Weekendavisen den 26. november 2021
I sidste uge modtog Stine Pilgaard boghandlerprisen De Gyldne Laurbær ved en fest, der nok kan konkurrere om titlen som den største lovestorm i prisens historie. Og ikke et ondt ord om det. At alle elsker forfatteren og hendes fine finurlighed, er helt i sin orden, for selvom hun langtfra er Danmarks bedste romanforfatter, er Stine Pilgaard utvivlsomt landets bedste litterære sangtekstforfatter (altså af de nulevende), alene bevist af den litterært labre kærlighedssang »Fortabt er jeg stadig«, der indgår i den monsterbestsælgende vinderroman Meter i sekundet og fluks er blevet fast repertoireinventar på alle højskoler i fællessangslandet.
Hvad der imidlertid er til at gå i frustrationsudbrud over, er myten om, at De Gyldne Laurbær er landets fineste litterære pris. Det er den ikke. Den er boghandlernes bekræftelse på en bestseller, som de gerne vil sælge endnu flere eksemplarer af. De seneste 20 år er prisen således gået til Jakob Ejersbo, Jette Kaarsbøl, Christian Jungersen, Morten Ramsland, Knud Romer, Jens Smærup Sørensen, Hanne-Vibeke Holst, Ida Jessen, Jussi Adler-Olsen, Helle Helle, Kim Leine, Anne-Cathrine Riebnitzsky, Sara Blædel, Jesper Stein, Merete Pryds Helle, Jesper Wung-Sung, Leonora Christina Skov, Sara Omar og altså Stine Pilgaard, der alle har haft betragtelige bogsalg bag sig.
Problemet er bare, at prisens intention ikke er at hylde det, der i forvejen går strygende. Nej, boghandlerne skal stemme på en bog, der »vil vinde en plads i litteraturen, og som fortjener påskønnelse og opmuntring«. Laurbærrene er altså slet ikke tænkt som en flidspræmie for et i forvejen godt bogsalg, men sådan er de blevet.
Stine Pilgaard ville kunne klare sig helt fint uden prisen (som består af et diplom og et legat på beskedne 2.500 kroner), mens mange andre forfattere nok ville opfatte det som en betydelig opmuntring at få en laurbærkrans sat i håret og som et tegn på, at de – skønt ikke bestsellers – har boghandlernes litterære opmærksomhed. Før boghandlerne skal stemme om næste omgang laurbær, bør de altså læse prisens fundats igen og vitterlig stemme på en af de bøger, der vil vinde plads i litteraturen, og som fortjener opmuntring. Det er ikke bestsælgerne, som i forvejen har fundet deres mange læsere, men derimod de oversete skønlitterære bøger, der endnu ikke er slået igennem på en måde, som svarer til deres kvalitet. Det ville være ægte opmuntrende, både for forfatterne og for læserne.