Weekendavisen den 29. september 2023
Romanbiografi. Tomas Espedal digter sit eget liv i en stærk personlig fortælling om at nå skrivelykken, ja livslykken, ved at konfrontere angsten, mismodet og tvivlen.
Tomas Espedal: Lyst (En forfatters selvbiografi). Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. 390 sider, 300 kr. Batzer.
For nylig løb jeg ind i den norske forfatter Tomas Espedal. ”Du lever fremdeles,” konstaterede han, og jeg bekræftede. Så fortalte jeg for god ordens skyld, at jeg netop havde modtaget hans nye bog til anmeldelse.
”Ved du,” sagde han så, ”at det er den første selvbiografi af en forfatter i norsk litteraturs historie?”
Nej, det vidste jeg ikke, og jeg stillede mig tvivlende an. Men Tomas Espedal insisterede. ”Karl Ove Knausgårds bøger er ikke selvbiografiske,” sagde han, ”men selvgeografiske”.
Jeg så skeptisk ud, men han forsikrede mig om, at alle norske selvbiografier enten er skrevet af politikere eller af langrendsløbere, ikke af forfattere.
Nu har jeg så læst Tomas Espedals Lyst (En forfatters selvbiografi). Jeg har ikke undersøgt, om det virkelig er den første forfatterselvbiografi i den norske litteraturhistorie (og i så fald: hvordan kan dét være?), men jeg kan roligt sige, at det er udsøgt, fortællende, flydende, levende og legende prosa, skrevet med ekstrem selvindsigt – og performativ selvbevidsthed.
Hen mod slutningen fortæller Tomas Espedal om sine planer om at skrive netop denne bog:
”Jeg skrev: ’Før, hvis jeg husker rigtigt, var mit liv en fest hvor alle hjerter åbnede sig, hvor alle vine flød’. Jeg valgte det her citat af Arthur Rimbaud som motto for teksten, for erindringsromanen. Før, hvis jeg husker rigtigt; det virkede som et eksakt udtryk for det at skrive erindringer; huskede jeg rigtigt? Nej. Og ja. Det at skrive er en parallel hukommelse, du skriver det du husker, men du følger også litteraturens love og logik; du digter altid dit eget liv. Uanset hvordan du fortæller, hvordan du skriver, så vil det du fortæller have præg af digtning og sandhed.”
Denne passage er essentiel for forståelsen af Tomas Espedals litterære praksis. ”Før, hvis jeg husker rigtigt…” Dette forbehold er altafgørende. Tomas Espedal belægger eminent sine ord, og han placerer med akkuratesse begrebet ”erindringsroman” i vores perception af den bog, vi er ved at læse.
Der er altid et metabevidst lag i Tomas Espedals bøger, som samlet set er én lang fortolkning af forfatterskabet (og livet) som en kontinuerlig og overlappende fortælling, hvor forfatteren altid er på sporet af sig selv, undersøgende, udæskende, afklarende.
Lyst (En forfatters selvbiografi) forlænger fortsættelsesfortællingen – også med overflødige gentagelser hist og her – i en uendelig tankehuskeskrivestrøm. Vi hører om opvækstårene i Bergen, hvor Tomas Espedal er en alkoholiseret slagsbror, om studieårene i København og på kollegiet i Rebæk Søpark, hvor han forsøger sig som forfatter og får en roman antaget efter fire gennemskrivninger.
Når Tomas Espedal sidder på sit værelse i Rødovre og skriver, inden han tager ind til Bo-Bi Bar, bohemernes legendariske vandingshul i Klareboderne, minder han ikke så lidt om Knut Hamsun, der cirka 100 år tidligere sad ude på Nørrebro og skrev på Sult, inden han tumlede ind på Café Bernina i Vimmelskaftet og drak djævlepunch.
Tomas Espedal stikker ikke noget under stolen. Skrivning forudsætter ærlighed. Her er han helt på linje med sine landsmænd og kolleger Karl Ove Knausgård og Vigdis Hjorth, som har givet den nordiske autofiktion vinger. Men samtidig stråler Lyst (En forfatters selvbiografi) af en klassisk, drømmende romantisering af forfatterlivet. Her er bogen i slægt med Ernest Hemingways novelleagtige erindringer, Der er ingen ende på Paris.
Når Tomas Espedal er bedst, er han næsten på niveau med den selvbiografiske erindringsromans mest suveræne stilist, østrigske Thomas Bernhard (1931-89). Begge skriver denne suveræne, særegne repeterende, rytmiske, flydende prosa, der nærmest hypnotiserer sin læser.
Men hvor Thomas Bernhard forblev misantropisk, vred, aggressiv og brutal til det sidste, ser den nu over 60-årige Tomas Espedal på verden med et sympatisk, mildt, imødekommende og afvæbnende blik.
Det kræver et særligt sprogligt-musisk håndelag, at skrive disse arabeskagtige sætninger, uden at det bliver enerverende og affekteret, men Tomas Espedal ved præcis hvordan han skal holde sig på den rette side af det manierede. Til tider kører han dog lovlig længe i samme rille, og kongstanken om skrivning som et egentlig arbejde har han tidligere udfoldet i Imod kunsten.
Uanset om Lyst (En forfatters selvbiografi) vitterlig er den norske litteraturs første forfatterselvbiografi eller ej (jeg er stadig skeptisk), er den en stærk personlig fortælling om at nå skrivelykken, ja livslykken, ved at konfrontere angsten, mismodet og tvivlen. Tomas Espedal lever fremdeles. Han har igen skrevet en væsentlig og stilsikker bog om tilblivelsen af en forfatter og et menneske, hvor en vigtig pointe er, at al erindring er et digterværk og dybest set upålidelig. Men det gør den ikke nødvendigvis utroværdig.