Weekendavisen den 7. juli 2023
Selvmord. Trisse Gejls nye roman er både autofiktion og et selvkommenterende formeksperimentet.
Trisse Gejl: De unævnelige. 156 sider, 269,95 kr. People’s.
Alle mennesker har stuvet noget gammelt, kontaminere familiestof væk i hjernens glemselskasser. Der opbevarer vi de tabuer, fortielser og fortrængninger, som vi ikke taler om. Hertil henviser vi alle ”de unævnelige”.
Trisse Gejl har gennem år og dag mødt mange mennesker, hvis liv er endt på tragisk vis, og som det er svært at tale om. Men i særlig grad én er unævnelig, nemlig moren, der begik selvmord, da datteren blot var fire år gammel. Hvorfor sprang hun ud af vinduet?
De unævnelige udforsker dannelsen af det menneske, der vokser op i skyggen af sin mors selvmord, og dermed vender Trisse Gejl tilbage til det tema, som hun tog op i romanen Spradefuglen (1998).
Men hvordan er en fireårig piges erindring lejret i en nu voksen kvinde? Trisse Gejl husker det sådan:
”Om min mor ved jeg, at hun kastede sig ud af vinduet fra fjerde sal (…) Der var en gulvspand, især kluden, der hang våd over kanten. Min bror husker mere, men har glemt det, det er der kun næsten. Hun sprang. Eller kastede hun sig? Hoppede hun? Faldt hun? Jeg ved ikke, hvordan man gør sådan noget. Lyden af kroppen, der rammer fortovet langt nede, glemmer man aldrig, siger min bror. Jeg har kun ekkoet. Gulvkluden over spandens kant glemmer man heller aldrig. Det tomme åbne vindue forbliver åbent.”
Det er et psykologisk erindringssymbol, der er til at forstå, det tomme, åbne vindue. Men som voksen kan forfatteren føje brikker til historien: ”Jeg ved at min unævnelige mor forsvandt med os den sidste dag.”
Hun har fået adgang til sin mors journaler, og kan forstå, at moren aftenen inden selvmordet havde forladt faren med deres to børn. Nu konfronterer hun sin far, men han husker ikke den sidste dag. Til gengæld bliver han rasende over, at hans datter snager i hans privatliv. Hun mener til gengæld, at hun har ret til at vide besked. Da skænderiet om barndom og erindring stilner af, siger faren: ”Det eneste, jeg husker er, at hun aftenen før sagde farvel, ikke godnat, som hun plejede.”
Trisse Gejl gør den israelske forfatter Amos Oz til sin litterære våbenbroder. Hun citerer ham for, at det er en fejl at søge fortællingens kerne i området mellem skabelsen og forfatteren: ”I stedet skal man søge den i området mellem det skrevne og læseren.”
Jeg kan virkelig godt lide dette syn på den autofiktive roman, der (angiveligt) bygger på forfatterens eget privatliv. Amos Oz forskubber nemlig søgefeltet fra forfatterens erfaringsverden til læserens, og dermed bliver det at læse og det at huske to sider af samme sag.
De unævnelige følger jegets (som, antager jeg, er forfatterens alter ego) liv og forfatterskab som en slags litterær statusopgørelse eller revision – fra en vild, flakkende ungdom til et familieliv med tre børn i Københavns nordvestkvarter.
Romanen adskiller sig fra så meget andet af de seneste års danske privatlivslitteratur ved at være et selvkommenterende formeksperimentet, hvor forfatteren rapporterer fra sit eget litterære projekt. Det kan for eksempel lyde sådan her i et af de indskudte kapitler, der udgør en slags privat og litterære værkstedsnoter. Hvad skriver du, spørger forfatterens mand:
”Jeg skriver om fortielser, siger jeg. Jeg har også lyst til at skrive om dine. Det skal du bare gøre, siger han og ved slet ikke, at han har fortiet. For det ved man ofte ikke.”
Derefter konfronterer Trisse Gejl sig selv. Hun tror at hun kan tale om alt, at her ingen hemmeligheder er, fordi hun er ”et moderne menneske, en god mor, en verdensrejsende, en fritænker, som er fri af tidligere slægters skam og småborgerlige fortielser”. Men så indser hun, at hemmeligheder nedarves, og at hun ikke har levet sit liv så åbent og ærligt, som hun tror. Det går op for hende, at hendes tre børn har hver sin opfattelse af familiens historie, men modstridende opfattelser kan jo alle kan være sande på samme tid. Det er ikke teknisk muligt, skriver hun. Eller hvad? Trisse Gejl konkluderer: ”Der er ikke andet at gøre end at forstå, at hver eneste fortælling er lige så sand som den anden.
I samme tekst skriver hun, at hun ”kæmper for ikke at lave litteratur ud af det”, altså af børnenes opfattelse af familiens fortielser. Men romanen er et bevis på, at forfatteren taber den kamp til sig selv.
De unævnelige er en roman om erindringens upålidelighed, og dermed er den i produktiv konflikt med sig selv. Den søger sandheden, men er klar over, at sandheden ikke findes. Som hun skriver: ”Jeg glemte det hele. Undtagen spanden og gulvkluden.”
Som hyperbevidst, metareflekterende autofiktion i udstrakt arm er De unævnelige interessant, ikke mindst som forfatterens egen forfatterskabslæsning. Som rekonstruktiv erindringslitteratur er den vellykket, og overens med, at det tomme åbne vindue står på klem.