Anmeldelse/interview i Weekendavisen den 12. juni 2009.
Céline Curiol. Hvad har regeringens lønkommission til fælles med en ny fransk roman om en fremtid, hvor skønlitteraturen er forbudt?
Resumeets magt
Om aftenen den 14. august 2003 mørkelagde et enormt strømsvigt store dele af Canada og USA. Det store Northeast Blackout slukkede lyset for 55 millioner mennesker, men tændte en idé i den franske forfatter Célien Curiol, der dengang var FN-korrespondent for BBC France.
Weekendavisen mødte den 34-årige forfatter, da hun var i København for at præsentere sin nye roman, der er en kritisk samfundsfantasi i traditionen fra Karin Boyes Kallocain, George Orwells 1984 og – ikke mindst – Ray Bradburys Fahrenheith 451, som romanen står i tematisk og ideologisk gæld til.
”Jeg arbejdede på mit kontor i FN-bygningen i New York. Pludselig gik strømmen, alt lys forsvandt over hele byen. Telefonerne virke stadig, og der var heldigvis nødlys i de små grønne exit-skilte ved flugtvejene. Dem bruge jeg, da jeg håndskrev mit manuskript til en direkte telefonreportage om strømsvigtet, som jeg oplevede det indefra. Da jeg havde lavet mit indslag, ville jeg hjem til Queens, men metroen kunne jo ikke køre, og jeg havde ingen kontanter til taxa. Det ville tage en time at gå hjem, men gaderne var helt mørke, og jeg turde ikke gå alene gennem byen. Pludselig opdagede jeg, at jeg var helt alene, alle andre havde forladt FN-bygningen. Det var virkelig spooky. Dér fik jeg ideen til min roman.
Jeg ville skrive om et sted, hvor man både arbejder og sover og ikke bare kan gå væk fra,” fortæller hun.
Udgangstilladelse foregår i en knap så fjern fremtid, hvor skønlitteratur er forbudt. Forfattere gav en ilusorisk fremstilling af virkeligheden ved at videregive deres egne frustrationer til andre. Det fordrejde sandheden med samfundsnedbrydende konsekvenser, så romaner blev afskaffet.
I den international organisation, Institutionen, ikke ulig vores FN, arbejder den navnsløse fortæller med at affatte resumeer af de politiske forhandlinger, der føres mellem verdens lande. Hans titel er resumain, resuméforfatter. Resumeerne udgør de officielle referater af, hvad der er blevet sagt i Institutionen.
Céline Curiol forstørrer de tendenser, hun selv har set i sit arbejde i FN, hvor hun både har arbejdet som pressemedarbejder for organisationen og som journalist med FN som stofområde:
”Jeg ved alt om, hvordan man i sådan et system skriver pressemeddelelser, der allerede er prioriteret og vinklet, og jeg har set mange journalister videregive systemets resumeer uden at stille spørgsmål eller finde selvstændige oplysninger. Store institutioner foregiver at være gennemsigtige for resten af verden ved at give resumeer, men på den måde kontrollerer de jo selv, hvad der gives videre til offentligheden. Derfor handler magt om hvordan information bliver til og givet videre,” siger hun.
Resuméforfatteren er udmærket klar over, at der stadig findes visse aviser, der analyserer og fortolker begivenheder inden de officielle referater foreligger. Den slags samfundskritik finder han indbildsk og skruppelløs, og heldigvis er fremgangsmåden blevet mere og mere sjælden:
”Alle organisationer, virksomheder og politiske partier offentliggør deres virke ved hjælp af pressemeddelelser som journalisterne bruger for at kunne give et klart og tydeligt overblik over en given situation. Kun direkte implicerede personer giver deres mening tilkende offentligt.”
Det er en lille – men afgørende vigtig – fremskrivning af vores dages organisationers forsøg på at kontrollere informationer, en kontrol der sker på alle niveauer. Céline Curiols bemærker med et skævt smil, at franske medier uden videre har gengivet forlagets pressemeddelelse med resumé af hendes roman.
Og hun har en pointe. Samtidig med at hun besøgte København, talte Danmarks Radios bestyrelesformand, Michael Christiansen på en konference om nyhedsjournalistik, hvor han bl.a. sagde: ”Vi lever af resumeer. Jeg er formand for lønkommissionen, og når vi næste år barsler med en betænkning på 1000 sider, er der ingen journalister, der orker at læse den. Til gengæld læser de resumeet på ti sider. Og jeg skriver resumeet. Den, der skriver resumeet, har magten.”
På den måde hænger lønkommissionen og Céline Curiols roman sammen. Udgangstilladelse begynder der, hvor Michael Christiansens pointe slutter, nemlig med resuméforfatterens magt.
Céline Curiols Udgangstilladelse og DR-formandens tanker om journalistik, er skabt af den samme analyse: Den der kontrollerer genfortællingen af virkeligheden, har magten. Og både Céline Curiol og Michael Christiansen ved hvad de taler om. Han som mangeårig departementchef og teaterchef, hun som forhenværende pressemedarbejder for FN og senere journalist for bl.a. BBC France samme sted. De ved begge, at alle institutioner forsøger at resumere en kompliceret situation til et ”sandt” overblik. Derfor handler journalistik, med DR-formandens ord, om at belyse demokratiet analytisk fra alle vinkler.
I Céline Curiols roman forsøger Institutionen derimod at reducere vinklen til én eneste, nemlig organisationens egen. Den styrede information er i magthavernes interesse, og jo mere de kan få journalisterne til at acceptere det officielle resumé, jo nemmere kan de kontrollere ”sandheden”.
Når man træder i Institutionens tjeneste, påtager man sig Institutionens mål og grundlæggende principper: at beskytte fremtidige generationer mod krigens kvaler og tyranni. Institutionen arbejder for respekten for grundlæggende rettigeheder overalt på jorden, og den bygger på medlemslandenes frihed og suveræne lighed. Fortælleren er ikke blot ansat i Institutionen, han lever hele sit liv inden for bygningens rammer.
Når man bliver ansat i Institutionen, får man anvist et værelse, hvor der hænger fem ens jakkesæt, som han skal bære på jobbet, ligesom alle måltider skal indtages i bygningens cafeteria. Den afmålte fritid mellem møderne kan bruges til at læse faglitteratur i biblioteket eller få en øl i personalebaren, men de kønsopdelte medarbejdere forventes absolut ikke at have et socialt liv sammen.
Romanens titel – så meget mere velvalgt ord, end det mere ordinære ”orlov” – hentyder til en ansøgning, fortælleren indgiver til personaleafdelingen. Hans far er syg, og han vil gerne besøge ham. Ansøgningen bliver for så vidt positivt behandlet, men selve tilladelsen lader vente på sig, og hvem der skal udstede den, hvordan og hvornår, fortaber sig. Systemet lukker sig om sig selv.
Naturligvis bliver den loyale embedsmand ramt af anfægtelser – ganske som bogbrænderen Montag i Fahrenheit 451. I Ray Bradburys roman, er skønlitteraturen som bekendt også forbudt, men en hemmelig gruppe forsøger at holde den live ved at lære romanerne udenad og fortælle dem videre. I Udgangstilladelse opsporer og gemmer gruppen de forbudte bøger, de forsøger at genoplive læsning af fiktion og prøver ikke mindst at hverve nye forfattere.
Fortællerens hemmelighedsfulde kollega A. tilhører denne gruppe, og han har søgt ansættelse i Institutionen med ganske andre motiver end fortælleren. Der verserer et rygte om at Institutionen opbevarer en samling romaner, og hans mål er at finde det hemmelige lager. Langsomt introducerer han fortælleren til en hemmeligt fiktivt værk, der cirkulerer blandt gruppens medlemmer, og han overtaler ham til at droppe den såkaldte objektivitet i resumeerne og den rapport, han er blevet bedt om at skrive om medarbejdernes forhold i Institutionen. Fortælleren stritter først imod, pligttro embedsmand til fingerspidserne, men bliver langsomt vundet for gruppens sag.
”Oprøret kommer før skriften. Du kan kravle, nu må du gå,” siger A. Fortælleren bryder langsomt sammen: Fuck den lortefiktion! siger han. Alligevel tager han langsomt de frie ords mulighed til sig, og på Institutionens anonyme kontaktportal, hvor medarbejderne gerne må skrive sammen, kalder han sig for ”forfatter”. Han modtager et svar:
”Forfattere findes ikke mere, for vor tankes udvikling og vor mentalitet har gjort dem overflødige, deres opgave er blevet nytteløs idet menneskeheden har fundet en fortrinlig balance der ikke længere fordrer denne flugt ind i et opdigtet univers, at ty til fiktive væsner i et forsøg på at lette konfrontationen med virkeligheden. Det er meget naivt at tro, at man kan vække dem tillive igen; en uddød race fødes ikke igen fordi dens forsvinden er et bevis på dens manglende tilpasning til omgivelserne.”
Manglende tilpasning til omgivelserne! Hvis der er noget, som gennem tiderne, har lammet litteraturen, er det netop forfatternes tilpasning. Som kollega A. udtrykker det: ”En mand, og i videre forstand et samfund, som nægter fantasien adgang er en mand som gruer for sin egen fortvivlelse og frygter at lande tankens værste forbindelser dukke op gennem denne forvildelse. Han gruer for at miste kontrollen fordi han inderst inde ved at han er til fare for sig selv.”
Udgangstilladelse er et velskrevet forsvar for fiktionen, et tankevækkende angreb på informationskontrollen – og en satirisk og bekyret skildring af menneskelig isolation og identitetssvaghed.
Céline Curiol – der oprindelig er uddannet som miljøtekniker – flyttede til New York i midten af halvfemserne, hvor hun bl.a. var med til at lancere et internetmagasin om fransk kunst. Senere fik hun job som press officer i FN og som journalist inden hun debuterede med Det lyserøde rum, der også blev hendes internationale gennembrud. Som fransk journalist i New York skulle hun engang interviewe Paul Auster, og hun dristede sig til at spørge, om han ville læse nogle noveller, hun havde skrevet. Den berømte forfatter læste novellerne, og foreslog den unge forfatterspire at skifte til romangenren. Da hun senere sendte ham manuskriptet til Det lyserøde rum, blev han meget imponeret, og da han skulle deltage i en enquette i magasinet Lire om etablerede forfatteres interesse for unge talenter, skrev han begejstret om Céline Curiol, der dermed fik en flyvende start.
Det lyserøde rum handler om en socialt isoleret kvinde, der arbejder som oplæser af trafiknyheder på en banegård i Paris. Hendes eget liv er uden indhold og mening, hun kan ikke få ham hun drømmer om, og hun skal bare videregive oplysninger som andre i systemet har ansvar for. Men naturligvis gemmer der sig en voldsomhed hemmelighed i hendes fortid. Som sådan er hun beslægtet med fortælleren i Udgangstilladelse. Også han er socialt isoleret, afskåret fra omverdenen, et slags medie for informationer, som han ikke selv er ophavsmand til. Og også i Céline Curiols næste roman, Exil Intermediaire, der udkommer i Frankrig til september, er isolationen et hovedtema:
”Jeg skriver om to kvinder, én i New York og én i Paris, der hver især er kommet til en blindgyde i deres liv, og begge overvejer at forlade deres mand. Romanen udspiller sig i løbet af én dag, den amerikanske uafhængighedsdag den 4. Juli, og er dels en udforskning af ægtskabets grænser, dels en hommage til New York.”
Celine Curiol: Udgangstilladelse. Oversat fra fransk af Laila Flink Thullesen og Christine Berlioz. Roman. 299 kr. Forlaget Per Kofod.