeg ikke rigtig forstår. Og jeg er heller ikke interesseret nok. Jeg har ikke det i mig, som i 80’erne fik den midaldrende Poul Borum, der fornemmede et nyt tidehverv, til at springe ud som punker.
Men når jeg læser, at redaktørerne for et af de nye avantgarde-litteraturtidsskrifter i New York siger, at de ”afviser modernismen og omfavner traditionen”, bliver min nysgerrighed alligevel vakt. Måske er det slet ikke mig, der er reaktionær? Måske er det den litterære frontbølge?
Nu handler det åbenbart om at gøre grin med ”salonaktivister, der taler om repræsentation og diversitet”, og klimakrisen affejes som ”småborgereskatologi”. Det nye tidehverv stiller sig i arrogant opposition til de seneste mange års bekymringslitteratur, hvor forfatterne har fordybet sig i alle former for sårbarhed. Pludselig bliver dyrebare begreber som repræsentation og diversitet undsagt af den generation, som ellers skulle have båret dem videre. De woke bannerførere fremstår pludselig som gamle og kedelige. Nu skal der ske noget nyt. Og det nye er gammelt.
Mikkel Rosengaard fortæller om et nyt New York-tidsskrift, Heavy Traffic, der kun udgiver based litteratur. At være based – som er et nøglebegreb i det nye tidehverv – har ikke en entydig definition, men det handler om at være sig selv og ikke at være bange for hvad andre tænker.
Jeg ved endnu ikke, hvordan en based litteratur ser ud anno 2023, men jeg ved at den træder nye stier. Siden wokeismens gennembrud har det jo været god latin at tage hensyn, at undgå at krænke og fornærme. Kan det virkelig være sandt, at den nye avantgarde skriver en litteratur, der helt demonstrativt ikke er sensitiv når det handler om repræsentation og identitet? Mikkel Rosengaard fortæller, at det her handler om kvinder, der er formet af memes, algoritmer og rygter i internettets tråde, mere end af litteratur og journalistik. De ser en hyklerisk verden, og de reagerer på håbløsheden med ironi og kynisme.
Hvis alt går som det plejer, får vi også – med nogen forsinkelse – en dansk aflægger af den amerikanske tendens. Men inden det sker, skal vi sikkert først igennem mange flere historier om purificeret litteratur. I sidste uge handlede det om Roald Dahls børnebøger, der nu udkommer i sprogligt justerede udgaver, der ikke er tykfobiske. I denne uge kom så nyheden om at en ny engelsk udgave af de gamle James Bond-romaner er blevet renset for det berygtede N-ord (forfatteren Ian Flemings nedladende skildring af asiater og kvinder er dog bevaret). Så nemt gik det ikke for Scott Adams, manden bag den populære tegneserie Gilbert, som har gået i årevis i talrige amerikanske aviser. Efter en række problematiske udtalelser om at de sorte vil de hvide til livs, blev hans serie canceled af en række store amerikanske udgivere.
Ingen lider overlast, når der bliver justeret lidt i litteraturens forældede sprog, det har altid været klassikernes lod. Forlæggere vil jo gerne være relevante for markedet. Men hvis wokeismens litterære censorer bliver ved at rykke frem som en hær, der hele tiden vil erobre nyt land, ender litteraturen som en historieløs, gentrificeret by uden sjove og skumle baggårde.
Jeg kan godt lide ideen om en litteratur, der er sig selv uden hensyn til, hvad andre måtte tænke. Forfattere skal være frygtløse og magtkritiske. Men på den anden side: Hvis wokeismens kontrolsyge hensynsfuldhed bliver afløst af en based hensynsløshed og en traditionsomfavnende, reaktionær litterær generation, der er fløjtende ligeglade med klima, køn og race, har litteraturen tabt lige så meget, som den har vundet.