Weekendavisen den 5. april 2023
Forleden fortalte en af mine venner, at han bruger den kunstige intelligensrobot ChatGPT til al mulig research og skrivning på sit kapitalistiske arbejde, og at hans søn bruger den til sit
studieretningsprojekt i 3. g.
Dagen efter udsendte Elon Musk, Apple-stifter Steve Wozniak og en masse eksperter en appel om udviklingspause for den kunstige intelligens: »AI-systemer med konkurrencebetonet human intelligens udgør en meget stor risiko for samfundet.«
Menneskehedens grundvold skælver, og her i litteraturreservatet kan vi stille nogle spørgsmål, der er mere nærværende, end vi bryder os om at erkende:
Hvornår skal vi til at anmelde digte, der er skrevet af en kunstig intelligens på opfordring af et menneske? Eller: Hvornår skal en kunstig intelligens anmelde digte, der er skrevet af et menneske?
Hvornår skal vi til at anmelde romaner, der er skrevet af en litterær kentaur, halvt menneske, halvt maskine? Eller: Hvornår skal en litterær kentaur, halvt menneske, halvt maskine, anmelde romaner, der er skrevet af et helt menneske?
Hvad den kunstige intelligens vil betyde for litteraturen og skrivningen, kan jeg ikke gennem- og overskue, men jeg ved, at the next big thing er kommet til byen. Det betyder, at litteraturen får endnu en infrastrukturrevolution, som da de smarte telefoner transporterede lytteraturen ind i ørerne på folk.
Denne gang er det ikke bare et spørgsmål om infrastruktur, men om selve skrivningens sjæl, fordi vi på et eller andet tidspunkt skal skelne mellem menneskeforfatterne, AI-forfattere og diverse blandingsformer. Skrivekunsten vil forandre sig, og spørgsmålet er, om kentauren har en sjæl.
Selvom jeg kun er et enkelt udviklingstrin over neandertaler, når det gælder informationsteknologi, kan jeg tydeligt se, at de digitale herskerdynastier lige nu har det som Niels Bohr, da han havde været med til at udvikle atombomben. Eller som doktor Frankenstein havde det, da han havde pustet liv i sit monster.
Angsten er helt på min side. Jeg har set, hvad ChatGPT kan. Den kan både argumentere og formulere. Og jeg tænker på, hvad litteraturkritiker Poul Borum skrev om en novellesamling, som han ikke brød sig om, i 1983: »Ib Lucas hedder Gyldendals nyeste computer. Den kan skrive noveller, der næsten ikke er til at skelne fra rigtig litteratur.«
Så gik der 40 år, så var det ikke længere hverken sjov eller science fiction.