Weekendavisen den 16. august 2023
Palme. Lena Anderssons underholdende og tankevækkende konspirationsroman om mordet på en statsminister er inspireret af uvirkelige hændelser.
Lena Andersson: Koryfæerne. En konspirationsroman. Oversat af Jesper Klint Kistorp. 240 sider, 300 kr. C&K.
Den svenske forfatter Lena Andersson er en intellektuel figur af den slags, vi mangler i Danmark. Som debattør og lederskribent i Svenska Dagbladet er hun original, kontroversiel og frygtløs, og som romanforfatter formår hun at gøre analytisk samfundskritik til bestsellerlitteratur.
I Koryfæerne skriver Lena Andersson om nationaltraumet fra den 28. februar 1986: Mordet på statsminister Olof Palme. I et konkret og realistisk formsprog fortæller hun fra en forklædt, men genkendelig og gådefuld virkelighed, og med en herlig selvironisk og selvbevidst undertitel og genrebetegnelse: Konspirationsroman.
En lidt afdanket journalist (har man hørt det før?), Roger Lilja, bliver hyret til at skrive en artikel i anledning af trediveåret for mordet på den socialdemokratiske statsminister, der her hedder Carl Stjärne.
I sin research støder Roger Liljas tit på navnet Nils Niia, en samisk jurist, som via en pensioneret ven i sikkerhedstjenesten har fået adgang til oplysninger, så han kan mere end sit fadervor, når det handler om mordet på statsministeren. Romanen bestå herefter primært af samtalerne mellem journalisten og juristen.
Gennem Nils Niias fortælling træder de fire koryfæer fra den socialdemokratiske familie, som romanen har titel efter, ind på scenen. En partisekretær ved navn Henry Frederiksson, en journalist navn C.C. Karlsson, en diplomat ved navn Holger Wendell og en politichef ved navn Rolf Utterström (for svenskere med mordet indenfor hukommelsens horisont kan disse navne ret nemt oversættes til Ingvar Carlsson, der blev statsminister efter mordet, Ebbe Carlsson, der som journalist stod bag en privat efterforskning i konkurrence med politiet, Carl Lidbom, der var tidligere minister og daværende ambassadør i Frankrig og Hans Holmér, der stod i spidsen for politiets skandaliserede mordudredning).
I den dybe stats inderkreds findes en følelse af selvfølgelig ret til at definere, hvad der er godt for partiet og for Sverige. De fire koryfæer fungerer på hver deres måde i næste geled bag Carl Stjärne, der ikke alene har et fast greb om partiet, men også betragter det globale samfund som sin scene. Men noget er i gære.
Både oppositionen og stærke kræfter i Carl Stjärnes eget parti er bange for, at statsministeren er ved at udvikle for nære kontakter med Sovjetunionen. Hvad kun de færreste ved, er, at statsministeren har en helt anden plan. I Sovjetunionen er Gorbatjov kommet til med sine ideer om glasnost og perestrojka, og den svenske statsminister ser en risiko for, at det store rige bryder sammen og falder tilbage til tsaristiske mønstre. I sin megalomaniske tillid til det socialdemokratiske velfærdsmirakel, mener Carl Stjärne, at det er afgørende vigtigt, at russere bliver svenske i ånden. Mens alle frygter, at Sverige er på vej til at blive sovjetisk, arbejder statsministeren på at gøre Sovjetunionen svensk.
Men de fire koryfæer når i al hemmelig fordækthed frem til, at Carl Stjärne nødvendigvis skal fjernes fra posten, og at det er faldet i deres lod, at overtale ham til at gå frivilligt. Inden de når at tage affære, bliver statsministeren skudt på åben gade.
Koryfæerne rummer en mængde referencer til personer i den svenske offentlighed, hvis satiriske pointe kan være vanskelig at gennemskue for danske læsere, blandt andet om politichefen Hans Holmér og hans deltagelse i Vasaloppet. Men det betyder ikke noget.
Selve mordet, traumet og de mange konspirationsteorier, kender vi jo ganske udmærket, og Lena Anderssons gennemgribende samfundssatiriske skildring af den socialdemokratiske systemtænkning, er både underholdende og tankevækkende.
Lena Andersson lader for eksempel partisekretæren læse Jerzy Kosinskis roman Velkommen, mr. Chance, sandsynligvis fordi den også rummer en scene, hvor en gruppe rigmænd med uformel politisk magt konspirerer om præsidentposten.
Koryfæerne handler altså ikke kun om et politisk mord, men om den ikke-nødvendigvis-demokratiske magtselvfølge, som præger socialdemokraternes topfolk.
Hvem der skød forbliver i det dunkle. Og så alligevel ikke. Lena Andersson lader Roger Lilja eje en barberkniv, der tjener ham som amulet. Den hænger på væggen med ordene Ockham’s razor, og minder om munken William Ockham, der i 1300-tallet formulerede det princip, at den forklaring, der kræver antagelse af færrest forudsætninger, er den bedste.
Omvendt mener redaktøren C.C. Karlsson at enhver, der måtte komme i nærheden af sandheden ville blive stemplet som en skør kugle, en fanatiker med rotter på loftet. Mordet på statsministeren er slet og ret utroværdigt, mener han, og hvis han en dag skulle skrive en krimi om det, skulle der stå, at bogen var ”Inspireret af uvirkelige hændelser.”
Naturligvis er det ikke noget tilfælde, at Roger Lilja er en skeptisk ironiker, for hvad andet kan man være, når man skal skrive om Palme/Stjärne-mordet? Og hvad andet kan forfatteren kalde sin begavede roman, end netop en konspirationsroman?
Litterært set lider romanen af en konstruktionsfejl, idet Lena Andersson forskyder virkeligheden ved at lade mordet finde sted i fiktivt land ved navn Thule, som ifølge prologen ”bliver benævnt med det fingerede navn Sverige, og hovedstaden vil hedde Stockholm”. Denne fikse idé synes helt unødvendig og umotiveret, men heldigvis kan man bare se bort fra den.