Weekendavisen den 24. marts 2023
Pentagon. Madame Nielsens skrivestil ligger mere end nogensinde mellem sprogets arabesk og tankens abstraktion.
Madame Nielsen: Efter Tiden. Pentagon smeltet IV. 126 sider, 199,95 kr. Grif.
Dommedagsuret tikker. Et kollaps i klodens klima nærmer sig. Hvornår falder skællene fra øjnene?
I Madame Nielsens nye roman er tiden for længst forpasset. Bogstaveligt talt. Alt er forbi, selv tiden. Som titlen siger, er vi Efter Tiden.
Præcis hvad der er sket, ved vi ikke. Et sted hedder det, at det er som om ”hele menneskeheden, samtlige den lille milliard, der var tilbage efter Wuhan-epidemien, Den Gule Død, dengang i tidernes ende, nu vandrer nordpå…”
Vi er altså i en stærkt befolkningsdecimeret verden engang ude i fremtiden, men vel at mærke en fremtid, der begyndte med epidemien fra Wuhan. Jorden er udpint og ufrugtbar, og ved en tørlagt sø nær en by, hvor der engang både lå et Akademi og nogle serverhaller (dannelsens epoke og digitaliseringens æra), et slags forvrænget Sorø, lever en lille flok mennesker fra hånden og i munden. Stedet kaldes Zonen. En større dystopikliche findes næppe.
Her er en voksen fortæller, en forældre, kønsubestemt androgyn som Madame Nielsen selv, og hans/hendes søn, Samuel. Fra sin far har fortælleren arvet et verdenskort, som nu hænger over drengens seng:
”Amazonas: en ørken, Afrika: en ørken, Australien: en ørken, USA, der engang var ”Den Nye Verden” og senere Imperiet over dem alle, er nu: en ørken, det fjerne Østen og Riget i Midten, hvor Marco Polo knælede for Kejserens fødder: en ørken, Europa op til ”Byernes By”, Paris: en ørken, Grønland er grå, og øen, vi endnu går levende omkring på, skønt den brænder under vores fødder, er sunket i havet, drengen aldrig i livet har set. Hvorfor skulle jeg gå ud til havet, siger han, havet kommer jo snart op til mig. GLÜHENDE LANDSCHAFTEN, står der på tysk over kortet, glødende landskaber, jeg skal aldrig forstå det, at vi som de første mennesker i Historien nu hinsides dens Ende tager afsked med verden og ser den gå bort, endnu inden vi selv går bort.”
Disse glødende landskaber giver mindelser om Cormac McCarthys roman Vejen, hvor også et kollaps i klima og al humanitet har fundet sted. Et farvel til verden, som vi kender den. Hos Madame Nielsen er der imidlertid tale om en fremskudt afsked med en civilisation, der for længst er sunket i knæ.
Romanserien Pentagon smeltet I-IV begyndte med Kendsgerninger, Madame Nielsens levnedsbeskrivelse uden tildigtning (angiveligt). Derefter fulgte Min fars død, hvor den nu midaldrende kvinde skrev om sit sønneforhold til faren (angiveligt), mens hendes skriveafhængighed greb om sig. Så kom Den Højeste Orden & Underverden, en syret og febril fortælling, der begynder i et kloster i middelalderen og slutter i den pandemiske storby.
I al sin mærkelighed er værkkonstruktionen uigennemskuelig. Helt fra begyndelsen havde Madame Nielsen varslet, at Pentagon smeltet skulle være et romanværk i fire bind med ’Fortæppe’ og ’Katakombe’. Det første viste sig at være et frenetisk coronadigt, der måske nok står i forhold til Den Højeste Orden & Underverden, men alligevel virker som en påklistret prolog. Og nu slutter Efter Tiden og hele Pentagon-værket så med denne såkaldte ’Katakombe’, der afslører sig som et appendiks, eller postludium, til Min fars død. Det skal vist være stil, men det er kun skavanker. Hvor efterlader disse excesser os? Hvad går Madame Nielsens forkromede plan egentlige ud på?
Jeg kan sagtens se, at forfatterens radikale selvbeskrivelse løber som en rød tråd gennem serien. Jeg kan også se at hun har et uopslideligt mellemværende med døden. Og jeg kan se sammenbruddet, nedsmeltningen, corona og klima, som et bærende, brændende motiv. Men jeg forstår ikke den unødigt sindrige konstruktion. Og så har jeg sandsynligvis overset et spor, der forklarer, hvorfor serien hedder Pentagon smeltet. Et pentagon er jo en geometrisk figur med fem sider og fem vinkler, men serien er formet som en romankvartet. Måske er den femte smeltet, jeg ved det ikke.
De fire romaner går ikke restløst op, for nu at bruge Madame Nielsens eget begreb fra Den Højeste Orden & Underverden, men heri ligger nok hele pointen. Der vil altid være noget til overs, noget spildt, noget efterladt, både i menneskers liv og i forfatteres litteratur.
Se bare hvordan den i virkeligheden ret trivielle dystopi om de glødende landskaber glider direkte over i et sammenbrud i sproget, fordi ”den verden som sprogene så vidunderligt navngav og kaldte frem og ned i mindste detalje forestillede os og lod os få øje på og forbandt os med, nu ikke længere er eller i hvert flad hvert øjeblik uden blik forsvinder”… og her slutter både sætningen og siden, uden punktum, abrupt, uudgrundeligt, alt andet end restløst.
Hvad gør man, når alt det livgivende forvitrer? Hvad sker der, når tiden går i opløsning og sproget ikke længere slår til? For fortælleren, denne forældre der fortæller menneskene, er spørgsmålet om sproget både filosofisk og konkret. Et sted siger han/hun:
”Ja, måske er det så enkelt, måske ligger det lige for, måske er det bare sproget, vi ser med, der ikke begriber det, måske hvis vi havde et andet sprog, et helt nyt sprog, der svarede til denne verden uden tid, eller måske tværtimod et af de gamle, uddøde, ikke oldgræsk eller egyptisk, men et endnu ældre, et forhistorisk sprog, fra tiden før tiden, et sprog, der også ville være sproget for en verden som denne efter tiden. Måske.”
Ja, måske. Måske! Der er så meget, der er måske, når man læser Madame Nielsen, så meget der unddrager sig umiddelbar konkret forståelse. Hvad er det, der sker, når de glødende landskaber bliver til en brændende fakkel inde i drengen? Hvad er det, der sker, når drengens forælder svarer ”jeg ved det”, da han/hun får at vide, at sønnen leger med ilden? Hvorfor får disse tre ord de andre mennesker i Zonen til at betragte forælderen som en kætter?
Fordi, tror jeg, det indsigtsfulde, talende menneske er farligt. Måske. Måske ikke. Men jeg lader tvivlen komme både mig selv og romanen til gode. Jeg accepterer dens poetiske patos, der står så godt til angsten.
Madame Nielsens skrivestil ligger mere end nogensinde mellem sprogets arabesk og tankens abstraktion. Hendes radierende og hypnotiserende prosa er på én gang inderlig og underlig, men altid smuk, hun er i den grad den eneste af sin slags i dansk litteratur.
Men Pentagon smeltet I-IV blev samlet set et poetisk, patetisk, patosagtigt prosaværk, som lader sin læser så forvirret tilbage, skønhedsmættet og irritabel.