Weekendavisen den 22. september 2023
Dobbeltdrab. Ole Christian Madsens debutroman om våbensmugling og verdensorden tager frit ladegreb på Danmarkshistorien.
Ole Christian Madsen: Manden fra mørket. Spændingsroman. 482 sider, 299,95 kr. Gyldendal.
I filminstruktøren Ole Christian Madsens stemningsfuldt dunkle forfatterdebut, Manden fra mørket, er vi på den bitre side af retsopgøret i 1948, hvor København er ribbet for selvværd og sammenhold, altså samme periode og miljø, som han skildrede i tv-serien Edderkoppen (2000).
Allerede på befrielsesnatten den 4. maj 1945 begyndte modstandsbevægelsen at anholde landsforrædere, og fra 1946 til 1950 blev 78 dødsdømt og 46 henrettet. Nu, tre år senere, har politiefterforskeren Villy Falk en lyssky privat nebengeschäft. Han likviderer danskere, der var i nazisternes tjeneste. Som politimand sad han selv i kz-lejr, og i samme lejr omkom hans homoseksuelle svoger. Villy var vidne, og hvad han så – og gjorde – følger ham som et ordløst traume.
En dag havner en betændt sag på Villy Falks bord. På Peter Bangs Vej er et ægtepar blev dræbt under sære omstændigheder. Og snart går den vilde skattejagt på både gerningsmanden og nogle hemmelige dokumenter, som angiveligt var skjult i lejligheden.
Ja, Manden fra mørket er baseret på kronen i juvelen blandt uopklarede sager i dansk kriminalhistorie, det myteomspændte dobbeltdrab 19. februar 1948. Dermed slår Ole Christian Madsen en ambitiøs akkord an. Romanen er nemlig første del af en ”dekade-serie”, hvor hvert bind er ”inspireret af en dramatisk kriminalsag” (næste gang i 1958, i sidste bind velsagtens i 1968).
Man kan kalde det true crime udsat for en fandenivoldsk gendigtning, der tager frit ladegreb på Danmarkshistorien, både i substans og detaljer.
Hvorfor skulle ægteparret dø? Manden var kontorchef i tekstilvirksomheden Oxford House, som under krigen havde tjent kassen på at sy uniformer til tyskerne. Modstandsbevægelsen har altså et horn i siden på virksomheden, og sporene peger både ned mod byens gangstere og op mod den politiske top.
Som efterforsker viger den stålsatte Villy Falk ikke tilbage for noget, mindst af alt sin egen grænseløshed (han har også knas på hjemmefronten), og han minder ikke så lidt om den egenrådige Gereon Rath fra Volker Kutschers Babylon Berlin. Traumatiseret af krigen og oppe mod skrupelløse magter og korrupte kolleger, går Villy gennem ild, vand og vold i en speget sag om våbensmugling og verdensmagt, ikke mindst i duellerne med den ultrabrutale Anders Nygaard, der sloges i tysk tjeneste på Østfronten og nu arbejder ”for dem der altid vinder”.
Ole Christian Madsen indlejrer altså det autentiske dobbeltmord i en absolut interessant kvalitetsspekulation om sammensværgelser, der ikke stopper ved den griske underverdens sortbørs, men går helt til hjertet af kampen om Danmarks placering i den nye verdensorden efter 2. Verdenskrig. Her spiller både USA, Sovjetunionen, FN, NATO, politiske undergrundsgrupper og den nye stat Israel vigtige roller. Men hvem er ”dem der altid vinder” mon?
Spørgsmålet, og alle de tilhørende moralske og ideologiske dilemmaer, ligger som et lag fernis over intrigen, for hvad vil det sige at tilhøre dem, der altid vinder? Kan Villy, der på én gang er en hædersmand og en selvtægtsmand, stole på sine omgivelser?
Naturligvis har Ole Christian Madsen udstedt frihedsbrev til sig selv om forholdet mellem digt og dokumentarisme. Skabelonen er autentisk, men virkeligheden er forvrænget. Forskydningerne kommer blandt andet til udtryk i navnene: Ægteparret Davidsen hed i virkeligheden Jacobsen, Oxford House hed English House, modstandsmanden Gerlach er blevet til Geisler, sortbørsmatadoren Hasselstrøm er blevet til Heiselberg og ægteparrets ven Ramdahl er blevet til Ramsing.
At en politimand hedder Birkedal, er ret ødelæggende for den legefulde læsning, for man kommer jo uvægerligt til at tænke på Ib Birkedal, den danske torturbøddel i nazisternes tjeneste, som blev henrettet under retsopgøret, og at politifolkene som oftest bare siger ”Anders”, når de taler om Anders Nygaard, som om han var en god, gammel bekendt, virker malplaceret og ude at takt med tiden. Politifolkene burde sige ”Nygaard”.
Manden fra mørket er måske ikke mættende som skrivekunst, men hvis man primært kommer for spændingens skyld, går man ikke sulten i seng. Som blodig genreroman – af og til helt utroværdig i sin voldsbeskrivelse – tager den stikket hjem. Ole Christian Madsen skriver på klar distance af faghistorien, men med den fiktive fortolkning af efterkrigstiden har han indledt sin serie med bundsolid københavnsk efterkrigs-noir og veldrejet, tempofyldt ramasjang. Og hvis en saxofonist med kasket kan skrive en kioskbasker, kan en filminstruktør med kasket også.