Weekendavisen.dk den 15. september 2023
Thomas Korsgaard: Mente I det? Kortroman. 112 sider, 129,95 kr. Lindhardt og Ringhof.
Ud af den blå luft meddelte forlaget Lindhardt og Ringhof fredag morgen, at Thomas Korsgaard har skrevet en ny roman, som udkommer netop i dag. Den normale respit, som avisernes anmeldere altid får, var slet og ret sat ud af kraft. Og det eneste interview, forfatteren giver, er til forlagets egen hjemmeside.
Sådan en smart anti-pr kalder i sig selv på opmærksomhed, for det underspillede og diskrete er så usædvanligt, at det virker som paukeslag. Men samtidig skal litteraturen – for den må vi ikke glemme – jo kunne leve op til særbehandlingen.
Det viser sig, at man må gå til Thomas Korsgaards lille lyriske prosastykke, Mente I det (et spørgsmål uden spørgsmålstegn) med en vis hensynsfuldhed, for stoffet er sitrende og porøst. Fra de 100 tekstsider, hvoraf mange kun rummer en enkelt linje, vokser nemlig en af den slags skændige fortrædshistorier, som alt for mange homoseksuelle kender til.
Jeg’et – vi overskrider ingen diskretionslinjer ved at antage at det er forfatterens alter ego – er i byen en aften. Han ryger en smøg og venter på en veninde. Så dukker tre mænd op:
“Med et var de helt oppe i mit ansigt. Skal du dø? De tog fat i min krave. Skal du dø? Deres vilde, sitrende øjne. Skal du dø? Deres munde…”
Mere sker der ikke. Ikke i første omgang. Nogen har tilkaldt politiet, der kommer, men nøjes med at sige til fok, at de skal lade være med at genere hinanden. Bagefter dukker de tre mænd og igen, og den unge mand tager flugten. Som han skriver:
“Hvis jeg ikke var løbet, så havde de fået fat i mig. Så havde det været synligt.”
Andet står der ikke på siden. Og på siden overfor:
“Så havde det været synligt.”
I repetitionen genkender man en slags stakåndet angst. Men først og fremmest indser man, at den unge mand er offer for en usynlig krænkelse. Hvis han havde fået bank, havde det været synligt. Nu er han til gengæld brændemærket af truslen.
De tre gange Skal du dø? er jo et spørgsmål, som man kun kan høre som et udråb, en trussel. Den unge mand bliver angst og paranoid. Han tør ikke forlade sin lejlighed. Måske er han også selvmordstruet. Han taler med en advokat, der siger at det er svært at få noget ud af sager om hadforbrydelser. Men, foreslår advokaten: Du kunne skrive noget om det.
Det gør han så. Først et opslag på Facebook. Senere denne bog. Et desperat råb, et dybt suk, en sorgfuld resignation og en vred anklage mod den homofobiske selvfølgelighed, som hersker i samfundet, ikke kun i nattelivet, men også på arbejdspladser og alle mulige andre steder, hvor det åbenbart føles som en ret at stigmatisere andre. Den unge mand samler sine erfaringer i denne sætning, som virker blid, men er brutal:
“Jeg er homoseksuel. Så let at skrive det ned, så meget besvær, hvis jeg ikke sletter det igen.”
Dette er den unge mands bitre erfaring. Livet er nemmere, hvis man ikke lader andre aflæse sin seksualitet. Som denne hverdagshistorie viser, har både politiet, advokaten og psykiateren kun skuldertræk til overs, når en homoseksuel mand bliver truet på livet.
Mente I det er en lille, fortættet miniaturetekst (forlaget kalder det en “kortroman”), som læses i et hug, sådan som den vist også er skrevet, måske som et smertefuldt – og selvterapeutisk – opgør med de tre mænd, der fremsatte truslen mod den sagesløse.
Historiens jeg blev truet alene på grund af sin seksualitet, må vi forstå. Men han bærer naturligvis ingen skyld. Det store paradoks er, at det gør gerningsmændene heller ikke. Deres overgreb var nemlig ikke synligt. Det er psykiske vold ikke.
Med Mente I det giver Thomas Korsgaard sine erfaringer med hverdagshomofobien et meget simpelt litterært sprog. Nogen stor kunstnerisk bedrift er det langt fra, men bogen vinder sjæle og hjerter med sin angstfulde ærlighed. Den vil blive læst af mange – hej, dansklærer! – og træde naturligt ind i en moderne kanon over litteratur om homoseksualitet og identitet. Som forfatteren skriver: “Jeg er bange for mænd og forelsker mig i mænd.”