Weekendavisen den 15. september 2023
Verdenskrig. Roy Jacobsens nye roman er handlingsmættet besættelsesskildring og stærk psykologisk realisme.
Roy Jacobsen: De uværdige. På dansk ved Ellen Boe. 410 sider, 299,95 kr. Lindhardt og Ringhof.
Anden Verdenskrig har altid været en dyb, mørk skakt af fortællinger om besættelse og befrielse, og det virkede som litteraturhistorisk logik, måske ligefrem en national nødvendighed, at Sigurd Hoels Mødet ved milepælen og Tage Schou-Hansens De nøgne træer udkom i kølvandet (hhv. 1948 og 1958) på de fem forbandede år med nazistisk styre i Norge og Danmark.
I dag, snart firs år efter krigens ophør, er forfatterne langt fra færdige med at grave i gruben af krigstidstraumer. I dette efterår udkommer for eksempel fortsættelsen af Kirsten Thorups roman Indtil vanvid, indtil døden, og fra Norge får vi nu Roy Jacobsens velskrevne De uværdige om besættelsens dramatiske særdage.
I et simpelt arbejderkvarter i Oslo klarer familierne sig på bedste beskub. Romanen følger en flok drenge, der opsøger og udnytter enhver anledning til at fikse og fuske sig gennem kriseårene. Det begynder i det små, men udvikler sig til sortbørshandel, infiltrationer og højdramatiske plyndringer i en by, der er præget af nazisternes terror og hjemmefrontens modstand.
Drengene tilværelse er udsigtsløs i det fattige arbejderkvarter, hvor den sociale hakkeorden sender et klart budskab nedad i hierarkiet: Du bliver aldrig til noget. Her i kvarteret har ingen ret til, eller grund til, at forvente sig noget af livet. Men for drengene, de uværdige, udgør besættelsen en sjælden mulighed for at træde i karakter.
Roy Jacobsen (f. 1954 og dermed efterkrigstidsbarn) folder sin fortælling om besættelsestiden ind i en enkel, effektiv ramme. I første scene møder vi Carl, der hen over en stegt sild og en halv kartoffel, får en på siden af hovedet af sin far. Faren arbejder som tjener på Hotel Continental, får vi at vide, og de fleste nordmænd vil straks forstå perspektivet. Hotellet var på nazisternes hænder, og her boede landsforræderen Vidkun Quisling, da han udnævnte sig selv til norsk regeringsleder på tysk nåde.
Man må altså forstå, at Carls far er tæt på tyskerne. En dag giver han sin søn et bykort, hvor ni velhavervillaer er markeret. Han forklarer sig ikke yderligere, men samme dag bliver han hentet af tyskerne. Det viser sig at villaerne er fulde af møbler, kunst og andre kostbarheder, som drengene plyndrer og sælger.
Firehundrede sider senere sidder Carl atter ved et bord, nu en gammel mand, og skriver et brev til sin søn, der er professor i historie og ekspert i besættelsestiden.
Det går lidt trægt med brevskrivningen. Men så slår en sætning ned i Carl. ”Husk det, min dreng,” skriver han, ”man forandrer sig aldrig.” Han citerer en gammel arbejderklasseleder for at have skrevet, at ti procent af nordmændene deltog i modstandskampen, ti procent var medløbere, kollaboratører, landsforrædere, og firs procent var ligeglade. Karls kalder de firs procent en uensartet majoritet med megen nævenyttig opportunisme, og så afgiver han en knusende karakteristik af sine landsmænd:
”Husk på, at nordmanden først og fremmest er lydig. Men han kan også være udspekuleret beskeden, og naturligvis grådig, når naboen ikke ser ham. Naboen er vigtig i dette land. Og sommetider er naboen bortrejst. Nordmanden ser kort sagt nytten af en bøjet nakke. Helt ned på knæene skal han ikke, så begynder han at hulke, bare bøje nakken lidt, så er han i sit es.”
Derefter stiller Carl et retorisk spørgsmål: ”Hvorfor nævner jeg dette?” Og derefter: ”Det har jeg ikke noget godt svar på.” På den måde efterlader Roy Jacobsen sin læser med en tankevækkende tvivl.
At Carls søn Olav forsker i den tid, hans egen far voksede op i, bliver et tankevækkende tema i romanens epilog. Carl skriver direkte i brevet, at han er stolt over sin søn, og det nævnes i parentes, at Olav gennem sin forskning har dokumenteret sin farfars betydning som modstandsmand. Men samtidig fornemmer man, at Carl og Olav aldrig har talt åbent og grundigt sammen om farens tid og sønnens forskningsfelt.
Carl skriver til sin søn, at han savner en drøftelse af begrebet uvidenhed i historiske artikler. Han taler om det han kalder ”samtidens uvidenhed” og ”øjeblikkets uvidenhed”. Men hvad han mener, ved vi ikke med bestemthed, for han lader tanken fare igen.
De gode svar står altså ikke i kø. Det gør de svære spørgsmål til gengæld, for selvom nazisternes besættelse gjorde rollefordelingen mellem ven og fjende helt entydig, skabte den også hemmeligheder og tabuer, og Roy Jacobsen lader drengene vokse op i dette felt af det usagte, det dunkelt belyste og normløsheden, hvor de bliver formet af øjeblikkets uvidenhed.
Men hvor efterlader det læseren? Samme sted som drengene. Som læser er man også præget af øjeblikkets uvidenhed. Portrættet af nabolaget, hvor beboerne lærer at leve under tavshedens nødvendighed, hensætter hele tiden læseren i kvalificeret tvivl.
Til tider er tvivlen kuriøs (har den tyske romantiker Caspar David Friederichs maleri ’Der einsame Baum’ vitterlig engang hængt i en velhavervilla i Oslo, efter at det i 1934 (angiveligt) forsvandt under transporten fra en udstilling?), men andre gange svækker den læserens orienteringssans. Det er, tror jeg, forfatterens hensigt at bringe læseren i vildrede, vi skal mærke uklarheden.
Roy Jacobsen skriver både gedigent og gådefuldt videre i det endeløse litterære spor om krigsårene, som Sigurd Hoel grundlagde umiddelbart efter befrielsen. Det store spørgsmål – også hos Kirsten Thorup – er: Hvem havnede på den rigtige side af historien?
Men Roy Jacobsen har også en intens interesse for drengegruppens dynamik, tabet af uskyld og erkendelsen af ansvar. Som konkret og handlingsmættet besættelsesskildring af et nabolag, der tvinges til at leve under det hemmeliges nødvendighed, fungerer De uværdige som stærk historisk realisme.