Weekendavisen den 16. juni 2023.
Skyld og skam. Tove Ditlevsens datter blev misbrugt af sin stedfar, Victor Andreasen. Det viser ny, bevægende bog af forfatteres barnebarn, der skildrer sin slægts tragiske kvindehistorie.
Lise Munk Thygesen: Tove Ditlevsen var min mormor. En familie historie om skam, skæbne og tilgivelse. 256 sider, 299,95 kr. Forlaget 28B.
Tsunamien Tove skyller fortsat ind over kulturlandskabet med uformindsket styrke.
For et par uger siden udkom Jeg holder skam kæft med meget, et udvalg af 66 avisinterviews og samtaler med Tove Ditlevsen. I næste uge er der premiere på spillefilmen Toves værelse med Paprika Steen som Tove. Til efteråret udkommer Anne Lise Marstrand-Jørgensen fotografiske album Tove Ditlevsen i billeder.
Læg dertil sidste års genudgivelse af Toves brevveksling med Ester Nagel, Jens Andersens Ditlevsen. En biografi, en succesfuld introduktion af de selvbiografiske romaner i USA, talrige genoptryk af selve forfatterskabet og alle mulige andre genudnyttelser, versioneringer, iscenesættelser, fortolkninger m.m., herunder Gyldendals rovdriftsagtige Tove Ditlevsen-notesbog med guldfolie og læsebånd i ”ikonisk design”.
Alle vil have en del af Tove-kagen. Så meget desto større er glæden – og lettelsen – over, at Tove Ditlevsens barnebarn, Lise Munk Thygesen, rent faktisk har noget nyt og relevant at bidrage med i sin velfortalte, hjertevarme og sorgfulde Tove Ditlevsen var min mormor. Her bliver forfatteren skrevet hjem til familien med alle de knuder og knaster og konflikter det indebærer.
Lise Munk Thygesen (f. 1963) er datter af Helle Munk, som var Toves datter. Med sin berømte mormor som nav trækker hun de lange linjer i slægtens kvindehistorie gennem syv generationer, fra tiptipoldemoren, der blev født i 1808, til forfatterens egne døtre fra 1991 og 2001.
Udgangspunktet for bogen er en samling ringbind, som Helle Munk efterlod sig ved sin død i 2008. En af dem var mærket ’Hemmeligheder’. I mange år stod mapperne urørte, men i 2021 var Lise parat. Hun ville prøve at forstå den følelse af mindreværd og de destruktive gentagelsesmønstre, som præger familien.
Lise Munk Thygesen skriver Tove-historie, men altså også – og måske først og fremmest – kvinde- og moderskabshistorie. Som det for eksempel hedder om Toves mor Alfrida (1890-1965):
”Ægteskabet var en overlevelsesplan, som det var for langt de fleste fattige kvinder i 1914. Det primære fokus var tag over hovedet og mad og beskyttelse og at have et menneske at dele det ansvar med. At være ugift kvinde og på fattiggård var livsfarligt og ydmygende.”
Om Alfrida, altså Lise Munk Thygesens oldemor, får vi at vide, at hun var skræmt af moderskabet. Hun levede fra tidligt i barndommen et liv i højt alarmberedskab, utryghed og uforudsigelighed. Hun havde fået ødelagte nerver og mangel på empati i arv, og hun gav det selv videre til kvinderne, der kom efter hende.
Til begge sine børn, Tove og Edvin, sagde Alfrida, at hun aldrig havde ønsket at blive gravid og være mor. Børnene skulle ikke tro at de var noget, og når hun så sorgen i deres øjne, følte hun sig uundværlig og overlegen.
Det er en voldsom omgang nedarvet familiefortræd. Man skulle nærmest tro, at der hviler en forbandelse over slægtens kvinder, hør bare: tiptipoldemor Kirstine Rasmussen, tipoldemor Ane Margrethe Mundus (herfra tog Tove det efternavn, som hendes alter ego bærer i de selvbiografiske romanerne Ansigterne og Vilhelms værelse), oldemor Alfrida Ditlevsen, mormor Tove og mor Helle Munk har alle fået dødfødte børn. Mig bekendt er denne skæbnesvangre slægtsudredning ny i den biografiske behandling af Tove Ditlevsen.
Lise Munk Thygesen bringer også nyt om forholdet mellem hendes mor Helle og Toves fjerde ægtemand, Victor Andreasen, magtfuld embedsmand i udenrigsministeriet, rådgiver for statsminister Jens Otto Krag og chefredaktør på Ekstra Bladet.
Tidligere, skriver Lise Munk Thygesen, har Helle Munk overfor Karen Syberg, der skrev biografi om Tove Ditlevsen og Sven Ove Gade, der skrev biografi om Victor Andreasen, nægtet at der skulle have været et seksuelt forhold mellem hende og hendes mors mand.
Men nu korrigerer Lise Munk Thygesen så historien. Som syttenårig havde hun en kæreste, hvis far fortalte, at han havde kendt Victor Andreasen. En aften, fortalte kærestens far, havde Victor pralet med, at han kunne få, hvad han ville. Derefter var han gået op på Helles soveværelse og ”havde haft sex med hende”, som manden formulerede det.
Lise Munk Thygesen dykker ned i efterladte breve og finder spor. Hun kan se at Helle i lange perioder var forvist fra hjemmet på H.C. Andersens Boulevard, og i et brev skriver Tove Ditlevsen ligefrem til sin datter: ”Jeg længes efter dig som mor, men som rivalinde kan jeg godt undvære dig.”
Det er en skrækindjagende og kvalmende formulering. Rivalinde! Hvad er det Tove Ditlevsen antyder? Det lyder jo grangiveligt som om, hun anklager sin egen teenagedatter for at forføre Victor.
Lise Munk Thygesen er ikke i tvivl om, at hendes mor var offer for et overgreb, og hun citerer den journal, der beskriver Helles samtaler med Rigshospitalets psykiatere i 1980’erne. Her står blandt andet: ”Massive problemer i barndomshjemmet. Blev som 15-årig voldtaget af stedfaren, blev senere dennes elskerinde. Hader nu stedfaren, som hun tidligere beundrede.”
Et andet sted i journalen kan man læse, at Helle forbinder stedfaren til sine mareridt og oplevelser af at blive slået ihjel. Hun associerer ham med ”en tyngende vægt, der lægger sig hen over hende.”
Forgreb Victor Andreasen sig på sin kones datter – og vendte Tove Ditlevsen det blinde øje til? Lise Munk Thygesens analyse er klar: Tove var en syg narkoman. Victor tog magten over hendes datter og forgreb sig på hende. Og Helle turde ikke betro sig til sin mor af angst for at udløse et selvmordsforsøg. Derfor var hun alene med sin angst, skyld, skam og selvhad.
Lise Munk Thygesen behandler sin families traumer med respekt og værdighed, og i Toves ånd bliver der ikke stukket noget under stolen. Netop derfor virker det også overflødigt, at barnebarnet lader os vide, at hun har været i tvivl ”om, hvorvidt jeg ønskede at bringe min mormors afskedsbrev i sin helhed i denne fortælling”, altså det afskedsbrev, Tove skrev forud for sit selvmord i 1976.
Ærgerligt nok får man fornemmelsen af, at brevet til Helle er hidtil ukendt materiale, som først er dukket op efter at Lise har gennemgået sin mors mapper, hvilket jo ville være et enormt biografistisk scoop. Men sådan er det ikke. Brevet har været kendt og citeret af Tove Ditlevsen-forskningen tidligere, men det fremgår ikke.
Med dokumentationen (eller i hvert fald sandsynliggørelsen) af Victor Andreasens seksuelle misbrug af Helle, lægger Lise Munk Thygesen til gengæld nyt materiale frem. Det kan man kalde stof til tiden, lige op til premieren på Toves værelse, der netop skildrer det stormomsuste ægteskab i 1960’erne, hvor Victor Andreasen ifølge Lise Munk Thygesens både dyrkede ”nedbrydelsen” og ”genopbygningen” af Tove.
Filmen er foruddiskonteret til at blive en kassesucces. Det er jo obligatorisk folkelighed at elske den uperfekte Tove og alle hendes menneskelige skavanker, og ham den vrisne Victor vil vi nok elske at hade.
Men gad vide hvordan filmen fremstiller Helle? Med de efterladte hemmeligheder i ringbindet, som nu er fremlagt i hendes datters bevægende portrætbog, træder hun ind på scenen som et barn, man ikke bare gjorde fortræd i al almindelighed, men som et barn, man udsatte for seksuelle overgreb og livslang skyld og skam.
Tove Ditlevsen var min mormor svarer i anslaget til Anders Lindemanns undersøgelse af forfatteren Kelvin Lindemanns liv, der udkom for tre måneder siden. I begge tilfælde er der tale om børnebørn, der falder over nogle spor, som giver anledning til familiearkæologiske afdækninger af hemmeligheder og traumer.
I gennemløbet af kvindernes levevilkår og psykologi – fra tiptipoldemoren til i dag – minder Lise Munk Thygesens familiefortælling om Pia Friis Laneths Lillys Danmarkshistorie, der også forenede slægts- og samfundshistorie med mentalitetshistorie.
Tove Ditlevsen var min mormor er fuld af fuld af smerte og frihedslængsel. Den er skrevet med nøgtern resignation og stille styrke på en bund af brændende begivenheder, og som intenst familieportræt føjer den sig fint til den eksisterende biografilitteratur om kaosmennesket Tove Ditlevsen.