Weekendavisen den 11. august 2023
Kommentar. Det litterære miljø befinder sig igen i et skisma mellem ytringsfrihed og tolerance.
Kriser af betragtelig samfundsbetydning aflejrer sig altid i skønlitteraturen. Forfatterne skriver gerne om det, der sker: katastrofer, krige, klima og corona.
Men den litterære krisebevidsthed har stort set meldt hus forbi, når det handler om den dybe misere, som Danmark stod fadder til og selv var offer for i 2005.
Besynderligt nok har Muhammedkrisen kun efterladt ganske sporadiske spor i skønlitteraturen, for eksempel i Den lange dag af Stig Dalager, som altid har haft et godt øje til samtidspolitikken.
Men en svale gør ingen sommer, og i betragtning af at krisen – med forbindelserne til Salman Rushdie og De sataniske vers – går til skrivefrihedens kerne, kan man undre sig over, at forfatterne ikke har set det dramatiske potentiale i de politiske og moralske dilemmaer.
Alle spørgsmål om ytringsfrihed og ytringsfrihedens begrænsninger går til litteraturens hjerterod, fordi forfatterne historisk set altid har været blandt de forreste ofre, når autodafeernes kommissærer har tændt bål i gaderne. Derfor er debatten om et forbud mod koranafbrændinger også en litterær debat.
Ikke overraskende har forfatterne Jens Christian Grøndahl og Janne Teller taget ordet med udgangspunkt i en pæn og humanistisk borgerlighed, og de er enige om, at et forbud mod at sætte ild til religionernes hellige skrifter både er nødvendigt og ønskeligt.
Janne Teller mener ligefrem, at et forbud mod koranafbrændinger vil været et forbud mod et voldeligt censursprog, som vil gøre Danmarks og danskernes sikkerhed og demokrati og ytringsfrihed til klare vindere.
Jens Christian Grøndahl skrev forleden i en kronik, at bogafbrændinger er hadefuldt hærværk, som kortslutter den demokratiske samtale. Det er en helt indlysende konstatering, som de fleste kan samles om. Men så konkluderede han: ”Hvis man prioriterer islamkritikken højere end almindelig anstændighed, gør man vold på anstændigheden.”
Dermed stiller Jens Christian Grøndahl sig side om side med de debattører fra den oprindelige Muhammedkrise, for eksempel Tøger Seidenfaden og Uffe Ellemann-Jensen, som til gengæld måtte tåle alskens hån, spot og latterliggørelse fra forfatterduoen Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt, der anså de anstændige for at være de religiøse fanatikeres nyttige idioter.
Men det er værd at bemærke, at Jens Christian Grøndahl ikke brugte det dyre ord ”anstændighed” udenfor konkret kontekst eller som bedrevidende moraliseren. Han henviste til Ordensbekendtgørelsens § 3 stk. 2, der siger at det er ”forbudt at udvise uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse”.
Jens Christian Grøndahl kommer ikke fra det, vi kan kalde den litterære venstrefløj, hvor kravet om kulturel tolerance ofte har spillet en større rolle, end beskyttelsen af religionskritikken. Han er snarere rundet af en velfunderet humanistisk borgerlighed, og med sine argumenter for forbud mod koranafbrændinger demonstrerer han, at positionerne flyder frit over fløjene i denne debat, hvor også socialistiske og nationalkonservative partier, der ellers aldrig er enige, udgør en fælles opposition imod regeringen.
Jeg kan sagtens følge Janne Tellers og Jens Christian Grøndahl pragmatiske analyser, som på mange måder står på den kulturradikale humanismens sunde grund. Men samtidig ser jeg de to forfattere som eksponenter for et klassisk dilemma, som gennem mange år har præget det litterære miljø i Danmark:
På den ene side anerkender vi, at ytringsfrihed og religionskritik er vitale organer i demokratiets krop. På den anden side ønsker vi en respektfuld og anstændig debattone.
På et tidspunkt kan disse to hensyn ikke længere løbe parallet. Deres veje kommer til at krydse hinanden, og så er det nødvendigt at vælge hvilken vej man vil.
I dette skisma er det nyttigt at blive mindet om, hvor mange begrænsninger af vores ytringsfrihed, som vi trives med til hverdag uden at skænke dem en tanke. Vi må for eksempel hverken brænde nationsflag eller EU- og FN-flag af i gaderne, så kan man ikke bare blive enige om, at en autodafé ikke er en ytring, men hærværk, og derfor genindføre et forbud mod afbrænding af hellige bøger?
Nej, helt så simpelt er det ikke.
En ytring er nemlig ikke kun en sproglig formulering i skrift eller tale. En ytring kan have mange former, og hvis man vil ødelægge en hellig bog, bør man have hærværksfrihed til det, men politiet kan jo vurdere, om gerningen er til gene for den offentlige orden.
Ytringsfrihed handler ikke om at begunstige dem, man deler synspunkter og værdier med, men om at beskytte dem, man er allermest uenig med, herunder de fjolser, der deler en respektløs foragt for ord og bøger med de religiøse fundamentalister, de selv bekæmper.