Weekendavisen den 5. januar 2024
Vækster. Tiden er inde til at genopdage Thorkild Bjørnvigs miljødigte og klimakrisekritik.
Glemt, gemt, arkiveret, ignoreret og kørt på depot. Det er den hårde skæbne for mange forfattere, der på den ene eller anden måde falder ud af tidens ånd og interesse.
Men lige pludselig blusser opmærksomheden om en forfatters skab og skæbne op igen. To lysende eksempler er Karen Blixen og Tove Ditlevsen, som begge er blevet genopdaget, genlæst, genfortolket og sågar portrætteret i skuespil, ballet, serier og film.
I de sortrandede og forarmede 1980eres åndsklima af blaserthed og affortryllelse savnede man det storladne, mytiske og gotiske, hvilket banede vejen for Karen Blixens comeback.
Og det var et litterært krav om en renæssance til hverdagens mere sagtmodige, socialrealistiske og uperfekte kvindeliv, der fik Tove-tsunamien til at rulle i 2010erne.
Det er altså noget i tidens vending, der genfremkalder interessen for et ellers glemt hjørne af litteraturhistorien. For tiden ser vi det ret markant i genintroduktioner af kvindelige forfattere, der skrev op imod den patriarkalske tidsånd i sidste tredjedel af 1800-tallet og frem til første halvdel af 1900-tallet.
Af og til kan det hele virke lidt arbitrært. Hvorfor genudgive Hulda Lütken i stedet for Gyrithe Lemche? Men uanset vilkårligheden er det opsigtsvækkende, at litteraturen har fået ny ilt af den bevægelse, som begyndte med Forlaget Gladiators dybe greb ned i de glemselsdeponerede forfatterskaber.
Men hvor i litteraturen finder vi mon den næste bølgebevægelse af genfødsel? Hvilket glemt forfatterskab fra fortiden, fjern eller nær, har bud til nutiden og fremtiden? (Og i parentes: Det handler ikke kun om glemte, marginaliserede kvinder; jeg har hørt ude i byen, at en genudgivelse af den radikale overhøvding Georg Brandes’ Hovedstrømninger er undervejs).
JEG TROR, interessen vil samle sig om en litteratur, som engang forudså de brændende sager, vi står med i dag: køn, krop, krig, kunstig intelligens – og klima.
De seneste mange år har litteraturen om naturen, biodiversiteten, den industrielle dyreproduktion og klimaet spillet en stadig større rolle, og mange forfattere udvider rollen som kunstner med rollen som debattør og aktivist. Den tendens vil fortsætte.
Et godt bud på en forfatter – fra en fortid inden for mands minde – som bør stå for genopdagelse er derfor: Thorkild Bjørnvig. For mange vil han primært være kendt for sin erindringsbog om Karen Blixen, Pagten (1974), og for sin rolle i kredsen omkring tidsskriftet Heretica (1948-53). Men i 1970erne og 80erne knopskød hans lyriske forfatterskab med det, han kaldte »miljødigte«, og i en lille essaybog med den betagende titel Barnet og dyret i industrisamfundet (1979) kritiserede han det moderne samfunds magtudøvere, teknokrater og politikere, der ignorerer ethvert hensyn til naturen:
»Det gælder både dens elementer, vækster og de væsener, som står menneskene nærmest, nemlig dyrene, både de vilde og de tamme, de jagede og de holdte. Man behøver blot at tænke på vadehavet og det fremskudte dige, på hvalerne og burhønsene. Hvor økonomiske interesser står på spil, må naturens interesser vige.«
DER GÅR ALTSÅ en lige linje fra Thorkild Bjørnvigs miljødigte fra 1975 og frem til vor tids økopoesi – fra Laboratoriet for Æstetik & Økologi til Jacob Gammelgaards enorme poetisk-planetariske panpsykisme-projekt titusindting.dk. Og Thorkild Bjørnvigs essayistik om dyr (og børn!) i det industrialiserede samfund peger direkte frem mod Mathilde Walter Clarks højaktuelle og storartede undersøgelsesbog om minkbranchen.
Thorkild Bjørnvig begyndte for 25 år siden digtet »Håbet« med en konstatering: »Nej, det kan ikke fortsætte sådan.« Vi mennesker, skrev han, gør mere fortræd end noget væsen på Jorden. Men fordi vi er mennesker, forsøger vi også at vejre håb, for »håbet er livsluft for sindets vejrtrækning«. Digtet efterlyser en lov om retten for vrimlen på øer og stepper, i regnskov, vadehav, hegn og under tagryg, en lov om retten for planter og dyr til at være her på deres egne betingelser.
Nej, det kan ikke fortsætte sådan her. Lokummet brænder, og litteratur redder ingen verdener. Men den gør, hvad den kan, som Villy Sørensen sagde om svalen og sommeren. Det vidste Thorkild Bjørnvig. Hans tapre miljødigtning blev skrevet med en stærk og tidlig litterær krisebevidsthed, og det er mit bud på et forfatterskab fra fortiden med bud til nutiden og fremtiden.
Det er en genopdagelse værd.