Weekendavisen den 5. janaur 2023
Patrick White: Voss. På dansk ved Søren Feldtfos Thomsen. 492 sider. 249,95 kr. Forlaget Feldtfos.
Det kræver en vis dumdristighed at oversætte og udgive en knap 500 sider stor australsk roman fra 1957 af en forfatter, som intet publikum har – selvom han modtog selveste Nobelprisen i 1973.
Men så er det jo godt, at bibliotekar Søren Feldtfos Thomsen besidder denne dumdristighed.
I 2019 etablerede han forlag i eget navn for at udgive litteratur fra det litterært set temmelig oversete australske kontinent.
Først udkom Joan Lindsays mysterieklassiker Udflugt til Hanging Rock, dernæst Rohan Wilsons Menneskejægerne om de hvides kolonisering af Australien og derefter Tony Birchs Den hvide pige om tvangsfjernelsen af indfødte børn i 1960erne.
Hans nye australske udgivelse er den kun anden danske oversættelse af Patrick White, den eneste australske litterære nobelpristager nogensinde. I 1974, året efter at han tog den store skalp, udgav nonprofitforlaget Brøndum tre fortællinger, Kvinden der ikke måtte holde katte, men vi har altså skullet vente i hele 67 år på den centrale roman, Voss. Og igen er der tale om en satsning fra et mikroforlag. Hatten af!
Patrick White (1912-90) er anerkendt som en af den engelsksprogede efterkrigslitteraturs centrale forfattere, men nogen folkelig position opnåede han aldrig. Med sin mangefacetterede roman om den tyske ekspeditionsleder Johann Ulrich Voss viser han dog en dyb, ekvilibristisk litterær suverænitet.
HISTORIENS UDGANGSPUNKT er autentisk. I virkelighedens verden var der blot tale om en preussisk opdagelsesrejsende ved navn Ludwig Leichhardt (f. 1813), som i 1848 forsvandt sporløst under en ekspedition gennem den nordøstaustralske bush.
Ludwig Leichhardt havde studeret sprog og naturvidenskab ved flere europæiske universiteter, og inspireret af Alexander von Humboldts ekspeditioner i Sydamerika satte han sig for at udforske det australske kontinents indland. Fra sin første ekspedition i 1842 hjembragte han mange fund af australsk geologi, flora og fauna, mens hans forsøg på at krydse hele vejen fra øst til vest endte fatalt og med mytologisk berømmelse, da hele ekspeditionen omkom i 1848. Et enkelt fund viser, at Ludwig Leichhardt nåede så langt som til den skånselsløst ugæstfri Simpson Desert i kontinentets hjerte.
Patrick White lader Ludwig Leichhardt-alter egoet Johann Ulrich Voss træde ind i fortællingen som en akavet fremmed, der ikke helt forstår de sociale koder i det højborgerlige Sidney, hvor en storkøbmand har påtaget sig at være hans rådgiver og ekspeditionens velynder. Gennem dette partnerskab møder Voss købmandens niece, den purunge Laura, og mellem de to opstår først en vis modvilje, dernæst – da Voss er draget ud i vildmarken – en magnetisk tiltrækning. Paradoksalt nok er det ikke forbindelsen, men afstanden mellem den unge kvinde og den rustikke mand, der knytter båndene.
Den gensidighed, der opstår mellem Voss og Laura, hersker alene på idéplanet – og i de uhyre sporadiske breve, som det lykkes dem at udveksle. Men heri udtrykker de også en dyb hengivenhed, og da Voss frier til Laura, accepterer hun, der er vokset op under konservative victorianske værdier, drevet af stolt egensindighed og af en romantisering af det dunkle og skumle.
Hvad Patrick White vil med det umage par, står ikke helt klart i romanens første del, men senere indser man, hvilken psykologisk funktion Laura hele tiden har været tiltænkt. Jo mere ekspeditionen går i opløsning under naturens umenneskelige pres og i konflikt med bushens beboere, des tættere bliver kontakten.
Det er, som om alle afstande og fysiske grænser opløses til fordel for etableringen af et flydende, mystisk mentalt fællesland mellem Voss og Laura, som her i en scene dybt inde i ørkenen, dybt inde i romanen:
»Voss mærkede hesten skælve under sig og kiggede ned på den magre ryg og på såret, som var krøbet frem under sadelknappen. Han begyndte at vakle og bar til sidst sine egne sår åbent, som han hidtil havde holdt skjult, skadedyr åd af ham. Hans indskrumpede indvolde hånede ham. Så red han videre gennem helvede, indtil han mærkede, at hun rørte ved ham.
’Jeg svigter dig ikke,’ sagde Laura Trevelyan. ’Selv hvis der er øjeblikke, hvor du måtte ønske det, svigter jeg dig ikke.’
Hun smurte en salve af ord på hans sår.
Men han ville ikke se på hende, for han var ikke klar endnu.«
Som stilist er Patrick White noget af en oplevelse. Han kan skrive sin læser svimmel, når han skildrer hunde med »lange, glinsende tunger, der faldt diamanter fra«, eller når han beskriver måner, som enten har en fredsommeligt svulmende mave eller er grimme, bronzefarvede, maskuline og faretruende skrående:
»Det hvide støv væltede ud mellem mændenes fingre, mens de vendte og drejede sig i lodne tæpper, som irriterede deres nøgne hud. På den anden side lå andre og lyttede til deres egne øjenlågs endeløse knirken.«
PATRICK WHITES suggestive roman er skrevet i den stolte litterære tradition for at fortolke autentiske ekspeditioner skønlitterært. På den måde er Voss en slags australsk forløber for nordiske nyklassikere som Thorkild Hansens Det lykkelige Arabien og Jens Munk, Henrik Stangerups Vejen til Lagoa Santa, Per Olof Sundmans Ekspeditionen og Klaus Rifbjergs Nansen og Johansen. Af nyere ekspeditionsromaner er det værd at nævne amerikaneren Hanya Yanagiharas Folket i træerne og tyskeren Christine Wunnickes Damen med den bemalede hånd.
Dumdristighed er en egenskab, som ekspeditioner lever af, og som opdagelsesrejsende dør af. Ludwig Leichhardt blev dermed en mytologisk skikkelse, og Patrick White gav ham et værdigt romanminde med Voss, som en dansk forlægger nu oversætter og udgiver, 67 år efter at den blev skrevet, og 50 år efter at dens forfatter modtog Nobelprisen i litteratur.
Det er udgiverdumdristighed, der fortjener opmærksomhed og anerkendelse.