Anmeldelse i Weekendavisen den 29. maj 2009.
Snedigt. Sten Kaalø digter bevægende, smukt og skarpt om fremtiden og den sidste sne i Europa.
De fryser i oktober
Sten Kaalø – digter og frimenighedspræst – debuterede for 40 år siden, og markerer nu jubilæet for sit vidtfavnende forfatterskab med et vred nye digte, Den sidste sne. I modsætning til hans seneste digtudgivelse, Adrian Moccels Papirer, som var en fortælling i digtform, er dette en regulær samling af fritstående digte, hvor nogle slår den trygge stemning an med lutter natur og kærlighed, mens andre dvæler ved uroen og det uheldsvangre. Jeg kan klart bedst lide det sidste.
Når der står noget på spil og tonen er mørk, digter Sten Kaalø med stor intensitet, som f.eks. i det bevægende digt om ’De forlovede’: ”De fryser i oktober / under høje elmetræer / mellem bombehullerne i gaden / de holder ikke i hånd // De passerer / en renæssancebygnings / hvide gavl / resten af huset mangler // Skyggerne falder langt / de er forlovede / træerne er høje / og det er sent på dagen.”
Endnu mere interessant bliver det i digtet med den sære titel ’Gruble eller spise nelliker’. Her er vi rykket en måned frem i kalenderen, og Sten Kaalø viser, hvordan han kan omfavne klimaet, krigen og kulturen, i et både stærkt og smukt digt, på én gang klædeligt fuld af vemodighed og agressivitet: ”Den sidste sne i Europa / faldt en dag i november”, begynder han. Ikke den sidste turist, men den sidste sne – den sidste sne, som har givet samlingen titel. Mennesker arbejder, går på café, ligger i parken eller bader fra de nye strande, og for seks år siden – i år 2015 – faldt den sidste sne, samme år som Egypten blev til et kalifat. Sneen blev ikke liggende, for gennemsnitstemperaturen i EU var ni varmegrader om natten, men mens den lå der, blev folk enten oplivede eller deprimerede ved erindringen om dengang, der endnu faldt sne. Det sker, fortæller digtet, den samme uge som den fremskridtsliberale regering trådte til og sløjfede kulturministeriet og forøgede den danske Nato-styrke i Iran og Syrien!
Mens den sidste sne lægger sig over det fine Europa-digt, daler den første sne henover digtet ’Ski’, hvor digteren erindrer sin døde far i en vinterverden af i går. Sneen er et tilbagevendende tema, der kalder på det bedste i Sten Kaalø, men også på det mest vemodige, hør blot digtet ’ZOO’:
”I Zoologisk Have / går det lille vildsvin / frem og tilbage / i buret ved siden af tranerne / det er vinter / der ligger sne på gitteret / tranerne står urørlige / der er ingen besøgende / Zoologisk Have er lukket / alle er gået hjem / himlen ser ud til mere sne / det er snart mørkt / haven er stille / det lille vildsvin / går frem og tilbage.”
Så fint og enkelt kan det gøres, og ikke kun med vildsvin i vintersne, også med børn i ’Varme’: ”En dreng kører / sin lillesøster i klapvogn // En pige hinker / under en trækrone // Alle vinduer åbne / en spurv flyver forbi // Gadens anden ende / svæver i luften.”
Sten Kaalø er en fin sprogregistrant med et godt øje til det store i det små, og de bedste digte i denne samling, forener det smukke med det skarpe og det kærlige med det kritiske. Det er sne, det er digt, det er snedigt digtet.
Sten Kaalø: Den sidste sne. 120 sider. 225 kr. Digte. Tiderne Skifter.